∗ ∗ ∗ ∗
(Stjernene gælder kun skuespillerne)
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Den Stundesløse af Holberg på Odense Teater i mainstream teaterspex-stil.
Det er så moderne med bogstavsdiagnoser – også til voksne. Mon ikke Holbergs hoved- og titelperson i ”Den Stundesløse” netop har en håndfuld bogstaver, for der rumsterer så meget inde i hans hoved, at han intet får udrettet. Men travl er han.
Den Stundesløse på Odense Teater. 2023. Benjamin Kitter. Foto: Emilia Therese.
Holbergs ”Den Stundesløse” er både pjanket og komisk skrevet og samtidigt et eviggyldigt billede af en selvhøjtidelig mand, der er i sving hele tiden, men intet får fra hånden. Han gejler sig selv op til de højeste tinder, mens han prædiker “bogholderi”. Han er ganske uorganiseret og bliver distraheret af det mindste vink. Skal han have en svigersøn, må det partout være en bogholder – og her er Peder Madsen Bogholders ældste søn ideel.
Der er gået præcis 300 år, siden Holberg, hen over Molières komedier, skrev sine egne danske varianter. Teksterne lever stadig på bedste vis, hvis komedierne iscenesættes stramt og bevidst og uden alt for mange tekst-moderniseringer.
Odense Teater har heldigvis gode skuespillerne til at spille Holbergs ”Den Stundesløse”, hvor Benjamin Kitter er oplagt til titelrollen. Han er som skabt til Vielgeschrei. For Kitter har en fin sprogbeherskelse og evner at gå fra den ene sindstilstand til den næste på et nanosekund, uanset om han er i moderne herreundertøj og slåbrok eller i en 1700-tals silkeborgerdragt. Han er altid lebendig på en scene.
Den Stundesløse på Odense Teater. 2023. Foto: Emilia Therese.
Malene Melsen som husholdersken Magdelone er komisk, men nok lidt for karikeret med en stemme som var det Laksegade i 1700-tallet. Mon ikke Magdelone har lært lidt manerer af herskabet? For så vulgær og seksuelt underernæret, som hun giver alt for mange platte gestiske udtryk for, synes helt hen i vejret.
Den Stundesløse på Odense Teater. 2023. Claus Riis Østergaard. Foto: Emilia Therese.
Claus Riis Østergaard som Oldfux har både stemmen og hurtigheden til at spille den lurendrejer, der har fordrejet hovedet på Pernille og nu skal holde Den Stundesløse hen med snak.
Christine Gjerulff spiller den velorganiserede Pernille og gør det på sin egen meget snusfornuftige måde. Som den eneste i ensemblet, hverken overspiller eller underspiller hun. Fint klaret i en forestilling, der ikke helt ved, hvor alt skal ende.
Den Stundesløse på Odense Teater. 2023. Christine Gjerulff. Foto: Emilia Therese.
På samme vis er de mange bifigurer velspillede, og har alle gode entreer, der efterfølgende ikke følges op.
Det store problem er nemlig iscenesættelsen og scenografien – lagt i hænderne på Kamilla Bach Mortensen og Johanne Eggert.
Forestillingen skal tilsyneladende være i den lettere komiske spextradition, men det lykkes ikke helt. Det er, som om forestillingen ikke er blevet færdig, og måske er lysmanden gået hjem før frokost.
Det er synd for skuespillerne i den kedelige, halvmoderne, brune kontorkulisse med mange bogstabler i grønt, der skal signalere arkivet for overflødige optegnelser.
Scenografens kostumer er moderne teatermainstream med mix af tider og ikke lige kønne over hele linjen. Unge Leonora er i brune, slidte skaftestøvler og tylskørt a la Barbie, mens Pernille er i en dragt, der signaler både 1700-tal og moderne tider med lange bukser. Det går an, men er på ingen måde gennemført konsekvent og æstetisk.
Det er som om forestillingen er bygget op over “de gode og sjove entreer” der har fanfarer, men de afsluttes sjældent og ligeså med de ganske raffinerede musikalske anslag, som afbrydes uden at udvikle sig. I en helstøbt iscenesættelse ville alle skuespillere have blomstret og sammen skabt en ”forestilling”. Nu bliver det nærmest en kamp, også rent akustisk, da lyden forsvinder op og om bagved i intet.
Resultatet på scenen synes at være en uforløst blanding af senere års parodi-komedie. Men havde både instruktion, scenografi, lysdesign samt lyddesign, der ikke er ueffent, arbejdet sammen, kunne forestillingen med de udmærkede skuespillere snildt have løftet sig. Og den nyere Holberg-tradition fra det 20. århundrede er ellers god at læne sig op ad og lære af på godt og ondt. Grønnegaards Teatret har kæmpet bravt i årevis med at holde liv i gamle Holberg, og Peter Langdals banebrydende ”Erasmus Montanus vender tilbage” fra 1984 er måske også fornuftig at analysere.
I denne version af Kamilla Bach Mortensen synes det i øvrigt helt unødvendigt at ændre på både prolog og epilog. Tværtimod er der nok mange, der, trods det danske skolesystem, stadig kan citere Holbergs åbning lagt i munden på Pernille: ”Der skrives så mange komedier…. ” Og epilogen, som siges af Den Stundesløses broder, er også ændret. Helt overflødigt.
Odense Teater har åbenbart så lidt tillid i øvrigt til publikum, at teatret heller ikke skriver så meget som et ord om Holberg i det gratis program, som er en fin folder kun med fotos og en credit-liste med navne på skuespillere og andre, der har været med i denne teaterleg. Lidt færre billeder og en kort introduktion til Holberg ville vise lidt seriøsitet fra et teater med 60 millioner kroner i offentlige, årlige tilskud. Samtidigt ville det være en håndsrækning til det interesserede publikum.
I Odense bliver Holberg ikke sjov nok på den eftertænksomme måde, selv om skuespillerne gør deres allerbedste.
Bag forestillingen
Manuskript / Ludvig Holberg
Bearbejdelse / Thor Bjørn Krebs
Iscenesættelse / Kamilla Bach Mortensen
Scenografi og kostumer / Johanne Eggert
Lysdesign / Simon Holmgreen
Lyddesign /Kim Malmose
Komponist / Hal Parfitt-Murray
Koreograf / Peter Friis
Medvirkende:
Vielgeschrei, Den stundesløse / Benjamin Kitter
Pernille / Christine Gjerulff
Magdalone / Anne Malene Melsen
Oldfux / Claus Riis Østergaard
Leonora / Laura Skjoldborg
Erik Madsen / Bogholder / Bonde / Klaus T. Søndergaard
Peder Eriksen / Kristoffer Helmuth
Barber / Leonard (bror) / Christen Skriver / Frank Thiel
Lars D Skriver / Notarius / Helene Hasseriis Holten
Christoffer Skriver / Notarius’ hjælper / Skrædder / Lukas Lykke
Leander / Anders Skov Madsen
Pernille / Christine Gjerulff