Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Dirch som show og musical.

Der er intet at udsætte rent teknisk på Andreas Bo og Troels Lyby som makkerparret Dirch og Kjeld, men svært er det at være morsom på kommando og et splitsekund efter at være selvmordstruet, når der ikke arbejdes psykologisk med rollerne.  

Vi skal nemlig have hele historien om de to mænd, og så skal det oven i købet været underholdende!

pressefotos: Miklos Szabo.
pressefotos: Miklos Szabo.

Manden Dirch

Problemet er bare, at Dirch Passer nok var større som kunstner og måske mindre interessant som privatperson end eftertiden, og ikke mindst medierne, har gjort ham.

Som barn af sin showbiz-tid var han en gøgler, for hvem det daglige brød og publikums respons og nærvær nok var vigtigere end den personlige, kunstneriske tilfredsstillelse.   Det kan vi ikke, og vil vi ikke forstå i dag, hvor en kunstner af Dirch Passers kaliber hvert andet år ville blive forgyldt med et hæderslegat, og hvor et par tv-reklamer ville kunne klare resten af økonomien.

Men sådan var det ikke dengang.  Dirchs forgængere i faget spillede også tre forestillinger om søndagen, hvis og når publikum gad komme, og de kunne indspille film og radioteater samtidig med, at nye shows blev indstuderet og forestillinger afviklet om aftenen. Sådan måtte det være i den begrænsede tid, hvor der var bud efter dem. Det vil tage pippet fra ethvert menneske, der ikke er en robot. Og det tog livet af de fleste – mange år før statistikken for middellevealderen krævede det.

Showet ”Dirch” lægger sig op ad filmen ”Dirch”, som kom for 5 år siden. Filmens dilemma var netop denne balancegang i portrættet af privatpersonen, som kun få personer kendte og hele Danmarks Dirch med kumpanen, privat og professionelt, Kjeld.

Pressefoto: Miklos Szabo.
Pressefoto: Miklos Szabo.

Peter Langdal

Instruktøren Peter Langdal har fået lov at digte videre på filmen og tager derfor afstikkere ud i det ”Stig Lommerske univers” ved at understrege det mere showagtige – uden på nogen måde at etablere en psykologisk analyse af disse underholdningskøbmænds smag og moral. Men flot er det, og ikke mindst lommerpigerne danser for fuld udblæsning hos Langdal.

Teatermanden Langdal kan orkestrere et show, så det fungerer på Glassalens vist nok komplicerede scene. Men forestillingen kører lige fra starten i et tempo, hvor stemmerne, skuespillerne og slet ikke publikum kan følge med. Det er lag på lag, med afbrudte sketches, lommerpiger og 1960er-stemning.

Andreas Bo og Troels Lyby kæmper som deres forgængere både for og om at nå ud til publikum. Men der er ikke tilstrækkelig ro, så i begyndelsen finder den ene vittighed efter den anden ikke klangbund hos publikum, og det er synd. Som publikummer bliver man derfor nødt til at gribe tilbage til sin egen viden om Dirch. Hos mig blot indsamlet via DRs utallige genudsendelser af Lørdagshjørnet og enkelte sketches, filmen ”Dirch” og så de mange ofte ganske frygtelige film, som Dirch Passer medvirkede i.

Som instruktør har Peter Langdal haft en fornuftig idé med at vælge komikeren Andreas Bo til rollen som Dirch uden at lade ham hverken ligne eller tale som Dirch. Bo kan vist imitere alt og alle og viser det suverænt, når han skal spille den unge Ulf Pilgaard og Dirch som Kim Larsen. Her går forestillingen op i en højere enhed.

Pressefoto: Andreas Bo som Dirch som Kim Larsen. Foto: Miklos Szabo.
Pressefoto: Andreas Bo som Dirch som Kim Larsen. Foto: Miklos Szabo.

Efter pausen ved premieren faldt der mere ro over afleveringerne, som var det en tenniskamp, og forestillingen endte faktisk med at fungere optimalt, både rytmisk og indholdsmæssigt, i sin balancegang imellem show, privatliv og tankespind. Så slutscenen, den velkendte, med Dirchs kollaps netop i Glassalen – endnu iført et klovnekostume, og udånding få timer efter, bliver af en eller anden grund både smuk og velfungerende i al sin tristesse.

Alt andet end skuespillere er med

For Langdal er der mange forskellige slags kunstnere at tumle rundt med, lige fra dansktopsangere, stand-up’ere, børnefilmskuespillere til regulært uddannede skuespillere, som igen bygger på vidt forskellige teatertraditioner. I de forskellige spillescener bliver niveauet ujævnt og opvejes kun tildels af orkestret, der mærkværdigvis mere ligner udklædte hipster-mænd end et lommer-orkester anno 1960erne. Til gengæld er dansepigerne mere end gode i deres velklingende kostumer ved scenografen Maja Ziska og suppleret af den smukke og fascinerende sanger Kaya Brüel. Med dem på scenen sker der noget, hvor showmanden Langdals talent kan mærkes omme bag ved.

Pressebillede.
Pressebillede.

Virkelighedens folk

En forestilling som ”Dirch” er vel beregnet på flere generationer, og herunder også dem, der faktisk ikke er flasket op med den næsegruse beundring for en mand, der ikke ville have været meget mere end 90 år i dag. For de ældste publikummer er der lagt små pointer ind med hints til stadig levende folk som Lone Hertz og Klaus Pagh, mens fortidens giraffer som Stig Lommer, Sigrid Horne-Rasmussen og Preben Kaas nok er mere karikerede.

Premiere-nerver

Det er altid hårdt at holde premiere på en forestilling, som, for at fungere, skal indgå i en symbiose med publikum. Derfor burde netop denne produktion nok på bedste Broadway manér være startet blødt op på turné og så have indtaget hovedstaden og den famøse Glassalen, når alt var justeret og gået i hak.

Udgangspunktet er rigtigt i dette Dirch-show. Moderne og dog med reverens for fortiden. Andreas Bo og Troels Lyby er gode, uden at forfalde til nogen form for kliché, mens der er brug for justeringer i komparseriet. Så vil ”Dirch” være spilleklar i månedsvis.

 

Instruktion: Peter Langdal

Scenografi: Maja Ziska

Koreografi: Claudia SOrrentino og Ronnie Morgenstjerne

 

Medv.:

Andres Bo, Troels Lyby, Robert Hansen, Carsten Bang, Mathilde Norholt, Kaya Brüel, Christian Mosbæk og Sys Bjerre samt dansepiger og musikere.

.

Forestillingen har premiere i Glassalen i Tivoli, og skal derefter landet rundt til Holstebro (Black Box Theatre), Odense (Odense Koncerthus), Esbjerg (Esbjerg Musikhus), Aalborg (Aalborg Kongres & Kultur Center) og Aarhus Musikhuset Aarhus.

Produktion: Langkjær Intertainment.

Sted. Tivolis Glassal.