Kulturkupeen

Nøddeknækkeren – flot repremiere i Tivolis Koncertsal, 2022.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Nøddeknækkeren – flot repremiere i Tivolis Koncertsal.

Varm, hyggelig senbiedermeier-version af den russiske juleballet kan endnu engang opleves i Tivoli, hvor et ekstremt oplyst julemarked fylder haven. Der er julehygge ude som inde. 2022 -versionen af Den russiske ballet er mindst liges god som de foregående, og i Tivoli-haven bliver man virkelig i julehumør.

Nøddeknækkeren. Tivoli. 2022. Tegning af Claus Seidel.

Den store balletklassiker ”Nøddeknækkeren” (1892) med musik af Pjotr Tjajkovskij er noget af det mest julede, der findes. Ikke uden grund har adskillige balletkompagnier balletten på repertoiret år efter år  – eller med nogle behørige pauser, så nye generationer kan vokse op og komme til. Det er 10 år siden, at Tivolis version med Hendes Majestæt Dronningen som scenograf og balletchef Niels Bo Bendixen som koreograf havde premiere. Men det kan slet ikke mærkes, for der er stadig 100 % engagement i afleveringen, og første akt er bedre end nogen sinde. For det er en varm, hyggelig og dansk drejning, som Dronningen og co. har foretaget med den gamle russiske ballet. Handlingen er lagt i København anno 1874, og det borgerlige juleselskab har bl.a. gæsterne H.C. Andersen, Bournonville og tivolidirektør Bernhard Olsen.

Nøddeknækkeren. Tivoli. 2022. Tegning af Claus Seidel.

Dermed er historien placeret lidt tidligere end originalen, men det accepterer vi. Med den ganske interessante Bernhard Olsen, som både var med i krigen 1864 og mange år senere var manden bag store udstillinger og begyndelsen til det nuværende Frilandsmuseet, er der i balletten mulighed for at lade drømmenes anden akt foregår i Tivoli.  Med små visuelle greb trylles Tivoli frem for vore øjne med københavnske kirketårne i baggrunden og Pantomime Teatret omkranset af lysende lamper i forgrunden.

Nøddeknækkeren. Tivoli. 2022. Tegning af Claus Seidel.

Der er ikke mange ballettrin i første akt. Til gengæld er der lagt mange ekstra små anekdoter ind i historien, bl.a. det unge tjenestepar, som er nyforelskede og siden kan genopstå som Harlekin og Columbine, den forfængelige H.C. Andersen, som klipper i papir, og læser op og bliver forlegen, hvis ikke han hele tiden har publikum på. Hr. Bournonville kan ikke lade være med at tage et par dansetrin eller tre til glæde for tivolidirektøren, som i anden akt byder alle indenfor i haven.

Nøddeknækkeren. Tivoli. 2022. Pressefoto.

Den store krigsførelse i første akt er heldigvis dæmpet ned, så da Løjtnanten falder, vågner han snart igen.  Alle dansere, og der er mange, yder deres bedste og ligeså børnene fra Tivolis egen balletskole. Her må der være trit og retning, ellers ville det ikke være til at se på.  Men hvad så med den nye diskussion som senest lørdag (26.11.) har fået kulturredaktøren i Politiken til at blive balletekspert og skrive, at tiderne i balletverdenen skal være anderledes og mere demokratiske. Men uden disciplin ville ”Nøddeknækkeren” ikke kunne realiseres.

Flot er det, at Tivoli kan mønstre så mange dansere, hvor ikke mindst herrerne er gode.

Nøddeknækkeren. Tivoli. 2022. Pressefoto.

Første akt med de unge snefnug er både nydelig at skue og pænt danset. Det er en scene, der er langt smukkere end Det Kongelige Teaters alt for britiske version, som huserer for tiden.  Derimod er Tivolis isdronning for kold og vred. Det går altså ikke i en familieforestilling.

Nøddeknækkeren. Tivoli. 2022. Tegning af Claus Seidel.

I anden akt er der smil på hos ballerinaerne, til gengæld er der måske lidt for lidt spræl i både scenografi og ikke mindst i lysesignet.

På solopartierne er der flere hold på, så jeg kan ikke nævne navne, men imponerende er det, at Tivoli kan holde fanen højt og går i konkurrence med den statsstøttede kongelige ballet.  Det skal dog siges, at Peter Bo Bendixen klogeligt har sænket barren og dermed nogle af kravene til danserne, set i forhold til hvad man ellers kan opleve i Nøddeknækker-versioner.

Nøddeknækkeren. Tivoli. 2022. Tegning af Claus Seidel.

I Tivoli er der fuldt orkester på med Copenhagen Phil – her med tilnavnet Tivoli. Orkestergraven er bred – meget bred, så man skal nok sidde på de bageste rækker for at få et samlet indtryk af musikken, dirigeret af Henrik Vagn Christensen.

Malmø Opera har annonceret at tivoli-versionen af “Nøddeknækkeren” gæstedanser fra Nytårsaften i Malmø. Det er da en god idé.

Koreografi: Peter Bo Bendixen.

Scenografi og kostumedesign: Dronning Margrethe.

Tivoli Copenhagen Phil dirigeret af Henrik Vagn Christensen.

Mere end 30 dansere og balletbørn oveni.

www.tivoli.dk    

Se tidligere anmeldelser – 2018 og 2016

Nøddeknækkeren – repremiere på balletten i Tivolis Koncertsal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *