Kulturkupeen

Ekspedienterne på Edison – Betty Nansen Teatret.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Ekspedienterne på Edison – Betty Nansen Teatret.

Hos Beckett venter Didi og Gogo på Godot. Hos Line Knutzon er det kunder i butikken, som er målet – og så alligevel ikke. For faktisk vil de to ekspedienter slet ikke sælge noget fra deres butik.

Ekspedienterne. EDISON. 2023. Foto: Camilla Winther.

Line Knutzon er nok den mest orig,inale, nulevende danske dramatiker i dag. Med ”Ekspedienterne” på Edison cementerer hun sit ry og rygte, for teksten, redigeret af instruktøren Elisa Kragerup, er både sjov og original og, hvad der heller ikke er ueffent, hyper aktuel i en moderne dansk politisk kontekst. For er der overhovedet mål og idé med, hvad vi får tiden til at gå med for tiden?

Historien er kort: to personer er ekspedienter i en ”butik”, som er lidt speciel, ved at varerne står  spredt, og intet bliver solgt. Samtidigt fyldes lageret til stadighed op med nye ting, så der hele tiden er vilde planer om udvidelse.

Ekspedienterne. EDISON. 2023. Mikkel Arndt og Tilde-Maja Fredriksen. Tegning af Claus Seidel.

De to ekspedienter er i begyndelsen iført formfuldendte, klassiske brune kitler, men relationen imellem den er ganske uklar og speciel: Er de søskende? Er de et ægtepar? Er de blot kolleger?  Alt er usikkert, og ord drejes, for hvad er det egentlig, der kan sælges, er det selve vasen, eller rummet udenom?

Slutningen er heller ikke dum, for de to holder takketale til hinanden og får karakteriseret det mest tragisk-sjove overhovedet: ”Vi har underskud”, siger den mandlige ekspedient, Mikkel Arndt, ”Men hvad er et underskud?”  Og lige der kunne jeg høre alle de danske ministres stemmer fra utallige pressemøder i de seneste tre-fire år, når der blev talt sort og udbetalt milliardgaver til udvalgte grupper i det coronaramte danske samfund. For set med politikerøjne er underskud og overskud blot et definitionsspørgsmål.  For mig var denne replik hele aftenen værd.

Ekspedienterne. EDISON. 2023. Tilde-Maja Fredriksen. Tegning af Claus Seidel.

Det er kort sagt værd at lytte til de enkelte replikker, der både er underfundige og ind imellem lettere gakkede eller helt absurde.  For med ”Ekspedienterne” demonstrerer Line Knutzon endnu engang et flot greb om moderne absurdisme. For mange har nok bemærket, at den klassiske absurdisme, med Beckett og Ionesco som de vigtigste eksponenter, er ved at være ”naturalisme”, for vort liv og  tilværelse nærmer sig det absurde.

Med alle disse lovord til dramatikeren Line Knutzon er selve forestillingen ”Ekspedienterne” alligevel ikke gået i hak.

Ekspedienterne. EDISON. 2023. Mikkel Arndt. Foto: Camilla Winther.

Mens skuespilleren Mikkel Arndt endnu engang yder en fuldtræffer i rollefortolkningen, men i den sproglige behandling matches han desværre slet ikke af sine kvindelige modpart: Tilde-Maja Fredriksen.

Samspillet imellem de to udebliver og synes mere som et sammenstød imellem klassisk skuespillerteknik og lidt flyvsk stand-up. For hvor Mikkel Arndt efter min mening til fulde har forstået at formidle den absurde tekst ved at spille rollen, som var han med i et stilfærdigt dagligstuedrama, går Tilde-Maja Fredriksen desværre den modsatte vej og ruller med øjnene, grimasserer og har svært ved at få ordene ud i et naturligt toneleje. Netop fordi teksten er 100 % absurd skal den efter min mening formidles det meste af tiden i stilfærdigt luntetrav.

Instruktøren (og teaterdirektøren) Elisa Kragerup er på mange måde en ørn til at modernisere bl.a.  Shakespeare, hvad hun bl.a. har vist i ”Romeo og Julie” og forestillingen med Shakespeares sonetter. Men spørgsmålet er, om Kragerup også er til det komiske og absurde.

Det virkede heller ikke overbevisende i Knutzons ”Livstidsgæsterne” spillet på store scene på Betty Nansen Teatret.

Scenografien er på sin vis ganske dominerende som det indre i en lys cigarkasse. trævæggene af nyt, duftende træ danner baggrund for de genstande, som  udgør ”butikkens” sortiment:  sokker, svømmevest, en ost, en vase, lidt tøj etc., alt sammen noget, der kan købes i den nærmeste lavprisbutik.

Ekspedienterne. EDISON. 2023. Mikkel Arndt.Tegning af Claus Seidel.

Selv om der blot er to skuespillere på scenen med diverse ting og en transistorradio og næppe plads til mere end 70 publikummer, er der på Betty Nansen Teatrets overordnede kreditliste opremset 38 navne. Det virker næsten absurd (!), og man må konstatere, at det vist kun lader sig gøre at spille teater ude på Frederiksberg takket være statsstøtte.

Med ”Ekspedienterne” har Line Knutzon igen ramt noget af det karakteristiske ved tiden og serverer det hele med et skævt smil, hvor ikke mindst skuespilleren Mikkel Arndt har fattet ideen, som forplanter sig hos det modtagelige og lattermilde publikum.

 

Medvirkende: Tilde-Maja Fredriksen og Mikkel Arndt

Manuskript: Line Knutzon og Elisa Kragerup

Instruktion: Elisa Kragerup

Scenografisk konsulent: Karin Gille

Lysdesign: Christian Alkjær

 

www.bettynansen.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *