Kulturkupeen

Den indbildt syge af Molière på Det Kongelige Teater.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Den indbildt syge af Molière med Søren Sætter-Lassen i titelrollen på Det Kongelige Teater.

Evig aktuel klassiker om en af vore dårskaber: hypokondri.

Molières karakterkomedier er eviggyldige. Og med skuespilleren Søren Sætter-Lassen skulle det være en snild sag for instruktøren Thomas Bendixen at sætte ”Den indbildt Syge” op, så den l rammer os. For efter den flerårige pandemi, som har lagt verden ned og skabt uendelig mange ”mandagslæger”, er vi modne til at blive konfronteret med det latterlige ved at være selvcentreret. For sådan er hovedpersonen Argan, og sådan er vi. Hvem har ikke tænkt lidt for meget på egne symptomer i det forgangne år eller to. Hoste, varme i ansigtet, tunghed i kroppen, træthed i lemmerne, etc.  Vi har haft for meget tid til for ofte at mærke efter.

Den indbildt Syge. Det Kongelige Teater. 2021. Søren Sætter-Lassen. Tegning af Claus Seidel.

I Molières komedie er hovedpersonen, den rige Argan, så kernesund, at han kan overleve en hær af griske læger og apotekeres kostbare eksperimenter på han lille, vævre krop. Det er pointen, Han er sund, men har gjort sig selv syg og vil ynkes og plejes af alle omkring sig. Sådan var det i 1673, hvor komedien var et opgør med kvaksalverlægerne – og sådan er det nok mange steder i dagens Danmark, hvor folk lidt for ofte udnytter den gratis mulighed at besøge lægen.  Trods et spand på 350 år er meget lidt forandret i den menneskelige natur.

I ”Den Indbildt Syge” – fodrer Argan sig selv med medikamenter og lavementer og vil, for at spare tid og penge, naturligvis gerne gifte datteren ind i en lægefamilie. Men det er jo en komedie, så det hele ender med, at hvis han selv er læge, og dengang var der vist ikke brug for hverken eksamenspapirer eller lægeløfte, ville alt være både billigere og nemmere. Voila.

Forestillingen viser dog, at Molière faktisk ikke er så nem endda at spille, for det kræves præcision i både diktion, kropssprog og koreografi.

Den indbildt Syge. Det Kongelige Teater. 2021. Søren Sætter-Lassen. Foto: Karoline Lieberkind.

Søren Sætter-Lassen ved, hvad han skal, og han kan sit håndværk og kunsten at spille teater. Han har som bekendt flere gange i det klassiske repertoire spillet og brilleret i de komiske figurer,  bl.a. som Malvolio med de gule sokker hos Shakespeare. Argan er nemlig en af slagsen: latterlig fra hue til sok i fed selvoptagethed.  Også hans kostume giver de rigtige signaler: den lille strikhue, der skal sikre, at han ikke får træk i ørerne og selvfølgelig silkeslåbrokken, som viser, at han er rig, men så syg, at han tyr til nattøjet dagen lang.

Søren Sætter- Lassens figur er det hele værd og kunne og burde (måske) stå alene på scenen.

Den indbildt Syge. Det Kongelige Teater. 2021. Søren Sætter-Lassen, Jens Jørn Spottag og Tina Gylling Mortensen. Tegning af Claus Seidel.

Udenom findes hele menageriet, som det sig hør og bør hos Molière (og Holberg, som jo lå på hjul). Tjenestepigen, som skal klare det hele, her Toinette, (hos Holberg Pernille) spillet sjovt af Tina Gylling Mortensen, men slet ikke så præcist, som hendes pragtpræstation i sommerens ”Jean de France” på Grønnegaards Teatret. Der var alt suverænt timet. Sådan er det ikke her, men Tina Gylling Mortensen når et pænt stykke ad vejen, godt suppleret af Jens Jørn Spottag, som spiller Argans yngre bror, der lever et andet liv og demonstrativt har sin whiskyflaske med rundt på scenen. Også Argans ny kone, spillet vampet af Christiane G. Koch i moderne silkekjole, har sit vinglas med overalt, når hun svajer på de højhælede sko.  Men også her må der gerne være mere skarphed. Til gengæld har de andre figurer ingen regulære kendetegn!

Den indbildt Syge. Det Kongelige Teater. 2021. Christiane G. Koch. Tegning af Claus Seidel.

Et af forestillingens problemer ligger desværre udenom titelperonen,  nemlig hos de unge, det elskende par og hos den udvalgte, kommende ægtemand.  Det er som om scenen og rummet er for stort for skuespillerne, og ingen af dem har rigtigt fundet ud af rytmen i Molières replikker. For der skal hverken være for meget dialekt eller for mange tryk på ordene. Det er jo en klassisk opfattelse af Molières tekst, som Bendixens gerne vil have frem. Hvor er teatrets stemmecoach i øvrigt henne – også dennegang?

Men måske er Skuespilhusets meget brede scene den virkelige udfordring. Scenografen Maja Ravn, som burde kende rummets faldgruber, har skabt en smuk, symbolsk dekoration med et gitterværk, som viser et rigmandshjem, men det ser faktisk mere italiensk end fransk ud. Det kan dog være inspireret af 1600-tals stik fra Molières komedier, da de kom i bogudgave. Stort er gitteret i cirkulær form, som et fængsel, og selv om Mathias Herslands lysdesign er fascinerende (som det altid er) – bliver scenen fremmedgørende. Dermed mister forestillingen den intimitet, som både Molière og vores Holberg faktisk har godt af, for at få replikkerne til at funkle.

Det er altid svært med oversættelser. Her er det Peer Hultbergs ord, som jeg ikke ved, hvor eller hvornår er skabt. Den fungerer, men lyser slet ikke.

Den indbildt Syge. Det Kongelige Teater. 2021. Søren Sætter-Lassen. Foto: Karoline Lieberkind.

Selv om ”Den indbildt Syge” er fra 1600-tallet, hvor lægestanden var en samling dubiøse kvaksalvere og derfor en naturlig skydeskive for den samfundsrevsende Molière, er der fortsat nok af symbolværdi i at blive taget ved næsen af folk, der gerne vil ”hjælpe” en.  Og det er også al ære værd, at instruktøren Thomas Bendixen forsøger at spille teksten mere eller mindre efter bogen og ovenikøbet blot lader scenen være befolket af nogle hjemløse stole i 1600-tals stil.

Men hos Molière var teaterformen en anden, der var små mellemspil med puchinellaer og et “himmelsk” forspil , så det hele var ganske teatralsk. Det er strøget her og som næsten altid i dansk sammenhæng, men omvendt skal man også forstå, at forestillingen er et letløbende, rituelt spex. Så er det måske uheldigt, at der er 20 meter fra, at vi kan se personen komme på scenen til det er fornuftigt at åbne munden og sige replikkerne.

Men de tekniske udfordringer er før løst på skuespilhusets store scene af Bendixen og Sætter-Lassen.

”Den indbildt Syge”, som blev Molières sidste komedie, for han nærmest døde i rollen som Argan, fremstår dog som en ny, gedigen klassikeropsætning, og det må man ikke kimse ad.

 

Dramatiker: Molière

Iscenesættelse og bearbejdelse: Thomas Bendixen

Scenografi og kostumedesign: Maja Ravn

Lysdesign: Mathias Hersland

Lyddesign: Jonas Vest

Oversættelse: Peer Hultberg

 

Medvirkende:

Søren Sætter-Lassen/ Argan, den indbildt syge

Tina Gylling Mortensen/ Toinette, tjenestepige

Christiane G Koch Béline, Argans nye hustru

Marie Reuther/ Angelique, Argans ældste datter

Frida Sofie Sigurth/ Louison, Argans yngste datter

Jens Jørn Spottag/ Béralde, Argans bror

Jonathan Bergholdt Jørgensen/ Cléante, Angeliques elskede; apoteker Fleurant

Martin Bo Lindsten/ Dr. Diafoirus, Dr. Purgon, Notaren

Alvin Olid Bursøe/ Thomas Diafoirus, Angéliques bejler

Pressefotos: Karoline Lieberkind

www.kglteater.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.