Kulturkupeen

Don Juan. Teater Sort/Hvid. Operafestivalen.

 

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Don Juan.  Teater Sort/Hvid. CPH Opera Festival.

En overrumplende, anderledes fortolkning og opdatering af Mozarts opera og myten om den evige kvindeforfører – set i lyset af #MeToo.

Med den musikalske modernisering ved Mads Brauer af Mozarts vidunderlige opera fra 1787 viser instruktøren (og teaterdirektøren) Christian Lollike på alle måder sit overlegne talent for at vende klassikere og nutiden på hovedet. Denne “Don Juan” begynder som en dødsmesse og ender i et babylonisk inferno.

Det er jo rigtigt set at tage fat om den fascinerende og frastødende Don Juan i disse #MeToo–tider. For hvad skal man stille op med denne figur, der har udnyttet kvindekønnet, men alligevel er blevet besunget og beskrevet af så mange forfattere og komponister og sikkert stadig er mange mænds hemmelige idol.  Molière, Mozart, Lord Byron, Kierkegaard  og mange flere.

Don Juan er død, står der på programforsiden.  Så denne ”Don Juan” er en fraværshistorie, hvor titelpersonen ikke er nærværende, men alligevel gennemsyrer det hele. Uden ham, ingen historie, ingen toner. Don Juan var her, men nu er han død, netop denne dag, hvor vi er inviteret, d. 4. august 2019.

Don Juan. Sort/hvid. 2019. Foto: Emilia Therese.

Når forestillingen starter, gelejdes publikum ind i et mørkt rum. Lidt efter lidt aner man forskellige podier, hvor sangerne, indhyllet i sorte sørgedragter, afsynger en regulær dødsmesse. Her er ingen Mozart-toner, men snarere det,  man vel kan høre i enhver katolsk kirke.  Sindet stemmes til andagt og eftertænksomhed, man kommer ned i gear.

Efter ca. 15 minutters messe føres vi videre til næste rum: her sidder man på stole og ser op på scenen: sortklædte musikere med karakteristiske spanske hatte med puld, skygge og pomponer. De spiller lidt patetisk Chopins sørgemarch. Ind kommer spektakulære sangere, først to kæmpehøje personer, indhyllet i sorte kvindesørgedragter med slør og opsat hårudsmykning. Alle detaljer er i orden. Snart afsynges forskellige arier fra Mozarts ”Don Juan”, men ikke nødvendigvis af de konkrete figurer, for der er kun kontratenoren, en bas og to sopraner samt to skuespillere, en mand og en kvinde: Hun fortæller i en nøgtern, lidt bramfri, tone om en kvinde, der først tiltrækkes af en mand, hengiver sig til ham for næste morgen ved vold at blive taget af ham. Et rent overgreb og kaos på lydsiden.

Don Juan. Sort/hvid. 2019. Foto: Emilia Therese.

I øvrigt er instrumenteringen yderst raffineret i sammenblandingen af en orkesterindspilning af ”Don Juan” og harmonika, trommer,  klaver og alt muligt andet.  Ved en af kvindearierne må sangeren trøstespise og med chips i munden afsynge de sidste mange strofer.  Et smart instruktørgreb, der antyder humoren, distancen etc. Selvfølgelig er forskydningen også demonstreret via kontratenoren Morten Grove Frandsen i dametøj.   Så er vi så vidt: først messe, siden lidt tilbage i historien med forklaringer på italiensk og et par danske monologer.

Tredje akt giver associationer til Berlin 1929, det vilde natteliv, en vovet luksusrestaurant, hvor sangere, skuespillere og tre akrobater er dresset om i transvestit-tøj med vovede, små overdele smykket med perler og påtrængende og pågående henvendelser til publikum. Der er drikkevarer til alle.

Stemningen er lidt uhyggeligt, og man bliver forvirret. Er det hele overstået? Der går nemlig lang tid før Mozart-tonerne kommer igen.  Men så er de der over højtalere og med instrumenter, inklusive Leporellos sang om de 1003 kvinder i Spanien. Men igen – udlagt til andre stemmer.

Don Juan. Sort/hvid. 2019. Foto: Emilia Therese.

Vi er vel i et babylonisk inferno på grænsen til den rene undergang. Et par monologer, fremsagt af skuespillerne, understøtter dualismen: magt og overgreb! Men hvem ønsker ikke en lille smule spænding og galskab, synes den underliggende konstatering at slå fast.

Forestillingen har open end. Musikken bevæger sig umærkeligt over i ren disco og techno, sabelslugeren fortsætter, slangemennesket svinger rundt oppe i en trapez, luftakrobaten går på stylter, og  sangere og skuespillere danser med publikum. Festen vil ingen ende tage for dem, der tør overskride grænsen imellem teaterkunst og det glade vanvid….. Der var mange på dansegulvet, da jeg gik.

Don Juan. Sort/hvid. 2019. Foto: Emilia Therese.

 

Det er nogle fantastiske folk, som Lollike har samlet omkring sig. Det hele går op i en højere, mytisk enhed, hvor man bliver i tvivl hele tiden: kan man tillade sig at smide Mozarts arier rundt på andre stemmer? Kan man tillade sig at lade Mozarts toner spille af helt andre instrumenter?  Kan man tillade sig at gøre grin med en katolsk messe? Kan man klæde skuespillere af og iføre dem kostumer, som Wallmans saloner vil misunde dem? Kan man lade publikum sidde og gå rundt i halvmørke, mens skuespillerne gør tilnærmelser til dem?  JA. JA. JA. JA. JA.

Med stort overskud er det som om både komponisten Mads Brauer og de dygtige scenografer Ida Grarup og David Gehrt samt skuespillere og sangere har forstået Lollikes intentioner – og dermed løftet i flok.

Hvor Lollike i Det Kongelige Teaters ”Aladdin” sidste teatersæson ikke lykkedes med at transformere Oehlenschlægers romantiske digterværk over i en moderne, politisk sammenhæng om Islam og indvandrere, er denne fortolkning af Don Juan-figuren og myten omkring hans bedrifter fortolket med virtuositet og overlegen brug af teatrets midler.

Selvfølgelig kan man blive lidt ærgerlig undervejs, men mest på sig selv, fordi man ikke lige kan høre eller huske, hvad det nu er, der synges på italiensk, og om det nu er Donna Anna eller Donna Elivira, der udtrykker det. Men hvad skal Lollike ellers gøre? Han smider sine uendelig mange ideer og tanker op i luften og på lykkelig vis daler de ned i Sort/Hvids lokaler på bagsiden af Den Hvide Kødby. Tilsammen giver det hele et fantastisk nuanceret og dualistisk bud på, hvordan man egentlig skal takle menneskets attrå og foragt for at blive forført og for at forføre – her og nu – akkompagneret af Mozarts toner.

Godt gået af Sort/Hvid, Christian Lollike og Co.  Og uden at fremhæve nogen: Fremragende sangere og skuespillere.  Nu kan den ny teatersæson godt gå i gang. Hvis denne ”Don Juan” viser vejen, bliver det en forrygende sæson.

”Don Juan” – spilles kun til og med d. 17. august og er i øvrigt blevet til i samarbejde med CPH Opera Festival.

Skynd dig at købe billet.  Der fås ikke vildere og mere anarkistisk musikteater lige nu!

04.08.2019 – 17.08.2019
Alle dage kl. 20
Sprog Dansk, Sang på italiensk
Varighed 3 timer inkl. pause

DON JUAN opleves stående, gående og siddende.

Instruktion CHRISTIAN LOLLIKE Musikalsk koncept, arrangement og koncertmester MADS BRAUER Scenografi og kostumedesign IDA GRARUP og DAVID GEHRT Tekstfragmenter OLAF HØJGAARD Dramaturgi NILA PARLY Koreografisk konsultation JULIE KUNZ

Sang MORTEN GROVE FRANDSEN (kontratenor), CLARA THOMSEN (sopran), MARGAUX DE VALENSART (sopran) og NICOLAI ELSBERG (bas) Performance CECILIA GOSILLA, YLVA MAIA HAVNDRUP og MICHIEL TANGE VAN LEEUWEN Skuespil ANNE-MARIE CURRY og OLAF HØJGAARD

Musikere FEI NIE (piano), YING-HSUEH CHEN (slagtøj), JULIE HOLMEGAARD SCHADE (akkordeon) og MADS BRAUR (elektroniske klang-manipulationer og synthesizer)

Rekvisitter og hovedbeklædning ANNA LADAS Rekvisitør STINE SKOVGAARD Kostumier JANNIE DE VITT Skrædder SANDRA MØLLER SVENDSEN Lysdesigner MORTEN KOLBAK Lyddesigner ASGER KUDAHL

Forestillingsledelse THERESE A. JENSEN

Musik WOLFGANG AMADEUS MOZART Libretto LORENZO DA PONTE Orkesterindspilning CZECH NATIONAL SYMPHONY ORCHESTRA, ved dirigent OLIVER VON DOHNÁNYI

Samproduktion SORT/HVID og CPH OPERA FESTIVAL

www.sort-hvid.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.