∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Don Quixote – balletaften på Det Kongelige Teater.
Bravurdans i ganske nøgterne omgivelser, hvor Don Quixote er blevet en regulær biperson.
Selvfølgelig er det svært at gøre alle tilfredse. Nyopsætningen af Don Quixote-balletten på Det Kongelige Teater viser desværre, at Det Kongelige Teater står midt i et ocean af dilemmaer. Skal repertoiret lægges, så det tilfredsstiller nye teatergængere? Eller skal repertoiret sikre, at de faste abonnenter er glade? Skal repertoiret være nytænkende og fremadskuende? Eller skal repertoiret tilgodese kompagniets behov? Har balletafdelingen kunstneriske ambitioner, hævet over både salgstal og interne hensyn? Eller er repertoiret blot en del af teatrets personaleudvikling, hvor publikum er reduceret til staffage?
Med ”Don Quixote” er alle spørgsmål relevante, men kun teatret og balletmesteren kender svarene.
Don Quixote. Ballet. Det Kongelige teater. 2022. Foto: Costin Radu.
For en gammel og trofast teater- og ballettilhænger som mig er det lidt svært at acceptere, at en af de få nye balletter i denne sæson på Det Kongelige Teater er en kun delvis nyopsætning af den russiske Petipa-klassiker ”Don Quixote”. En historie som bygger på Cervantes nuancerede klassiker fra ca. 1600 med portrættet af drømmeren og fantasten Don Quixote. Med årenes slitage er han blevet til en biperson i sin egen ballet. Således er det et ungt, forelsket par det centrale element igennem den ganske lange ballet, hvor psykologi er en by i Rusland, mens bravurdansen heldigvis ikke er til at kimse af.
Don Quixote. Ballet. Det Kongelige Teater. 2022. Foto: Costin Radu.
De fleste balletmestre har siden slutningen af 1800-tallet haft fat i balletten, som dog først blev sat op i København i 1983. I 2016 genoptog Nikolaj Hübbe balletten i ny instruktion, dog med Jens Jacob Worsaaes lidt pompøse, men velfungerende scenografi fra 1983. Nu, kun seks år efter, er scenografi og kostumer skiftet ud. Der er justeret i trinene, men ellers er alt ved det gamle – nogle af danserne var i øvrigt også med i 2016.
Don Quixote. Ballet. Det Kongelige teater. 2022. Tegning: Claus Seidel.
I denne politisk set meget urolige tid er det svært at se, hvordan man skal bruge den gamle russiske kulturarv, men det kan Den Kongelige Ballet ikke klandres for. Derimod er det ærgerligt, når et sceneværk er fuldstændigt drænet for psykologisk udvikling og alt for kendt af det trofaste publikum.
Don Quixote. Ballet. Det Kongelige teater. 2022. Foto: Costin Radu.
Med den ellers meget interessante scenograf Steffen Aarfing er ”Don Quixote” nu lagt i et ekstremt lyst scenografisk rum, der skal illudere en barberet tyrefægterarena. Det kan lyde plausibelt, når det drejer sig om ”Don Quixote”, men bliver hurtigt blegt, selv om der dukker ekstra baggrundssole mm op i anden og tredje akt. De berømte vindmøller er der ikke meget sus over.
De nye kostumer ved Annemarie Woods er i første akt meget enstonige i sort og mørkegrå, som om hele korpset skulle til spansk begravelse. Flot, men uden varme og glæde. På sin vej efter at finde den elskede og tillige gøre gode gerninger møder Don Quixote også det spanske hof, som pludselig spankulerer af sted hen over scenen og ligner et karnevalsoptog i masser af farver. Det er meget frit efter Goya med lidt venetiansk inspiration oveni. Det kan der argumenteres for, men figurerne synes som fremmedlegemer i den minimalistiske scenografi. Ellers er herrekostumerne ganske grimme, flere ligner grangivelig store frølår og en lilla farve tilsidst er ret vulgær. Så ærgerligt.
Med Holly Dorger og Jonathan Chmelensky som det unge forelskede par får vi det, som redder aftenen: flot semirussisk bravurdans på et ekstremt lyst gulv. Dorger synes for øjeblikket af være teatrets mest interessante kvindelige danser, og hun honorerer de fleste krav. Også Chmelensky er suveræn i denne ballet. Tak for det. Men andet end dans blev det ikke til.
Don Quixote. Ballet. Det Kongelige Teater. 2022. Alexander Kølpin og Peter Bo Bendixen.Tegning af Claus Seidel.
Heldigvis er der menneskelighed i både Alexander Kølpins lille tykke Sancho Panza og i Peter Bo Bendixens Don Quixote. Men det er som om, de kun får lov at folde sig ud i et par scener, henholdsvis åbningsscenen og så en tagfat-dansecene med landsbypiger. Det kan godt være, at det skal være sådan, men dramaturgisk er det ilde, at titelpersonen er så perifer.
Don Quixote. Ballet. Det Kongelige teater. 2022. Tegning af Claus Seidel.
Det Kongelige Kapel var som sædvanligt en glæde – og Ludwig Minkus’ toner lød som de skulle, selv om han aldrig bliver en Tjajkovskij. Åh undskyld, det er måske uretfærdigt at sige. I øvrigt er det trist læsning, at både koreografen Petipa, der som sådan er den klassiske russiske ballets fader, selv om han var franskmand, døde i tristesse. Han var blevet gammeldags for styret og sat ud af spillet. Også komponisten Minkus oplevede at blive udstødt og døde i stor fattigdom. Hvilken uretfærdig verden.
Det københavnske publikum var denne onsdag aften (anden opførelse) tøvende i starten, men overgav sig til sidst og gik glade ud på Kongens Nytorv bagefter. Men hvordan ser fremtiden ud for Den Kongelige Ballet? Jeg tør næsten ikke tænke på det.
Koreografi: Marius Petipa
Koreografi: Mikhail Baryshnikov
Koreografi: Nikolaj Hübbe
Musik: Ludwig Minkus
Scenografi: Steffen Aarfing
Kostumer: Annemarie Woods
Lysdesign: Lee Curran
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe
Dirigent: Matthew Rowe
Medvirkende bl.a.: Peter Bo Bendixen, Alexander Kølpin, Holly Dorger, Jonathan Chmelensky og mange flere.
Det Kongelige Kapel
www.kglteater.dk