∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Ny kammeropera om Ophelia-myten opført på Kronborg slot under årets Shakespeare-festival.
Efter en smuk vandring over ravelinen ankommer man til selve slottet og får plads inde i slotsgården. For en gangs skyld er det en smuk sommeraften – uden regn. Der er overskud til at koncentrere sig om scenen.
Ophelia er ung og lettere punket, når hun opsøger en terapeut for at få styr på sine tanker. Er hun gal? Lyder det spørgsmål, som omverdenen har banket ind i hovedet på hende.
Terapeuten må på arbejde, som han står der iklædt moderigtig habit med alle de rigtige begreber: der skal arbejdes ned i underbevidstheden, og når Ophelias dæmoner kommer op til overfladen, er der ingen vej udenom gruppeterapi.
pressebillede
Og så kravler de frem i deres lidt slidte renaissancekostumer: Gertrud, Claudius, Laertes, Polonius med blodet sivende ud af mavesækken, for han er jo død, og de to narrehoveder, Rosenkrans og Gyldenstjerne – her mere latterlige og groteske end normalt.
Vi får dem præsenteret, mens de slippes løs i et hof i opløsning på grund af sex og sprut. Hamlet er væk. Som hovedperson er det jo ham, der har været katalysatoren, her bliver han det fraværende centrum. Så langt så godt med historien, som er flot holdt og sunget af de tre hovedpersoner på det moderne plan: Ophelia, terapeuten og dirigenten, Sibylle Glosted, Martin Vanberg og Jakob Hultberg.
Athelas Sinfonietta Copenhagen er som vanligt velspillende og sidder fornuftigvis under halvtag. Sammen med dirigenten styres der sikkert igennem det smukt klingende partitur af den islandske komponist Hugi Gudmundsson. Der er sjove passager med gøgl og fun, afbrudt af alvorlige og dystre toner. Meget illustrativt, som var det en film. Med den nye stjerne Sibylle Glosted som Ophelia er vi i trygge hænder. I løbet af de seneste uger har hun sunget sig ind i københavnerne hjerter. Først ved operaen ”Don G” siden ved koncerter under Operafestivalen og nu på Kronborg. Hende smukke sopran og stilfærdige dramatiske talent holder vand i disse opgaver.
Historien er plausibel og stramt fortalt i dramatikeren Jacob Weis’ libretto, der er spækket med en række indforståede vittigheder på et meget tilgængeligt plan. Helt ud til La Bohemes ”Så kold den lille hånd er….” og selvfølgelig en række Shakespearecitater, primært fra ”Hamlet”. Han har styr på de forskellige elementer hos Shakespeare med klovne og karakterer og muligheder for pjank og pjat i vekslende intermezzi.
Scenen. Foto: US.
Scenografen Mari i Dali har bygget en velfungerende konstruktion, der giver musikerne ly for regnen og samtidig en fiks moderne gangbro, der fungerer som indgang til terapeuten på forscenen. Dæmonerne i skikkelse af de gamle figurer fra Hamlet-historien holder til på bagscenen ved et veldækket bord pyntet med knogler. Klart og logisk. De moderne kostumer er fine, mens dæmonernes udklædning måske er med til at tynge deres adfærd for meget.
Hvis og når forestillingen knirker, skyldes det alene instruktøren Åsa Melldahl, der ikke har været så sikker på hånden. På en alt for gammeldags, burlesk facon har hun forsøgt at vise hoffets degeneration samtidig med, at sangerne synes at ville fastholde, at de er sangere med stort S. (Matthias Hedegaard undtaget. Han giver et rørende portræt af en hofnar – måske lidt i familie med den figur han havde i Det Kongelige Teaters vellykkede Verdis Falstaff.)
Instruktøren lader ikke de forskellige planer være i klar logisk overensstemmelse med hinanden. Hvorfor skal Laertes voldtage terapeuten ( evt. en Hamlet-substitut)? hvorfor skal den døde Polonius forgribe sig på sin egen datter og hvorfor Claudius? Nej, her går freudianismen for vidt. Synd og skam for både historien, musikken og de involverede kunstnere, der slet ikke behøver en akavet vulgaritet for at nå ud over rampen. Sangerne er gode nok, har psykologisk indføling og kunne sagtens have båret forestillingen hjem, så man blev rørt. Det lykkedes ikke helt.
Slutbilledet. Pressefoto
Så glem ikke materialet, visk tavlen ren og prøv med anden mere psykologisk betinget iscenesættelse, så vil denne kammeropera om Ophelia og hendes terapeut afgjort blive vedkommende og nydbar på flere planer. Derfor gav jeg fem stjerner. For det handler jo i bund og grund om en pige, der forsøger at få rede på sit liv (uden at det lykkes).
Spiller fra d.16. – 20. august i Kronborg Slotsgård.
Nordic Opera – Hamletscenen.
Festivalen fortsætter – der er nok af opleverser de næste dage – og husk VARMT TØJ med.
www.hamletscenen.dk