Kulturkupeen

Infinitely Polar Bears

En livsbekræftende film om en maniodepressiv fars opdragelse af sine døtre

∗∗∗∗

Af TOM HARPØTH

May Forbes har begået en sjov, underholdende, gribende, voldsom film, Infinitely Polar Bears, om sin egen vanskelige barndom i det konservative Boston, New England, USA. Tiden er de sene 1970’ere.

Foto & Trailer: UIP/Sony

Filmen indledes med en storesøsters speak over historien, som viser os den maniodepressive far Cams svære livsvilkår som far til to mindreårige piger og som uforsørgende familiefar. Moderen Maggie bliver den besluttende myndighed i familiens liv, da Cam får et totalt sammenbrud og en efterfølgende indlæggelse på en psykiatrisk klinik.

For at overleve må familien forlade det hus på landet, de ellers trivedes i. De flytter til en lille lejlighed i Cambridge, men moderen kan ikke skaffe arbejde. De lever af far Cams forældres ikke særligt store almisser, på nåde og barmhjertighed. Familien er ellers velstående nok, men ’man skal jo ikke forkæle nogen for meget’. Maggie beslutter sig for at tage en ordentlig uddannelse i New York, som hun får friplads til. Den varer halvandet år, og i den tid er det den manio-depressive far Cam, der står for opdragelse og hjemlige sysler med de to små piger.

Foto & Trailer: UIP/Sony

Det bliver en prøvelse og udfordring for alle parter i dette hjerteskærende familiedrama. Og Cam skal sørge for faste rutiner, mad, skolegang, underholdning, lektielæsning, tøjvask, familiehygge etc. etc. Ingen nem opgave for en som ikke engang kan styre sit eget temperament. Han længes efter sin kone, som måske vil overveje at kysse lidt på ham om halvandet år, når hun er færdig med sin uddannelse.

Foto & Trailer: UIP/Sony

Vi oplever de mange små successer og de mindst lige så mange tilbagefald til sprut og andet skidt. Opgaven er stor for almindelige, enlige forældre, men nærmest uoverstigeligt stor for en mand som Cam.

Denne film bæres igennem af en insisteren på at dette projekt skal lykkes. Far Cam vil projektet, og hans to tapre tøser, overdådigt spillet af to meget forskellige men enormt stærke piger, vil også projektet, selvom der er mange forhindringer undervejs. Kærligheden til hinanden er den drivende kraft i dette umiddelbart håbløse projekt.




Foto & Trailer: UIP/Sony

Filmen foregår i sluthalvfjerdserne og er holdt konsekvent i 70’er-stil. Kameraføringen er traditionel, med ofte fast kamera og få bevægelige elementer. Hovedpersonen Cam (fremragende spillet af Mark Ruffalo) ryger konstant. Miljøerne er kedelige, triste, gule og brune (tilrøgede). Men musik spiller en væsentlig rolle for perioden og for filmen. Og den er hverken kedelig eller trist.

Se den og bliv glad i låget.

Titel: Infinitely Polar Bears

Instruktion: Maya Forbes

Spilletid: 90 minutter

Premiere: 12/11-2015