∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla strømberg.
Stuepigerne af Jean Genet på Aarhus Teater.
”Stuepigerne”, ”Les Bonnes”, ”The maids” er en nyklassiker fra midten af det 20. århundrede. Det berygtede, men sjældent spillede stykke er på Aarhus Teaters kælderscene begavet sat ind i et pink-plastic-semiamerikansk univers. Stykket blev digteren og dramatikeren Jean Genets gennembrudsværk omkring 1950.
Da “Stuepigerne” i 1947 havde urpremiere var det mere brutalt og uhåndterligt end noget andet teater. For Genets baggrund som institutionsbarn og tidligere kriminel gjorde stykket mere barskt og grænseoverskridende seksualiseret, end hvad de andre digtere fra perioden: Sartre, Beckett og Ionesco frembragte. Genet var nok den første til at ignorere de usynlige, etiske grænser på teaterscenen ved at lade sadomasochisme og homoseksualitet, filtret ind i en gammeldags klassekamp, være den dramatiske drivkraft.
Stuepigerne. Aarhus Teater. 2023. Foto: Rumle Skafte.
Som teaterforestilling anno 2023 er ”Stuepigerne” på Aarhus Teater yderst velgjort, koreograferet og musikalsk på alle planer. For det, som instruktøren Line Pausen og ikke mindst scenografen Nathalie Mellbye og co. har bedrevet, er imponerende helstøbt. For intet er én til én i forestillingen eller i teksten. Og absurd er det slet ikke mere. Det er et parallel-billede af vor civilisation – rykket ud på overdrevet.
Stuepigerne. Aarhus Teater. 2023. Foto: Rumle Skafte.
Først og fremmest er sceneopbygningen overraskende. Et pink univers, et boudoir er konstrueret som et lukket, sekskantet lysthus, med store vinduer ud til publikum, der er placeret i to rækker ved hvert af de seks vinduer. Vi har høretelefoner på og ser alt inde i boudoiret. Skuespillerne kan ikke se os før til allersidst. Det er en effekt, som slet ikke er ny, men altid effektfuld – en slags zoo-have i dobbelt potens.
Når det første, visuelle overraskelsesmoment er overstået, er publikum nærmest til peepshow. En kvinde i pink bikini ligger på en pink puf og bevæger sig som enhver ung pige, der bare ikke kan få nok af selfies. Ak, ak, det er vist alt for genkendeligt hos dagens unge mennesker.
Stuepigerne. Aarhus Teater. 2023. Foto: Rumle Skafte.
Snart kommer tjenestepigen ind, trist på alle måder, i sort og hvidt. Et mærkeligt spil udfolder sig mellem de to, som tjener og herskerinde, men hurtigt er det omvendt. Da en klokke ringer, meget lig klokken i Strindbergs ”Frøken Julie”, bliver alt forandret. For de er begge tjenestepiger og måske søstre og har blot et uhyggeligt magtspil og ritual kørende i Madames soveværelse.
Stuepigerne. Aarhus Teater. 2023. Foto: Rumle Skafte.
Fruen eller Madame ankommer og nu er det dobbelt op i spil på spil, så grænserne imellem hvem, der udnytter hvem, bliver flydende. Hvem skal vinde? Jeg vil ikke afsløre mere, for ”Stuepigerne” er værd at se for alle teaterinteresserede – også selv om det egentlig er ubehageligt at sidde med høretelefoner på og være lukket inde med aktørerne. Men det er et sjældent spillet stykke fra den store teaterhistorie – og her så velspillet!
Når forundringen over indholdet måske har lagret sig, er det den gennemraffinerede scenografi, der står tilbage med et utal af detaljer, alene skabt for at fuldende billedet af et hollywood-1950erne boudoir, som det kendes fra gamle film. Imponerende af både scenografen Nathalia Mellbye og Aarhus Teater.
Historien er grum og udspringer af Genets eget forkvaklede liv som både kriminel, homoseksuel i tiden før, under og lige efter Anden Verdenskrig. Samtidig er Genets styrke som skribent ikke mindst den poetiske blandform, hvor nogle passager er underskønne, mens andre er sprængfulde af uforløst freudianisme. Det var overraskende omkring 1950, men passer såmænd stadig til vor tid, der ikke er blevet så meget klogere. Måske er vi kommet videre i kønskampen og klassekampen med udligning af visse samfundsmæssige skel, i hvert fald i Danmark, men det gør ikke forestillingen mindre brugbar. Det handler i sidste ende blot om at ville dominere eller blive domineret – to sider af samme sag.
De tre skuespillere, Mette Klakstein, den nybagte skuespiller Amanda Friis og Mette Døssing som overklassedamen fylder på eksemplarisk vis rollerne ud. De agerer ikke og er heller ikke som marionetter, men alligevel er hver en bevægelse og hvert tonefald nøje gennemtænkt og motiveret. En vis arkaisk verfremdungsmåde giver alle tre en ganske statuarisk spillestil. Det er ikke noget dumt valg.
Stuepigerne. Aarhus Teater. 2023. Foto: Rumle Skafte.
“Stuepigerne” er ikke nødvendigt teater og på trods af titel mm. på ingen måde feministisk teater. Egentlig ville Genet gerne have haft rollerne besat af mandlige skuespillere.
Som scenisk værk er denne Aarhus-version yderst interessant, hvor alle involverede præsterer deres ypperste. Godt gået af Aarhus Teater – denne gang i suverænt lyserødt kælderformat.
I denne sammenhæng er det mærkeligt, at Aarhus Teater på den ene side satser mange kræfter også med scenografi, musik, koreografi etc. og på den anden side ikke giver så meget som et infopapirark om forestillingen til publikum. Teatret modtager ca. 78 mill. kroner årligt i offentlig støtte og har vel pligt til at indsætte teaterforestillingerne i en større kulturel sammenhæng.
STUEPIGERNE
AF Jean Genet
OVERSÆTTELSE Francois-Eric Grodin
INSTRUKTØR Line Paulsen
KONCEPT, SCENOGRAFI OG KOSTUMEDESIGN Nathalie Mellbye
ASSISTERENDE SCENOGRAF Astrid Lindgreen Hjermind
KOREOGRAFI Noora Hannula
LYSDESIGN Jim Falk
KOMPONIST OG LYDDESIGN Sebastian Toft
MEDVIRKENDE
CLAIRE Mette Klakstein
SOLANGE Amanda Friis Jürgensen
MADAME Mette Døssing