∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Dødsdansen – Strindbergs ægteskabsdrama på Odense Teater.
De hader hinanden, og de elsker hinanden. Alice og Edgar – bundet sammen på livstid. Her er to mennesker, der har været gift i 25 år og bor isoleret på en militærkaserne, der er på vej til at blive karantænestation, fordi den ligger på en ø. Kan det være værre? Næppe.
På Odense Teater er det blevet til et eminent spil i en lydhør instruktion, der viser det eviggyldige i Strindbergs trekantsdrama om helvedet på jord.
August Strindberg vidste allerede i 1899 som 50 årig, med to ægteskaber bag sig, hvordan det ægteskabelige helvede var. Han kendte også til omkostningerne ved at slippe fri. (Det første ægteskab med Siri von Essen er genialt beskrevet af P.O. Enquist i skuespillet ”Tribadernes Nat” (1975) på baggrund af Strindbergs egne skrifter.
Dødsdansen. Odense Teater 2022. Lars Simonsen og Malene Melsen. Foto: Emilia Therese.
”Dødsdansen” handler om et eller snarere det (universelle) ægteskabelige helvede og har siden inspireret mange forfattere, bl.a. Edvard Albee til ”Hvem er bange for Virginia Woolf” og Lars Norén til flere dramatiske tekster.
Med Vibeke Wrede som instruktør i Odense er der mere end styr på kønskampen, for hun har tidligere også med stor sans for detaljerne iscenesat Albees skuespil i Østre Gasværk og Tove Ditlevsen-portrættet: ”Toves værelse” på Folketeatret – begge gange med Paprika Steen som kvinden.
På Odense Teaters værkstedsscene er der fuld kraft på Malene Melsen som Alice, mens Lars Simonsen er den noget koleriske Edgar. På et tidspunkt kommer det tredje hjul, katalysatoren til den videre udvikling, fætteren Kurt, spillet af Benjamin Kitter. På imponerende vis nuancerer og udbygger de tre skuespillere Strindbergs figurtegninger. Resultatet bliver, at alle tre virker lige frastødende og usympatiske. Ikke fordi de vil være onde, men sådan er mennesket nu engang, synes Strindberg at mene. Og han kan vel have ret i det.
Dødsdansen. Odense Teater 2022. Benjamin Kitter og Malene Melsen. Foto: Emilia Therese.
Alle tre skuespillere kan veksle imellem vidt forskellige sindsstemninger på en splitsekund og gå fra dybeste ulykke til en lille triumf over at have ”vundet” over den anden – eller for til sidst at finde harmoni i disharmonien. Alice har yderligere den force, at hun engang var skuespillerinde, så teaterblodet rumsterer stadig. Også det får Malene Melsen med i portrætteringen.
Udover det ægteskabelige had mangler familien også penge, så køkkenskabet er tomt. Helt symbolsk er de to ved at dø på grund af mangel på næring, både mad og kærlighed.
Dødsdansen. Odense Teater 2022. Benjamin Kitter og Lars Simonsen. Foto: Emilia Therese.
De fleste store skuespillere har prøvet kræfter med ”Dødsdansen” – ofte har også skuespillerægtepar måske haft terapeutisk glæde af at spille Strindbergs ord. Målt op imod de mange versioner jeg har set igennem årene, også i Sverige, må jeg sige at Odense-forestillingen er imponerende forløst. De to modne skuespillere i rollerne: Lars Simonsen og Malene Melsen er ægteparret. Slanke og vævre symboliserer de Strindbergs teori om parforholdet som et udsultet helvede. Samtidigt er Benjamin Kitter en kraftfuld fætter Kurt, der også har nogle dæmoner i sig. Da de endelig slipper løs, bliver han næsten vampyragtig over for den kærlighedshungrende Alice.
Hvis det danske sundhedsvæsen i dag fik disse tre personer på analysebriksen, var der nok ikke ende på hvilke bogstavsdiagnoser, man ville stille. Men for 120 år siden, på Strindbergs tid, var det vel blot sådan: Lev med det.
Dødsdansen. Odense Teater 2022. Et dukkehus skabt af scenografen Peter de Neergaard.Foto: Emilia Therese.
“Dødsdansen” i Odense fortjener et stort publikum. Der er ikke meget at flytte rundt på, for scenografien er minimal og indskrænket til et dukkehus, et faldefærdige minihus, og nogle afskallede vægge, hvor tapetet hænger i laser.
Det er en forestilling, som bør blive set af mange, gifte som ugifte, unge som gamle.
PS: Teksten er skåret til og slanket, men det er gjort overraskende nænsomt, så hovedhistorien er tilbage, og bipersoner samt tidsforankrede elementer som bl.a. “telegrafen” er strøget. Heldigvis er nogle af mine yndlingscitater bevaret:
Edgar, i begyndelsen: ”Det er efterår, (pause) ude som inde”.
Og igen Edgar, efter at Alice forgæves har forsøgt at få ham anklaget for bedrageri og dermed fængslet: ”Streg ud – og gå videre.” Dog i Odense: “Streg ud og fortsæt.”
Dramatiker: August Strindberg
Iscenesættelse: Vibeke Wrede
Video-, lyd- og Lysdesign: Simon Holmgreen
Dramaturg: Sosha Teperowska
Kostumedesign: Mathias August Borg
Dukkehus: Peter de Neergård
Medvirkende : Malene Melsen, Benjamin Kitter og Lars Simonsen