∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Der er dømt julestemning med alfer, nisser og frustrerede mennesker på jagt efter julehygge i Tivolis nye satsning: ”Elf – the musical”.
Det begyndte med en film i 2003, der ikke mindst på det amerikanske marked tjente godt. Op mod jul i 2010 åbnede på Broadway musicaludgaven af filmen ”Elf”– om den forvoksede alf, der i realiteten (hvis sådan en findes ) var et menneskebarn passet og plejet af Julemanden og hans slæng.
Som i et hvert andet tv-program måtte også Alf finde sin biologiske far nede på jorden. Så ruller lavinen med løjer og kontraster imellem den infantile, men hjertensgode Alf og den brutale virkelighed. Men midt i det hele bliver han også forelsket. Nu er alle nødvendige ingredienser for en god julehistorie tilstede: Jul, julemand, forældreløshed, sne, penge, kærlighed og masser af jingle bells.
Elf – the musical -i Tivoli. Pressefoto.
Pelle Emil Hebsgaard har endnu engang fået en rolle som forvokset baby eller det evigt utilpassede barn. Han gør det formidabelt og evner noget, som kun få vokse skuespillere er i stand til: at spille og demonstrere det naivt barnlige. Men det kan også være farligt. Og det er på tide, at han selv siger stop og dyrker det mere dramatiske ved sit umiskendelige talent. For han kan det meste og har allerede bevist det – senest som Tommy Seebach med paryk etc.
Nu er Pelle Emil Hebsgaard i Tivoli de næste uger og fjoller igennem et par timer iført grønt alfekostume. Ikke at der er noget at udsætte på den præstation. Hvem kunne ellers have gjort det?
Tommy Kenter spiller julemanden og er på alle måder Elfs modsætning, men med ligeså stor en portion scenetække. Derfor er forestillingen ikke nogen kunstnerisk katastrofe, tværtimod. Alle skuespillere og sangere leverer varen. Men kan historien bære? Kan musikken, der mest af alt synes at være et opkog på musicals fra 1970erne, bl.a. ”Chicago”?
Orkestret er stort og velspillende oppe på bagscenen, skuespillere og dansere farer rundt for at fortælle historien om alfen, der var født menneske og må ned på jorden for at finde sine rødder. Men ved premieren var lyden uskøn. Håber det kan justeres, for ellers går for meget tabt i forståelsen. Der synges nemlig på dansk, men det var svært at høre.
Med tilladelse fra de amerikanske rettighedshavere har Tivoli ovenikøbet fået lov at flytte handlingen til København for at lade den slutte som en anden apoteose, i et flot danseoptrin, i Tivoli. Så er vi hjemme.
Men hvem er publikum. Historien om drengen uden forældre, men opdraget af julemanden appellerer vist til de 7-11 årige. Men hvem forstår bemærkningen om dyreværnsforeningerne, som har forbudt julemanden at have
Rensdyr. Kanen må i stedet klare sig på de jordiske menneskers tro på julemanden? Det er lidt mere spidsfindigt.
Den biologiske far er et mappedyr, ansat på en børnebogsforlag og vupti så kan Alfs historie redde manden fra økonomisk konkurs. Vi er da i USA, hvor penge er ligeså vigtige på næstekærlighed.
Det moderne liv sniger sig ind overalt i historien, også da julemanden tager en Ipad frem for at checke julegaver. Er det sjovt, eller dræber det den hygge, som forestillingen kæmper for at opbygge?
Jeg er i tvivl. Første akt flagrer. Der skal siges en masse, og den ene scenen afløser den anden. Så er vi hos julemanden, derefter hos den biologiske fader og rundt i Magasin – etc. Efter pausen er skiftene mindre abrupte, danseoptrinnene mere flydende, et julemandsnummer helt flot og fantastisk, men det kan ikke rette op på den skævhed imellem nostalgi og modernitet, som hele forestillingen bygger på og til dels falder på.
Elf the musical. Tivoli. Pressebillede.
Forestillingen er på mange måder velfungerende, og imponerende fastholdt af instruktøren Mads M. Nielsen, som dog næste gang, han arbejder med Pelle Emil Hebsgaard, bør dæmpe ham en smule.
Til gengæld er scenografien ved Astrid Lynge Ottesen for teknisk og kold. Der er for mange lysrør, der blinker og skifter – og for lidt hygge. Den store trappe er måske smart, men alligevel ikke. Sammenlignet med New Yorker-versionen (som kan ses på You tube) – mangler scenen varme og tæthed. Der må ikke være så meget pap! I december vil vi have varme, hygge og rigtige materialer. Som undskyldning kan indvendes af koncertsalens scene er håbløs, bred og kort ind ad til, men så må der arbejdes med det som udgangspunkt. Scenebilledet er vigtigt i en familie-juleforestilling.
Elf the musical. Tivoli. Pressebillede.
Hvis Hebsgaard kan overleve de mange fjolleture resten af året, er der på trods af indsigelserne et fint og professionelt juletilbud til familier med børn. Hvis man altså tror på nisser og alfer.
Manuskript og musik: Matthew Sklar, Chad Beguelin, Bob Martin og Thomas Meehan. Oversættelse og fordanskning: Trine Dansgaard.
Instruktion: Mads M. Nielsen.
Scenograf: Astrid Lynge Ottosen.
Kapelmester: Peter Jensen.
Medvirkende bl.a.: Pelle Emil Hebsgaard, Tommy Kenter, Niels Ellegaard, Christiane Schaumburg-Müller, Camilla Bendix, Julie Steincke og Mikkel Lomborg samt kor og orkester.
Spiller året ud i Tivolis koncertsal.