Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Det testikelløse samfund – Gæstespil på Får 302.

Titlen er hård, brutal og hyperfeministisk. Forestillingen er blød, munter og veltunet – lige indtil næstsidste sekund.   Denne blanding af kulde og varme skaber selvfølgelig spænding, men gør også tilskueren en lille smule usikker.

15.11.17. får 302 371[1]Pressefoto.

Langt hen i forestillingen er det en stor fornøjelse at følge den lille historie om Gynarkiets fremtidsmuligheder. To yngre kvinder har vendt verden ryggen og lever og ånder nu for deres lille forening, hvor der er to medlemmer. De mødes hver dag, og som en anden religiøs bevægelse har de deres ritualer: der holdes tale kl. 10 med de samme ord, dag ud og dag ind. Rollerne er fordelt: Den vrede kvinde er lederen, den mere blide sekunderer. De har givet hinanden navne, som i første sekund fænger, men slet ikke udnyttes rent dramaturgisk i forestillingen: Søster Brøgger og Søster Blixen. Meget mærkeligt, for der ligger jo uanede citatmuligheder gemt hos de to forfatterinder – og det er ikke nok blot at henkaste navnene som stikord til publikum. Samtidig giver kvindernes indespærring mindelser om de gamle absurdister, bl.a. Harold Pinters ”Køkkenelevatoren”, hvor to mænd er lukket inde, mens fjenden er udenfor.

Snart dukker fjenden op – naturligvis i skikkelse af en mand, en rigtig mand i habit og spidse sko men med det dubiøse ønske at bekæmpe mænd. Men kan de stole på ham? Hvorfor? HAN viser sig dog ikke at være farlig og indordner sig. Som den reklamemand, han har været, ser han flere potentialer i den lille forening. Det sætter gang i historien. Mere skal ikke røbes.

Initiativtagerne er Klub Canasta, som består af de tre skuespillere Louise Kilhof, Jesper Bruun og Trine Lavgesen.

Tilbage i begyndelsen af 2014 fik de ideen til forestillingen – og den har allerede spillet på både teaterfestivalen Vildskud, i Huset i Magstræde og i Københavns Musikteater. Nu har Får 302 åbnet dørene for de protesterende. Instruktøren Nicolai Nyholm og dramatikeren Thea Kulavig har været med i udviklingen af ide og tekst.

Historien er tilsyneladende via scenografien placeret i slutningen af 1970erne, hvor kvindekampen var på sit højeste, kvinderne var på flade fødder, uden make-up og græsrodsbevægelser skød op overalt. De rå bræddevægge, urtepotten, kaffemaskinen ( som måske burde have været noget med te) fortæller, at her tænkes store tanker. På væggene hænger i tilfældig orden nogle af idolerne. Her er ingen smalhals: fra Marylin Monroe til Margaret Thatcher og Lady Di.

Takket være underfundigheden i hele forestillingen vækkes også forskellige associationer til det blomstrende danske foreningsliv. Har man fået en idé og er vred, ja hvorfor ikke skabe en forening, og ”lad os mødes en gang om ugen eller hyppigere”!

Hvordan mon mange af de senere års flyvske politiske partier er opstået? Der var én eller måske flere, som var vrede og ville bekæmpe det ene eller det andet. Hos Liberal Alliance, som trives godt i dag og Alternativet ligeså, har starten måske været præcis sådan som hos de forsmåede kvinder?

Der er al mulig grund til at anerkende initiativet, og med Nicolai Nyholms rappe instruktion fungerer historien. Teksten løber let, men burde nok have taget et spadestik dybere, når det nu er Blixen og Brøgger, der er idolerne. Og hvis det er målet at berige publikum med nogle større perspektiver, er det måske klogere at ty til nogle klassiske tekster og fortolke dem. Så kan det hjemmestrikkede komme sidenhen.

 

Godt initiativ – og gerne på gensyn.

 

Gæstespil af Klub Canasta IDÈ & KONCEPT: Klub Canasta MEDVIRKENDE: Louise Kilhof, Jesper Bruun og Trine Lavgesen INSTRUKTØR: Nicolai Nyholm DRAMATIKER: Thea Kulavig GRAFIKER: Jonas Hasle

 

www.faar302.dk