Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg

En cabaret om frihed på Hippodromen og på turné.

Stramt og bevidst feministisk portræt af Liva.

Liva. Folketeatret. Foto: Thomas Petri. Ellen Hillingsø.

Liva Weel  er et nationalt klenodie på linje med den lille Havfrue, PH lamper og legoklodser.  Dvs. vi forguder og æder hende råt uden måske at kende den lange og sande historie bag – og er også ligeglade. Liva personificerer alt det, vi beundrer. Men de færreste af os har mødt hende. Hun døde i 1952 i en alder af 55 år efter en lang række pragtpræstationer på teaterscener, revyscener og i nogle få film, bl.a.” Odds 777”.

”Man binder os på mund og hånd ”, P.H.’s  revyvise  i forestillingen ”Dyveke” fra måneden efter Danmarks besættelse, er stadig det ultimative eksempel på Liva Weels formidable evne til at fortolke og identificere sig med tekstens yderste betydning. Og det er lige netop, hvad en visesangerinde og skuespiller skal kunne. Liva var mesteren – indtil det begyndte at gå ned ad bakke i 1940erne.

Liva Weel (Olivia Olsen). Plakat til “Dyveke”. 1940. Riddersalen.

 

Denne fælles viden om Liva er naturligvis udgangspunktet for Folketeatrets stykke med tekst af dramatikeren Vivian Nielsen og i instruktion af Rolf Heim.  Men det er som om, Vivian Nielsen vil noget andet end det gængse, og for mig fortsat acceptable portræt af Liva, den gudbenådede kunstner.  Som undertitlen siger, handler det om frihed. Spørgsmålet er så, om teksten bøjer lidt for mange ender for at gøre Liva til talskvinde for den moderne kvinde, der vil have ligeså meget frihed som mænd, dvs. sex, sprut og det vilde liv, mens andre må klare børneopdragelsen.

Med denne feminisme kommer forestillingen ikke mindst i første akt til at mangle en hel del poesi, som dog på forunderlig vis indhentes efter pausen. Brikkerne falder på plads i Rolf Heims stramme og bevidste iscenesættelse, hvor Ellen Hillingsø spiller Liva. (Hvis Messerschmidt havde været i teatret og gået i pausen, var han gået glip af adskillige pointer).

Liva. Folketeatret. Foto: Thomas Petri. Ellen Hillingsø.

Det er ikke noget varmt portræt, vi får af Liva. Hillingsø skræver med benene, bander og viser ikke meget af den menneskelige varme og omsorg for andre mennesker, de fleste biografier har beskrevet. Med sin kraftige stemme demonstrerer Hillingsø en Liva, der var på forkant med de vildeste frigørelsesideer, men som samtidig var forholdsvis uinteresseret i politik og lign.

Hillingsø er omgivet af Birgitte Raaberg, Henrik Koefoed og Karsten Jansfort. De agerer musikalsk og loyalt de forskellige personer i Livas liv, fra ægtemænd til den vigtige påklæder Jacob, og de gør det med en betagende musikalitet sammen med Jens Krøyer ved klaveret.  I det meste af første akt er det alle de andre og ikke Liva, der synger. Det kan der være flere pointer i. Men underligt fremmedgørende virker det, indtil det går op for én, at instruktøren ved, at ingen kan hamle op med historiens Liva, så hvorfor ikke anvende Verfremsdungs-effekter etc.

Med det in mente går forestillingen op i en højere enhed og bliver et smukt tidsbillede på en tid, hvor både intellektet, følelserne og klasseskel var en del af dagsordenen.

En række personer fra Liva Weels liv passerer forbi: ægtemanden Arne Weel, teaterdirektøren Skaarup, der støttede Liva igennem mange år, påklæderen, veninden og PH. Henrik Koefoed skaber en fin karakteristik af denne mand, der ligesom Liva i forestillingen var imod de danske, borgerlige fordomme. Og så havde han humor. Med cigaret i munden og skrivebord med lampe på maven er det et poetisk og præcist portræt i portrættet. Smukt skabt.

Liva. Folketeatret. Foto: Thomas Petri. Ellen Hillingsø og Henrik Koefoed.

Vivian Nielsen holder ingen kronologi – bortset fra start og slut i 1952. Det meste foregår efter 1940, dog med nedslag på både første og anden ægtemand, men meget lidt om teater- og filmopgaver.

For snart mange år siden sendte DR en hel serie om Liva: ”Kald mig Liva” med Ulla Henningsen som en sitrende kunstnerinde.  Hvert år forsøger nye skuespillerinder sig med nogle af Livas gamle sange, der appellerer til alle. Derfor er det nok med fuldt overlæg at Rolf Heim udnytter Ellen Hillingsøs dramatiske talent til at fremstille en viljestærk kvinde fra en tid, hvor meget var anderledes. Dermed glider det musikalske i baggrunden. Det greb må man acceptere og beundre, for i sidste ende lykkes forestillingen for både Ellen Hillingsø og Rolf Heim.

Liva. Folketeatret. Foto: Thomas Petri.

Scenografien er stilfærdig og skabt til turné: et gulv, nogle gardiner og et par løse møbler. Men gardinerne har et umiskendeligt slægtskab med bl.a. scenografien til Folketeatrets Tove Ditlevsen-forestilling for få år siden.

Teksten er i øvrigt meget moderne med helt nutidigt slang og moderne bandeord – kostumerne er derimod forankret i 1930-erne! Verfremdung eller ?

Med ”Liva” kommer Folketeatret med et begavet bud på et opdateret portræt af en national heltinde. Det  ganske land kan glæde sig til turneen.

 

LIVA

 

Manuskript: Vivian Nielsen

Instruktion: Rolf Heim

Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen

Koreografi: Peter Friis

Kapelmester: Jens Krøyer

Medvirkende: Ellen Hillingsø, Birgitte Raaberg, Henrik Koefoed, Karsten Jansfort

 

Spiller fra.22. 11. 2017 – 22. 12. 2017  Derefter turné: 20. 2.2018  – 11. 5. 2018.

www.folketeatret.dk