∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
“Drengen der ville være vægtløs”. Der er dømt topkarakterer over hele fronten, fra forfatter, instruktør, scenograf til skuespillere. Men husk lommetørklæde.
” Drengen der ville være vægtløs” er en super velskrevet og velspillet hjerteskærende forestilling for unge som gamle – om børn og forældre, kort sagt teater for alle med behov for en ekstra refleksion over livets tilfældigheder. Og så er det smukt at skue!
Drengen der ville være vægtløs. Folketeatret. Foto: Thomas Petri.
Dramatikeren Thomas Markmann har skrevet historien om drengen René på 19 år. Han er netop startet som vvs-lærling. Faderen er død, moderen er på piller, vennen er kriminel, kroppen er for stor og pigen Winnie vil bare være ven med ham. Der er ikke meget håb, men heldigvis har René sine drømme. De foregår ude i universet, for René er bidt af universet, og det kan han forstå.
Men kan han forlade alle dem, der står i vejen, blot for at realisere sine helt urealistiske drømme om at bryde op og blive astronaut og astrofysiker?
Drengen der ville være vægtløs. Folketeatret. Foto: Thomas Petri.
Det er en fin dramatisk tekst, Markmann har skabt. Der er ét og kun et klart dilemma. Skal han følge sine drømme? Eller skal han forblive en brik i det sociale mønster? Dialogen er skåret til og veksler, så publikum ler og gyser i et væk. Her anes også instruktøren Geir Sveaass’ faste og poetiske hånd, der får det bedste ud af alle skuespillerne.
I den svære rolle som den unge mand René giver Nicolai Jørgensen et smukt, nuanceret og neddæmpet portræt af en ulykkelig, forvirret og alligevel fokuseret unge mand. Flot spillet – og hermed debuterer han vist rigtigt efter flere mere komiske roller, mens han var skuespillerelev. Men hos René er der ikke noget at le ad.
Drengen der ville være vægtløs. Folketeatret. Foto: Thomas Petri.
Mette Horn er forrygende som den misbrugsramte mor uden alt for meget overspil. Hun er både luddoven, voldelig og magtsyg. Humøret svinger, og kroppen følger trop – det ene øjeblik oprejst, næste sekund knækket sammen af selvmedlidenhed. Interessant portræt. Lars Bom har ikke været så god længe. Han får maksimalt ud af den faglærte mand, Russeren, der engang selv havde drømme, men nu er glad for lønningsposen. Men dum er han ikke og har faktisk også et hjerte, der slår for andre mennesker. En figur med sjove detaljer. Også de unge skuespillere, Mads Reuther og Mette Klakstein Wiberg, illuderer på bedste vis ungdom i begyndelsen af 1980erne. For historien folder sig ud i fattigfirserne – under kartoffelkuren – et sted i provinsen. Men hvem husker, hvordan stemningen var dengang, lige før Yuppie- og speltgenerationerne tittede frem? Forfatteren er født i 1971, så der er nok flere selvbiografiske brikker med.
Drengen der ville være vægtløs. Folketeatret. Foto: Thomas Petri.
Men var det ikke for scenografen Marianne Nilssons dristigt monokrome og elegante enhedskulisse, som blot yder baggrund for spillernes udskejelser, var historien om den tøvende dreng ikke til at bære. Scenografien lægger sig kontrapunktisk under teksten, der tangerer socialrealisme. Og netop fordi kostumerne synes klippet ud af et Dalle Valle katalog fra 1980erne (men for at være præcis, så tror jeg, at varehuset allerede på det tidspunkt var lukket) – er de klinisk scenografiske rammer altafgørende for spillet. Derfor bliver også overgangene trinløse, når historien bevæger sig fra den hårde virkelighed, hvor moderen slår drengen, til han vender blikket op ad mod stjernetæppet og drømmer.
Scenografen Marianne Nilsson er ofte idealistisk ophøjet i sin arkitektoniske stil, og det kan løfte en forestilling op på et mere luftigt lag. I “Drengen der ville være vægtløs” er scenografien udslagsgivende for forestillingens vellykkethed.
Som sagt lykkes alt til topkarakter, men indrømmet, historien er næsten ikke til at bære. Men man kan håbe, at René gør som gamle Nora hos Ibsen: forlader undertrykkeren for at mærke livet.
Forestillingen lægger op til en snak bagefter. Ellers kan man godt blive lidt nedtrykt af det genkendelige. For hvem har ikke følt sig som verdens ensomste menneske uden håb, uden så meget som et græsstrå?
Ps. Thomas Markmanns stykke blev spillet på Aalborg Teater i 2017.
Dramatiker: Thomas Markmann
Instruktion: Geir Sveaass
Scenografi: Marianne Nilsson
Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz
Lysdesign: Andreas Buhl
Lyddesign: Janus Jensen
Medvirkende: Nicolai Jørgensen, Mette Horn, Lars Bom, Mads Reuther, Mette Klakstein Wiberg.