∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Emma ude af takt. Emma, nu gider vi igen. Folketeatret og på turné.
Emma ude af takt. Folketeatret.2020. Birgitte Raaberg, Pia Rosenbaum, Christiane Bjørg Nielsen, Tegning: Claus Seidel.
Emma Gad behøver næppe en introduktion for nogen over 12,5 år. Det var hende med ”Takt og Tone” og regler for god opførsel tilbage i 1918. Hendes bog er blevet læst og fulgt både dengang og i forskellige perioder siden – afhængig af den skiftende tidsånd. Emma Gad er som person selv et paradoks. Hun var en borgerskabets dame, der prædikede, at man skulle opføre sig ordentlig og som kvinde være familiens klippe. Samtidig var hun selv en foregangskvinde og en kendt dramatiker, der på et tidligt tidspunkt tog initiativ til fagforeninger m.m.
Der er kort sagt gods i damen og masser af materiale og gode oneliners. Tilsætter man så de 6 kvinder, der for tre år siden fik stor succes med forestillingen ”Lillys Danmarkshistorie” burde successen være hjemme. Og der skal nok blive klappet på den store danmarksturné, som denne produktion skal ud på, solgt alene på sin titel: ”Emma ude af Takt – Emma nu gider vi igen”.
Emma – ude af takt. Folketeatret. 2020. Foto: Thomas Petri.
Men ligesom titlen er umulig at indfange, er forestillingens overordnede idé faktisk også flagrende. Alligevel lykkes det de 6 skuespillere at skabe en sød, varm og underholdende forestilling. Det skyldes bl.a., at de er stramt instrueret af Madeleine Røn Juul. Scenen emmer af feel good stemning og charmerende situationer opstår hen igennem forestillingen, hvor 100 års kvindehistorie og danmarkshistorie fortælles – og så er vi lidt tilbage til forgængeren, ”Lillys Danmarkhistorie”.
Emma ude af takt. Folketeatret. 2020. , Pia Rosenbaum, Tegning: Claus Seidel.
Emma Gad er med hele vejen, lige fra starten, hvor vi præsenteres for sønnerne, der vælger nogle sofistikerede hustruer. For det er den senere berømte stumfilmstjerne Asta Nielsen og den vilde, men også lidt skrøbelige islandske Helga. Sidenhen får vi nogle få tidsbilleder med de arrogante forfattere i 1960erne, Klaus Rifbjerg, Tove Ditlevsen og Inger Christensen. Denne scene er lidt sjovt, og karikaturerne sidder i skabet.
Siden kommer de frigjorte kvinder. Ikke mindst Pia Rosenbaum rammer en piberygende, bleklædt kvinde på kornet. Mod slutningen er det igen Pia Rosenbaum, der nu rent fiktivt er den nye svigerdatter og tilkobler nutidens snakkende terapeuter og alle deres sympatiske flosker med Emma Gads budskab. Vi skal være ordentlige mod os selv og andre – nu sat over for Emma Gads ord om at opføre sig over andre, som man vil have, at de skal være overfor en selv. Her finder to forskellige epoker fælles fodslag. Og lige der er forestillingens pointe, og denne sammenkædning er så interessant og dobbeltbundet, at det havde været fint at bruge ideen mere konsekvent igennem forestillingen.
Emma – ude af takt. Folketeatret. 2020. Foto: Thomas Petri.
Skuespillerne hopper ud og ind af rollerne. Alle får lov at spille Emma, og det sker på bedste gruppeteatermanér med en lille hvid krave til at markere personen. Forestillingen er på det tekniske plan mere velsmurt end forgængeren, men stadig ganske simpel – for simpel(?). Også kostumerne er enkle og måtte godt have haft lidt større elegance midt i det sort/hvide look.
Koreografien er ikke mindst i første del fin og klar og får personskitseringen i begge halvleje til at fungere optimalt, mens Vivian Nielsens tekst skuffer. Optakten er lidt langsom, der er for mange gentagelser, som ”Nu kommer første akt – og her er tredje akt”. Det ville nok give sig selv, vi er jo ikke præsenile. Samtidig bliver Emma Gad og hendes familie tilbage i tiden ved med at optræde, så dramaturgien begynder at irritere.
Det er lidt ærgerligt med teksten, for forestillingen i den ekstremt neddæmpede og ganske raffinerede spillestil holder dampen oppe. Lidt forvirrende er også nogle af de valgte sange. Det er ikke indlysende, hvorfor der er indlagt engelske popsange, der blot som al anden populærmusik forklarer, at vi er her, og nu og …. Mere naturligt falder nok de danske sange, selv om de rent kronologisk også svirrer rundt.
Hvis man ikke kræver den overordnede konklusion om, hvem Emma Gad var, og hvordan hendes budskab har bevæget sig igennem årtierne i det 20. århundrede, kan forestillingen tages som en flink forestilling med en fin musikalitet og velafviklet – kort sagt en kvindeforestilling i den bedre ende. Men man kan ikke lade være med at ærgre sig over, at et så godt idémateriale og en fin sammentømret skuespillergruppe ikke udnyttes optimalt. Har det været hastværk? Og hvor er dramaturgen henne?
Måske skulle man hive den gamle svenske musikforestilling ”Jøsses piger, befrielsen er nær” frem af gemmerne og støve den af. Det var en charmerende succes i slutningen af 1970erne og blev spillet på mange skandinaviske teatre – med stor succes hos ikke mindst et kvindeligt publikum.
Dramatiker: Vivian Nielsen
Instruktion: Madeleine Røn Juul
Scenografi: Søren Glad.
Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz
Dramaturgi: Ninette Mulvad
Kapelmester: Sanne Graulund
Medvirkende: Birgitte Raaberg, Pia Rosenbaum, Christiane Bjørg Nielsen, Tanya Lund Andersen, Henriette Rosenbeck, Sanne Graulund