Kulturkupeen

Skuespillererindringer af Lane Lind: Det jeg aldrig glemmer.

Kommenteret af Ulla Strømberg. (Selvbiografier og erindringer får ingen stjerner).

Skuespillererindringer af Lane Lind: Det jeg aldrig glemmer.

Barsk og ærlig erindringsbog af skuespilleren, instruktøren og teaterskolelederen Lane Lind.

Mange kender sikkert Lane Lind fra Matador som kørelærerens bramfri kone, der vist altid optrådte i maskulint antræk.  Det gør ikke Lane Lind noget, at hendes hovedroller, bl.a. på Odense Teater, ikke er lige så kendte. Ikke meget kan ærgre hende, for det er som om, hun har affundet sig med sin skæbne og blot prøver at ”ordne” det levede liv i erindringsbogen med den udmærkede titel: ”Det jeg aldrig glemmer”. Bogen kommer dermed til at fremstå som et selvportræt af en livsforvirret kvinde, der udadtil har syntes stærk.

”Det jeg aldrig glemmer” er ikke nogen lykkelig livsberetning fra en kvinde, der har rundet de 75 år og egentlig helst fortsat ville stå på scenen, om ikke hver aften, så hver tredje.

Og hvorfor nu ikke det. For Lane Lind er, ligesom mange andre af sine kolleger, stadig flot, velholdt, næsten statuarisk med styr på sproget.  Men vi lever i en ungdomskultur, hvor det at runde de 50 år er beskæmmende og nærmest betyder farvel til det professionelle kunstnerliv.   Sådan burde det ikke være. Det har Ulf Pilgaard lige beskrevet i sine erindringer (anmeldt her for få dage siden). Nu skriver Lane Lind det samme og uden vrede. Jeg kan blot sige, at de har så evigt ret. Danmark kan ikke lide modne mennesker og slet ikke modne kunstnere, selv om politikerne postulerer det modsatte.

Kernen i denne livsberetning må findes tilbage i barndommen hos to meget uansvarlige forældre, som begge kom fra kunstnermiljøer: Moderen var skuespiller og havde mange mænd. Det var såmænd ikke, hvad hun ville, men sådan blev det. Faderen var ud af kunstnerslægt, var mere end dameglad og endte med at få seks børn med forskellige kvinder. Hverken faderen eller moderen tog ansvar for datteren, som ulykkeligvis heller ikke selv nåede at erkende forældreskabets sande karakter, da hun fødte sin søn.

Egentlig er bogen en stor undskyldning til sønnen, Mads M. Nielsen, der i dag er en både god og begavet, moden skuespiller og instruktør.

”Man gjorde et barn fortræd”, kunne der stå på de fleste sider, for den lille Lane manglede tryghed i det daglige – og en gang, da moderen skulle på teaterturné, blev lille Lane anbragt på børnehjem! På samme vis er det svært at forstå, hvem der egentlig passede sønnen Mads i hans barndom, for opgaver, adresser og samlevere skiftede hyppigt.

På trods af denne uro formåede Lane Lind at udvikle sig til en habil skuespiller, selv om hun faktisk ikke roser sig selv ret meget inden for det kunstneriske og heller ikke uddyber rollefortolkninger m.m. Det er mere begrebet ”kærlighed” der interesserer hende og så uddannelsen af unge skuespillere, hvor hun aftrykker en hel pamflet.

Sønnens fødsel blev ikke det store vendepunkt for Lane Lind. Men det gjorde til gengæld stillingen som leder af Skuespillerskolen i Odense, hvor hun sad i 15 år.

Få år før tog hun til Indien, hvor hun efter en tid rejste hjem iklædt orange tøj fra inderst til yderst. Det varede ved i flere år. det er dog svært at se, om denne ”renvaskning” egentlig kom til at betyde så meget.

Bogen er dejlig gammeldags ved ikke at detailbeskrive de forskellige samlevere eller selve samværet. Tak for det.  Kun få af mændene får deres navn med, og så kan man jo gætte sig til resten, hvis man befandt sig i de cirkler. Kun en af mændene var voldelig, men det gentog sig flere gange og er beskæmmende.

Noget af indholdet i bogen er oprindelig blevet til som mellemtekster til en lille cabaret, hvor Lane Lind, instrueret af sønnen Mads, fortalte, hvornår og hvorfor de udvalgte sange betød noget for hende. Det fik hul på hukommelsen, og så var ”Det jeg aldrig glemmer” vel skrevet.

Næste bog fra Lane Linds hånd burde nok være en selvhjælpsbog for kunstnere, der også er forældre. En bog om: hvad man skal og ikke skal gøre for at opføre sig fornuftigt, ansvarligt og voksent over for sit afkom.

Bogen udkommer 4. oktober 2021 på forlaget koppelwrite

www.koppelwrite.dk       

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.