Menu Luk

Dirty Dancing – the Musical på Operaen.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

De gode og de onde, de rige og de fattige, de arbejdssomme og de dovne, mænd og kvinder, gamle og unge etc.   Modsætningerne står i kø og bankes ind i hovedet på os i ”Dirty Dancing, The Musical” skrevet over en af filmhistoriens største succeshistorier. Genopsætning fra 2015.

TOOC " Dirty Dancing" 2/2015
( alle pressefoto af Miklos Szabo)

Filmen havde premiere i 1987, og gav ikke mindst den vestlige verdens kvinder og piger lige netop det, de kun lide: en historie om kærlighed, modstand og modsætninger og masser af musik. Filmen var på ”low budget” til 6 mill. dollars og har siden tjent sig ind 40 gange, ikke mindst via video- og dvd-salg.  

I 2004 blev historien omsat til en musical, som endelig landede i Danmark i 2015. Filmen er næsten minutiøst kopieret til scenen hvad angår personer og stil, men publikumssuccessen er ikke til at tage fejl af her ved genopsætningen.

250.000 mennesker har købt billet til den danske version med dansestjernen Silas Holst i hovedrollen. Først var det i Tivoli, siden på turné og nu indtil midten af august i Operaen på Holmen. Der er udsolgt, og publikum er mere end glade. Jeg har faktisk aldrig set så venligt og positivt et publikum i det teater. Men hvad så med kunsten?

TOOC " Dirty Dancing" 2/2015

( alle pressefoto af Miklos Szabo)

Musikalsk set kører forestillingen imponerende. Først efter pausen får nogle af de medvirkende på forskellig vis lov at bryde ud i sang. Indtil da har orkestret og deres sangere klaret at fremkalde den helt specielle 1960-er sound med de mange hits fra dengang i tiden omkring 1962.

TOOC " Dirty Dancing" 2/2015

( alle pressefoto af Miklos Szabo)

Historien er både sød, banal og politisk korrekt. En lille overklassefamilie er på sommerferie og den yngste, Baby, vil gerne gøre en forskel i livet – kæmpe for de sortes rettigheder, hjælpe de undertrykte etc. På sommerhotellet er klasseskellet tydeligt imellem tjenerne, som er unge studerende, og de andre, der bare er løsarbejdere og ikke har noget interessant vinterliv. Sådan er det bl.a. med hovedpersonen Johnny, der er danser og danselærer på hotellet. Baby bliver stand-in for hans partner, og så udvikler kærligheden sig.

I Operaen brød publikum ud i jubel og klap, da det unge par – Silas Holst og Mathilde Norholt første gang kysser hinanden. Derefter skubber stemningen historien videre indtil slutningen, hvor publikum giver stående applaus og takker for forestillingen, mens Johnny (Silas) med et skævt smil fortæller, at nu kommer en helt speciel sang, og forestillingen slutter med ”Time of my Life ”, en rigtig sjæler –  i starten.

 

( alle pressefoto af Miklos Szabo)

Dansen og musikken holder showet i gang, og det gøres overbevisende og professionelt. Mere hakkende er det med replikker i talescenerne, der heldigvis hele tiden har et fascinerende og animerende lydtæppe nedenunder. Og selv om Patrick Swaize i filmrollen som arbejderdrengen og danseren var ret uimodståelig, klarer Silas Holst sig rigtig godt, og publikum er tilfredse. Også Mathilde Norholt forsvarer fint den spæde rolle, mens Karina Frimodt som dansepigen, der kommer galt af sted, både kan danse og tale. Robert Hansen spiller den tumpede nevø og scorer point ved sin fjogede stil. Også Kirsten Norholt og Christian Mosbæk fungerer fint takket være deres professionalisme.

Koreografisk er der indimellem nogle halvtunge partier, mens de helt stille numre og det store udtræk ikke kan gøres bedre.

Scenografien er i den nye stil med skærme og lysbilleder og synes indimellem flot, men går også kold af og til. Flottes var faktisk åbningsscenen med sort/hvide filmstumper som baggrund.

Men jeg kan komme med mine indvendinger. Kultpublikummet, hvor flere nok har set forestillingen nogle gange og kan filmen udenad, var glade og tilfredse, mens ordene ”Kærlighed overvinder alt” kunne stå som motto for både historien og forestillingen som fænomen. For kan man li’, hvad man ser, bliver man tolerant og føjelig.

Er musicals kunst? Kan være det og ikke mindst i starten, ved første opsætning. Men efter talrige gentagelser efter samme koncept er det nok blevet til en lille stemningsfabrik. Men en kunst er det da at sælge en kvart million billetter.

Spiller indtil midten af august 2016  – alt udsolgt – men der er ståpladser til nogle af dagene. ( Forestillingen varer næsten 3 timer.)

.

Medvirkende:

Mathilde Norholt / Frances “Baby” Houseman

Silas Holst / Johnny Castle

Karina Frimodt / Penny Johnson

Christian Mosbæk / Dr. Jake Houseman

Kirsten Norholt / Marjorie Houseman

Laura Drasbæk / Lisa Houseman

Claus Bue / Mr. Schumacher

Robert Hansen / Neil Kellerman

Dick Kaysø / Max Kellerman

Line Krogholm/ Sanger

Henrik Launbjerg / Sanger

Samt Stort Ensemble Og Orkester.

Kreativt Hold

Eleanor Bergstein / Manuskript

Anders Albien / Instruktør

Tim Zimmermann / Koreograf

Paul Edwards / Scenograf

Marianne Lunderquist / Kostumer

Joakim Pedersen / Kapelmester

Mikkel Rønnow / Kreativ Producer

Jesper Winge Leisner / Executive Producer

Pierre Westerdahl / Instruktørassistent

Palle Palmé / Lysdesigner