Kulturkupeen

28 mill. kroner til kulturens analyseinstitut. Kommentar.

Kommentar af Ulla Strømberg.

28 mill. kroner til kulturens analyseinstitut.

Men risiko for at blive udskammet af den ene eller anden grund vil jeg alligevel vove mig frem med nogle få pip om endnu et overflødig tiltag – et dryp i kulturhavet fra Kulturministeriets side.

På Finansloven for indeværende år  og fremefter er der afsat i alt 28 mill. kroner fra 1922-1925 til et nyt analyseinstitut, der skal finde ud af noget om kulturen.

Citat: Kulturens Analyseinstitut bliver en ny selvejende institution under Kulturministeriet. Instituttet skal være i stand til at sammenfatte, bearbejde og formidle aktuel og relevant forskning og viden fra ind- og udland, og samtidig skal instituttet have kapacitet til selv at gennemføre analyser, udredninger og undersøgelser.

Kulturministeren udpeger bestyrelsen, som skal repræsentere kompetencer inden for ledelse, økonomi, dansk og international kulturpolitik, kultur- og kunstfaglighed, viden om psykologi, sociologi og lignende, forskning samt statistik. Der lægges vægt på, at bestyrelsens medlemmer har en særlig indsigt i kulturlivet. Det er hensigten, at et af bestyrelsesmedlemmerne repræsenterer et af de øvrige nordiske lande.

Den kommende bestyrelse nedsætter et rådgivende panel bestående af repræsentanter for kunst- og kulturlivet, som løbende inviteres til at indgå i en dialog om instituttets virksomhed.

 

Der skal altså nedsættes en bestyrelse, et rådgivende udvalg og selvfølgelig nogle medarbejdere. Så skal der betales husleje og inden printeren er blevet kold, er der nok formøblet 28. mill. kroner på IT, rejser, mødegodtgørelser, lønninger og altså husleje. Men kulturen og kunsten – hvad med den?

Jeg får et par dejavu’er.  Under kulturminister Jytte Hilden blev kultursociolog Peter Duelund bedt om at stå for en samlet redegørelse om kulturens ved og vel. Det blev til en imponerende række af bøger og rapporter skrevet af forskellige fagfolk inc. Peter Duelund. Nogle var ganske interessante.  Jeg kan huske mødet på Hotel Hvide Hus i Køge, hvor det hele blev præsenteret, og jeg var en af de få, der havde læst på lektien, men dog kun ca. halvdelen af de mange publicerede bøger. De står i dag hos mig nede i kælderen.  Kort tid efter kom der en ny kulturminister,  og INGEN har vist siden talt om bøgerne.

I nullerne arbejde jeg på et museum. Der kom mange direktiver fra ministeriet. Som et lille museum sprang man fra tue til tue for at tilfredsstille embedsmændene, som havde grundlæggende indflydelse på ens daglige ve og  vel. Ja faktisk bestemte de over både liv og død. Så skulle der registreres på én måde, så på en anden, så skulle der helst bogføres  og regnskabsføres centralt via ministeriet, og så skulle der publikumsundersøges. Fra ministeriet kom der bl.a. et skema, men vigtigst, husker jeg, en kæmpe pose kuglepenne. Ministeriet havde nemlig indkøbt i tusindvis af kuglepenne.  Jeg hørte aldrig om resultaterne!

På et tidspunkt var det vigtigt, at museerne gjorde noget ekstraordinært for skolerne. Der blev afsat centrale midler, som kunne søges. Fik man midler, var det afgørende at bruge ca. halvdelen af pengene på nogle kontrolgrupper, som helst skulle være dem, ministeriet anbefalede. I øvrigt skulle der efterfølgende ”vidensdele”. Men INGEN kunne finde de hjemmesider, hvor alt det interessante lå. Har aldrig siden hørt om, at nogle brugte materialet, men der blev arbejdet mange steder, så hovedresultatet blev nok, at det kunne beskrives i institutionernes årsrapporter.

Da Brian Mikkelsen ”opfandt” Kulturkanonen,  og den siden skulle formidles, gik ministeriet ud og hentede penge, vist nok over 10 mill. kroner hos private fonde. Det var ualmindeligt dengang i nullerne. I dag er det blevet hverdag, at statsinstitutionerne i konkurrence med de små selvejende institutioner søger kontakt med private fonde. Behøver jeg at sige, at konkurrencen om pengene er ulig!

Under seneste folketingsvalgkamp erindrer jeg, at den kulturelt set meget vidende socialdemokrat Mogens Jensen ved et dårligt styret valgmøde på Det Kongelige Teater hele tiden sagde, at  ”kulturen skulle undersøges”. Ordstyrerne vidste ingenting, men det lød helt forkert. For var der nogen, der havde fulgt dansk kulturliv, var det Mogens Jensen. Nu ser vi resultatet: Kulturens Analyseinstitut har inden for socialdemokratiske rammer været i støbeskeen i årevis og helt uafhængigt af kulturministerens navn.

Hvis der er arbejdsløshed blandt kandidater i kultur -og kommunikation eller hvad fagene for tiden hedder, er denne opfindelse med 28 mill. kroner positiv, men ellers er det svært at se nytten af endnu en ny institution. Kunsten og kulturen har ikke brug for en lagkageinstitution, der producerer mødereferater og resumeer!

Og i øvrigt: af sparehensyn blev Det Kongelige Teaters bibliotek og arkiv lukket og spredt i 2016. For få år siden, ligeledes af sparehensyn, blev Kvinfos bibliotek og arkiv lukket.  Kulturens hukommelse er blevet nedprioriteret til fordel for en her og nu sniksnak. Det gavner på ingen måde kunsten og kulturen i det store perspektiv.

Se i øvrigt pressemeddelelsen:

https://kum.dk/aktuelt/nyheder/rammerne-paa-plads-for-nyt-kulturens-analyseinstitut

www.kum.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.