Menu Luk

Drot og Marsk – Heises opera om mordet på Erik Klipping – repremiere på Det Kongelige Teater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Drot og Marsk – Heises opera om mordet på Erik Klipping – repremiere på Det Kongelige Teater.

Søndag d.14. januar 2024 blev en særlig dag i dansk historie. Og i stedet for at aflyse repremieren på operaen ”Drot og Marsk” samme eftermiddag, viste Den Kongelige Opera på storskærm kroningen efterfulgt af en lille, kort tale af teaterchef Kasper Holten. Meget klogt understregede han, at der nok var nogle blandt publikum,  der kunne synes, at det var mærkeligt at spille en dansk opera, hvor kongen bliver myrdet. Men, men – ”Drot og Marsk” er unik som en dansk opera, der står plantet i musikhistorien, understregede Kasper Holten.

Så gik tæppet for Holtens egen iscenesættelse, oprindelig fra 2018. Hvilken glæde, som om det hele var strammet op, selv om holdet var det samme. Kun kong Erik, nu sunget af Niels Jørgen Riis, var ny.

Da Heise skrev operaen i 1876-77, med tekst af Chr. Richardt,  var historien om kongemordet i Finderup Lade behandlet i flere omgange i ikke mindst folkeviser og i et skuespil af Carsten Hauch . Librettoen af Richardt forelå allerede før operapremieren i september 1878 og var trykt  i to oplag kan operahistorikeren Henrik Engelbrecht fortælle i bogen ”Opera i Danmark”. Der var interesse for emnet, og ved uropførelsen var stemningen omkring operaen positiv hos kritikere som hos publikum.

Drot og Marsk. Det Kongelige Teater. Repremiere. 2024. Foto: Miklos Szabo.

Få år efter, i 1882, malede Otto Bache det ikoniske maleri med de sammensvorne i front til hest og en brændende Finderup Lade i baggrunden, (Findes på Frederiksborg Slot). Historieforfalskning eller ej, vi husker maleriet som en øjenvidneberetning.

Drot og Marsk. Det Kongelige Teater. Rheepremiere. 2024. Johan Reuter, Gert Henning-Jensen og Niels Jørgen Riis. Tegning af Claus Seidel.

Den romantiske æra kunne lide temaer fra fortiden og gerne med et tvist. I operaen er der om ikke jongleret med kendsgerningerne, så i hvert fald ændret på den officielle, næsten kanoniserede opfattelse, som kan læses i historiebøgerne. Det er magtbegærlighed og utilfredshed med kongen, Erik Klipping, der driver mændene til mord, men i operaen er det primært jalousi. Marsk Stigs kone, Ingeborg, bliver kong Eriks elskerinde, med eller mod sin vilje.  Er det #Metoo eller?  Det vanærer Marsk Stig efter datidens begreber.

Drot og Marsk. Det Kongelige Teater. repremiere. 2024. Johan Reuter og Sine Bundgaard. Foto: Miklos Szabo.

Historien kan i dag ikke bruges til ret meget. Men Heises musik er nydbar, og som Det Kongelige Kapel spiller og koret synger er der ingen indvendinger. Det er smukt klingende. At der synges på dansk med ”vore egne” sangere, er også et gode.  Johan Reuter som marsken med fuld pondus i statur som i stemme er på gæstevisit, mens solistensemblet på Det Kongelige Teater klarer resten. Niels Jørgen Riis som den slagne konge, Erik Klipping, over for en altid lysende Sofie Elkjær Jensen endnu engang som Aase, kongens første offer(?)  Gert Henning-Jensen er den håndgangne mand Rane, som lokker kongen i baghold, mens Sine Bundgaard i flotte kreationer er Ingeborg, der vil eller ikke vil noget med kong Erik.

På dirigentpodiet er det igen Michael Schønwandt, og for mange i salen et kærkomment gensyn med en dirigent, der ikke længere har base i København. I øvrigt indspillede Schønwandt “Drot og Marsk” tilbage i 1993.

DROT & MARSK. Det kongelige Teater. 2024. Johan Reuter, Sine Bundgaard og Sofie Elkjær Jensen. Tegning af Claus Seidel.

Teaterchef Kasper Holten har haft Amy Lane på som medinstruktør, mens scenografen er hentet i udlandet, Philipp Fürhofer. Det fungerer ikke mindst i første del upåklageligt med roterende kasser, der både kan vise borgmure, indre som ydre, og smukke interiører med malede guldalderlandskaber fra den danske natur. Billederne er indsat i flotte træpaneler. Men efter pausen, og på vej mod Heises langstrakte melodiske dødssti, går det visuelt galt. Hvor er vi? For de roterende kasser er fortsat de samme fra første del, men sceneriet skulle gerne være skiftet, for turen går jo mod Finderup lade for at slutte indenfor i et usselt rum. Det kunne ikke have været så dyrt at lade billedpanelerne udskifte, mens publikum indtog deres dyre pausedrinks.

DROT & MARSK. Det Kongelige Teater. 2024. Foto: Miklos Szabo.

Ikke alene er Heise og Richardt langsommelige i vejen til det planlagte snigmord, men  mere dynamik i det visuelle havde været en hjælp. Allerede i 2018 skrev jeg det i anmeldelsen ( se nedenfor).

Kostumerne er sammen med panelerne og guldalderlandskaberne med til at rykke historien ud af 1286 og op i tiden, men hvor operaen er skrevet i den musikalske guldalder, men i den maleriske historicisme, skæver de ellers smukke og delikate kostumer af Anja Vang Kragh lidt for meget til det 20. århundrede, både stuepigetøjet, de smukke hvide cottencoats til kordamerne og først som sidst lille Aases frakke. På vej til klostret bliver det som Julie Andrews i “Sound of Music”. Så kan den danske guldalder (med blik til fortiden)  ikke længere ses – kun høres.

Men med lukkede øjne til sidst kan man glæde sig over operaen, hvor sangere som kapel og kor lykkes med at holde denne opera levende, så det blev musikhistorie på smukkeste vis.

Dirigent: Michael Schønwandt

Iscenesættelse: Kasper Holten

Iscenesættelse: Amy Lane

Scenografi: Philipp Fürhofer

Kostumedesign: Anja Vang Kragh

Lysdesign: Jesper Kongshaug

Koreograf: Miles Hoare

Koreografi: Jo Meredith

Korsyngemester: Steven Moore

Michael Schønwandt : Dirigent

Johan Reuter : Marsk Stig

Niels Jørgen Riis : Kong Erik Klipping

Gert Henning-Jensen : Rane Johnsen

Sine Bundgaard : Fru Ingeborg

Sofie Elkjær Jensen : Aase

Morten Staugaard : Grev Jakob af Halland

Per Bach Nissen : Jens Grand

Det Kongelige Kapel og Kor.

 

Se gerne den gamle anmeldelse fra 2018: https://www.kulturkupeen.dk/drot-og-marsk-det-kongelige-teater/

www.kglteater.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *