Kulturkupeen

En af årets vildeste kunstbøger: Om Alex Da Corte udgivet af Louisiana.

 

En af årets vildeste kunstbøger: Om Alex Da Corte udgivet af Louisiana.

6 stjerner

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

INDEN DET ER FOR SENT – udstillingen slutter i januar 2023.

Bogen er vild – og ligeså udstillingen, der kan nås inden d. 8.1.2023.

Da udstillingen ”Mr. Remember” af Alex del Corte åbnede på Louisiana i juli 2022, var der intet katalog. Men begrundelsen var helt legitim.

Alex Da Corte. Louisiana 2022. Foto: US.

Den venezuelansk/amerikanske kunstner Alex da Corte (født i 1980) ville gerne affotografere selve udstillingen, da hans værker fødes ind i de rum, hvor de udstilles.

Hans univers og værker er anderledes friske og fascinerende.  Lige umiddelbart er det som at komme ind i en gammeldags legetøjsbutik, hvor der dog er renset lidt ud og skruet op for farveskalaen. Nedenunder ligger der et helt forståelseslag om amerikansk liv og moderne kultur, ikke mindst oplevet via popkultur og tv.

Alex da Corte er som mange andre nyere kunstnere selv en del af værkerne, og han optræder i mange af sine film i udklædning med farvet hår etc.  Han er vist en kamæleon, som mange andre kunstnere er i disse årtier.

Kataloget følger eller går parallelt med den kunstopfattelse, som Alex da Corte har. Dvs. det er et farveorgie, hvor pink dominerer hele vejen igennem og står side om side med orange og rødt. Der er ikke et  eneste hvidt hjørne i hele bogen, måske for at forklare at alt er iscenesættelse, intet er naturlig natur.

Det er en bladrebog for de overfladiske, en coffee table bog for de snobbede og en bog, man også kan gå i dybden med. For de affotograferede installationer ånder af bemærkelsesværdige fortolkninger og af det semisyntetiske liv, som der er opbygget i bl.a. USA.  Samtidigt er der på de farvede papirside, imellem de vildt flotte affotograferinger, udmærkede artikler, der forklarer noget af Da Cortes univers.

Vores lille danske verden er ikke så lyserød og har vel slet ingen referencer til hverken Barbie og lign. fiktive størrelser. Men det er netop den fiktion, som Da Corte tilsyneladende ikke kan slippe i sin fortolkning af det moderne (vestlige, amerikanske) samfund.

Bogen bevarer erindringen om en brag af en udstilling og er mere end brugbar, fordi man kan fastholde nogle af værkerne og prøve at komme til bunds i forståelsen af, hvordan drømmen om et liv eller afskyen kan skrues sammen.

Alex Da Corte. Louisiana 2022. Foto: US.

Mr. Remember – forstås som misrember – kan opleves til og med 8.1. 2023 – men bogen/kataloget vil leve videre.

Kataloget kan købes på Louisiana.

www.louisiana.dk

Læs gerne min anmeldelse fra juli 2022.

Et farveorgie af Alex Da Corte – ung amerikaner på Louisiana.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *