Kulturkupeen

Documenta 15 i Kassel.

Kommentar af Ulla Strømberg.

Documenta 15 i Kassel.

Så er det tid til at lære et par nye navne og begreber!

Årets kurator-team på documenta 15 er ruangrupa. Det er navnet på et indonesisk kunstnerkollektiv og det, de gør, er lumbung, som betyder, at de deler viden, erfaring, arbejdsmetode og først som sidst naturalier.   (Alle begreber er bevidst med små bogstaver).

Documenta betegnes normalt som verdens mest betydningsfulde non-kommercielle kunstudstilling eller manifestation. Men efter de seneste to, i henholdsvis 2017 og nu, i 2022, er det vist svært at holde skindet på den kunstsofistikerede næse og forsat bryste sig af noget som helst.

For documenta 15 ligner mere et højskoleophold end en udstilling om kunst. Årets documenta opfordrer den besøgende til at være mere end iagttagende, man skal også engagere sig, tage stilling, sætte sig ned og snakke med nogle ligesindede.

documenta 15, 2022, foto: US.

Overalt på de mange udstillinger eller opstillinger, og der er vel op mod 35 forskellige steder rundt i byen på uortodokse steder, er der borde og stole, som er ganske sjusket og usystematisk opstillet, Hensigten er vist, at man bare skal slå sig ned. I øvrigt er det svært at se, hvori de forskellige steder adskiller sig fra hinanden.

documenta 15, 2022, foto: US.

Selv i info-stedet med navnet ”ruruhaus”, midt i byen i et tidligere indkøbscenter lige ud til et bredt fortov, er stemningen diffus, som en  kantine uden personale.

Nu er kunstbegrebet i disse år ofte flydende, og en sondring imellem kunstarterne har i forskellige historiske perioder været under angreb og udvikling.  Men med en vis viden om både teater og kunst må dette års valg af det indonesiske kollektiv ruangrupa undre en. Nok er det anderledes end de sædvanlige åndsaristokratiske projekter, som documenta plejer at rumme, men set i en almindelige kunstnerisk sammenhæng, er der INTET nyt under solen – alt er set før. Om det så har været på Femø i 1970erne, i Christiania, Amsterdam, New York, på utallige musikfestivaler i 1970erne, 80erne og fremefter, ved demonstrationer, workshops, på diverse større og mindre kunstskoler, højskoler, fritidshjem  og sandelig også hos Kaospiloterne i 1990erne. Alt  har været inden for vores rækkevidde – i hvert fald i den vestlige verden, hvor de fleste af os færdes.

documenta 15, 2022, foto: US.

Kollektivet ruangrupa fra Djarkata opstod I 2000 i kølvandet på Suharto-regimets fald I 1998 og har arbejdet for at skabe et sted for kunstnerisk udfoldelse igennem udstillinger, workshops etc. bl.a. med finansiel støtte fra Ford Foundation og Arts collaboratory.

Så kollektivet er vant til at manøvrere i et farvand med penge, selv om basisideen vel er det pengeløse, kollektive samfund. Og i Kassel er det ikke småpenge, der er på spil. I 2012 var documenta-budgettet på ca. 225 mill. kroner, i 2017 var det pludselig steget til næsten 350 mill. kroner. Dette års budget kender jeg ikke. Men det er bemærkelsesværdigt, at doumenta med byen Kassel og delstaten Hessen, som de rige onkler og økonomiske garanter, har givet det fulde ansvar til et indonesisk kollektiv.

documenta 15, 2022, foto: US. Pladsen foran Documenta Halle, der plejer at myldre med mennesker ved pressedagene. I år er her helt stille.

I fem år har vi ventet på documenta 15, det er da ligegodt 60 måneder. Derfor bliver skuffelsen faktisk også stor, når det viser sig, at documenta 15 slet ikke er så ny og anderledes. Mærkeligt nok er det oven på documenta 14, i 2017, der var en trist omgang. Det skulle have været et skulderklap til Grækenland, som i midten af 2010-erne havde formøblet alle sine penge og var tæt på at gå bankerot. Folkene bag documenta ville give en kulturel og åndelig håndsrækning til det gamle kulturland, som vi jo alle lever ”ovenpå”.  Tanken var god og smuk, men endte med et helt Fridericianum, det store smukke centrale udstillingshus, fyldt med middelmådig græsk samtidskunst. Det behøvede man sandelig ikke at tage til Kassel for.  Kun en stor installation, skabt i pexiglas og stål som Parthenon, var interessant.

Fridericianum i Kassel. Her plejer at være mange mennesker, men ikke i dag ved en af pressedagene til documenta 15. Foto: US.

Ligeså er tanken ikke dum at give opgaven som kurator til et kollektiv, et indonesisk kunstkollektiv: ruangrupa, der i denne omgang lader begrebet lumbung været præmissen. At lumbunge er at dele, lidt a la andelstanken, hvor en lille samfund deles om høsten – og i Indonesien om rishøsten.  Selv om begreberne ruangrupa og lumbung er nye, er tankerne bag, og ligeså selve den fysiske og visuelle manifestation, gammelkendte.

Det næste spørgsmål er så, om ruangrupa og  lumbung har noget med visuel kunst at gøre.

documenta 15, 2022, foto: US.

Overalt står der, at det er måden at samarbejde på, de enkelte kulturarbejderes ”praksisser”(mit hadeord), der er det centrale for ruangrupa og deres allierede.

Faktum er, at documenta-folkene i Kassel tog til Djarkarta, fandt kollektivet og gav dem ”nøglerne”. Ruangrupa har så spredt budskabet og indbudt ca. 14 andre kollektiver, primært fra deres eget nærområde, og dertil individuelle ”kunstnere”.

Måske er der mere end 1000 involverede. Men de synes på ingen måde at have sat præg på byen Kassel. Årets documenta er gemt væk i mange forskellige lokaliteter, der alle har plancher, lysbilleder, projektioner og masser af stole og sidegrupper. Flere steder er der også hurtigtmalede lærreder, der under normale omstændigheder ikke ville have adgang til hverken galleri eller udstillingssted.  Men det er jo også i et andet ærinde. Kunst i klassisk forstand er det i hvert fald ikke.

Det meste handler om bæredygtighed og natur og nogle få steder om kvindeundertrykkelse

Da kollektivet blev valgt for måske 3-4 år siden, var der ikke noget, der hed pandemi eller russisk invasion i Ukraine. Dengang kunne man i hvert fald blive enige om, at verden stod med nogle fælles problemer, der hed forurening, at det haltede med ligestillingen kønnene imellem i en del lande, og at den gamle imperialisme måtte forsvinde. Men nu er fokus jo desværre et helt andet sted.

documenta 15, 2022, foto: US.

I det moderne udstillingshus Documenta Halle er der nogle store installationer af genbrugsmaterialer. De er ganske flotte, men udmærker sig på ingen måde. I alle introtekster understreges det da også, at kunstnernavne ikke har betydning – det er processerne, som interesserer. I det allerstørste rum er der bl.a. en skaterbane – og i kataloget kan man læse en lang tekst om et specifikt sted, der gik fra risdyrkning til mejeriprodukter. Her har en intellektuel person yderligere set en sammenhæng mellem de lokale tyske brødrene Grimms eventyrverden til lokale indonesiske myter. På udstillingen forenes det hele i en skaterbane. Øst/vest. Jeg siger ikke mere. Der var naturligvis masser af graffiti malet dekorativt på skaterbanen, som en enkelt voksen mand heldigvis afprøvede, da jeg gik forbi og tog billedet.

documenta 15, 2022, foto: US. Skatingbane i Documenta Halle.

Ved siden af var der opstillet forskellige trykkerimaskiner. Det kræver plads, og det kræver økonomi at installere et trykkeri i et udstillingsrum, men ”money is not the issue” – synes at have stået med store bogstaver over forberedelserne til denne documenta. Trykkeriet spyttede plakater ud – til ?

documenta 15, 2022, foto: US. Trykkeriet midt i Documenta Halle.

I to dage gik jeg rundt og så på rum i huse og rum gemt væk i smøger og også i en underjordisk fodgængerovergang. Her måtte jeg gå hen, lidt væk fra hovedstrøget med hvinende trafik og en stor tom documenta-parkeringsplads i nærheden. En dansk kurator, Frederikke Hansen, var primus motor: Hun kommer fra kuratorkollektivet Kuratorisk Aktion og har tidligere været aktiv i det, der engang hed Trampolinhuset  – ikke at forveksle med Weekend Trampolinhuset, der i dag hjælper flygtninge, der gerne vil søge og finde ståsted i Danmark.  I Kassel havde danskeren  fundet denne graffitibemalede gang og ophængt højtalere, hvor forskellige stemmer fortalte om deres skæbne. En inviteret graffitimaler, som var yderst venlig og talende, forklarede for en række personer, der som jeg var på evig jagt efter kontakt, at han havde prøvet at skjule højtalerne med yderligere graffiti.  Desværre var det umuligt at høre, hvad der blev sagt.   I øvrigt synes jeg at have oplevet lignende installationer før på mange steder i både København og udlandet. Graffiti-manden var den eneste ”kunstner” jeg stødte på, den eneste kontakt i to dage.

documenta 15, 2022, foto: US. Den venlige graffitikunstner i gangtunnelen kurateret af den danske Frederikke Hansen.

Årets documenta er ikke for kunstelskere, men måske for højskolefolk, pædagoger og unge mennesker, der gerne vil have stillet spørgsmål og tillige have mulighed for selv at snakke.

Det er en snakke- og diskussionsmanifestation, og præcis som med forrige documenta, der flyttede Grækenland til Tyskland, har ruangrupa nu transporteret lokale diskussioner og historiske beretninger fra Indonesien til Kassel.

documenta 15.

Tidligere documenta’er? hvordan var de?  Jeg har været der siden 1992, det år hvor både Per Kirkeby og Erik A. Frandsen var indbudt. Den samlede documenta-historie forklares på eksemplarisk vis på en udstilling i det såkaldte Neue Galerie.

Så en tur til Kassel er ikke spild: gå i Neue Galerie og bagefter tag til Wilhelmshöhe, Det store slotsanlæg med en enorm park, se op på Hercules, besøg slottet og vink til en række malerier af Rembrandt.

Derfor: Læs gerne næste kapitel i denne documenta-beretning  – om fortidens documenta’er. Se: (følger snart).

Documenta 15 varer i 100 dage – og der satses på ca. en million besøgende. Sidste dag er 25. september 2022.

https://documenta-fifteen.de/

3 tanker om “Documenta 15 i Kassel.

  1. Jakob Pelch

    Jamen hvor er jeg dig enig. Efter en dag med stigende irritation over forgæves at lede efter kunst kan jeg så forstå, at det ikke bliver bedre i morgen 😩
    Det hele handler om kunstkollektiver og arbejdsprosser og er så ulideligt politisk korrekt.

    Tak for tippet om Neue Galerie, det vil jeg så besøge i morgen. Og Wilhelmshøhe er fantastisk, men der har jeg efterhånden været et par gange.

    1. Ulla Forfatter

      Tak for din reaktion. Det er mærkeligt. Jeg mødte nærmest ingen mennesker, det hele var så fremmedgjort, selv pressemødet var helt forkert og henlagt til et sportsstadion. Man plejer at være i et smukt lokale til pressemødet, hvor mere end 1000 journalister plejede at møde frem. Hvis du er i bil, besøgte vi dagen efter en meget charmerende lille by ca. 25 km væk – med flere hundrede bindingsværkshuse – og en bymur med tårne: Fritzlar. Så blev man i godt humør. I morgen tidligt lægger jeg gennemgangen af den lille documenta-udstilling op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.