Dét døgn, da… Dan Turèlls sidste bog genudgivet.
∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Det døgn, da… En nyklassiker? Næppe.
Det er ikke så mærkeligt, at bogforlaget Frydenlunds satelitforlag Alhambra har taget Dan Turèll til sig. Forlaget har nemlig til huse på Alhambravej på Frederiksberg i en stor villa. Lige overfor boede Dan Turèll i mange år. Det eksklusive område blev Turèlls sidste hood, efter at han måske havde opbrugt Vangede og i øvrigt havde en livslang, umiskendelig kærlighed til Vesterbro, som jo grænser op til Frederiksberg. Vesterbro er i dag in, men var vist ikke kommet så langt i sin sociale opstigning, da Turèll i 1993 alt for tidligt døde af kræft i en alder af 49 år.
”Dét døgn, da” blev hans sidste bog. Derfor kan det være kompliceret at skrive om den lille bogs kvaliteter. Bogen udkom i 1992.
I et efterskrift af journalisten Henrik Palle understreges det, at bogen slet ikke var nem at skrive og i øvrigt oprindeligt tænkt som både oplæg til film og TV. I øvrigt var Turèll med bogen også i gang med et stilskift. Han ville væk fra en alt for hårdkogt linje og prøvede nok at psykologisere lidt mere og nærme sig forfatteren Simenon.
Hvis der ikke stod Turèll på titelbladet ville man nok i dag gå let hen over den lille bog og betragte den som en pæn stileøvelse. For der er heldigvis flere små stilistiske fiffigheder gemt i den simple historie.
En damefrisør med styr på sit liv opdager, at ægtemanden, der er en lidt vag person og i øvrigt i mange år har været natportier, har en affære. Hans arbejdsplads er et halvnusset hotel på Vesterbro – også med kunder på nærmest timebetaling. I en lille sidegade begynder romanen. Frisøren Yvonne holder øje med mandens natlige visit hos elskerinden. Da han har forladt elskovsreden, og hun har drukket sig mod til, opsøger Yvonne den unge dame. Ved et ”tilfælde” myrder Yvonne pigen med en saks!
Ganske snildt får hun flyttet mistanken over på den utro mand, som ender (lykkeligvis for ham) med at dø i politiets varetægt.
Sådan, hurtigt fortalt, er den mellemkogte historie, som tager tilløb til at psykologisere og botanisere lidt i de forskellige personer, men uden at komme ned under overfladen. Måske er de lidt for langt væk fra den intellektuelle og sofistikerede Turèll, der dog elskede Istedgade og hvad dertil hørte af skumle eksistenser. Men Yvonne og manden er ret almindelige og har måske ikke appelleret nok til forfatteren. Var det årsagen til den svære skriveproces?
De præcise stemningsbilleder fra storbyens natteliv var og er Turèlls kendetegn, her var han suveræn og på hjemmebane. For måske kender ikke alle til det miljø og kan derfor bare iagttage det hele med forundring og interesse. Men Turéll giver i denne lille roman for lidt plads til miljøet og for meget til de uinteressante personager.
Det er helt fint, at Frydenlund og forlaget Alhambra holder liv i myten Dan Turèll, for han var anderledes og i dansk sammenhæng tidligt ude.
Bogens oprindelige titelblad i 1992.
Verden i dag, 30 år efter hans død, er dog blevet mere speget. Men havde Turèll levet i dag, var han måske blot en af de mange excentriske mænd og kvinder, som medierne fortsat elsker at promovere.
Oprindelig udgivet af det hedengangne Borgen, 1992.
Findes som lydbog. 2022.
Genudgivet marts 2023 hos forlaget Alhambra.