Kulturkupeen

En Fortælling om Blindhed – på Aarhus Teaters Studio.

Kommentar af Ulla Strømberg.

En fortælling om blindhed  – på Aarhus Teaters Studio.

Egentlig kunne denne forestilling såmænd have heddet “Den dag epidemien ramte os”. Og så  havde man troet, at det var en forestilling skrevet inden for de seneste uger og måneder. Men nej. Sådan hænger det ikke sammen,

Med denne nye forestilling placerer Christian Lollike sig som tidens mest interessante og overraskende danske instruktør. Intet mindre. For Christian Lollike har en særlig evne til at aflæse tiden og omsætte analysen til levende teater.

Nogle gange træder han måske lidt ved siden af, men denne gang rammer han så meget plet, at det gør ondt, og i hvert for mig blev det grænseoverskridende for, hvad jeg orker at udsætte mig for en torsdag sen eftermiddag.

Portræt af Christian Lollike i scenografien til En fortælling om Blindhed. Aarhus Teater. 2020. . Foto: Emilia Therese.

På vej ud af teatret sagde en ung pige til sin ven: ”Det var mega sejt at ligge der på briksen og blive bombarderet.”  For mig var det hverken ”Mega Nice” eller Mega Sejt” , det var intimiderende, ikke mindst fordi man ikke kunne slippe ud af det teatralske univers, som Lollike i samarbejde med scenograf og lys- og lydmænd har skabt i kælderen under Aarhus Teater.

Alt er rent, hvidt, sterilt, afsprittet, og så har vi mundbind på. I rummet er der med behørig afstand opstillet sorte, rene brikse med sorte hovedpuder, høretelefoner og beskyttelsesbriller.

Med venlig stemme gives ordre til at man skal tage briller og høretelefoner på – og lægge sig ned. Så begynder historien om en by, hvor indbyggerne bliver ramt af en blindhedsepidemi. Simon Mathew er den hvidklædte fortæller i rummet, men teknikken udvisker overgangen fra ham til de båndede stemmer, der kan være helt tæt på én eller på afstand.  Det hele udvikler sig egentlig til fortællingen om en KZ lejr. Der skydes på nært hold, kvinder og børn voldtages, og en vis intimitet imellem nogle af de blinde, som er internerede, opstår. Skellet mellem den enkelte publikummer og de berettede personer forsvinder. Sådan må det have været dengang i 1940ernes KZ-lejre  og sidenhen under andre regimer. Og sådan er det måske ved at udvikle sig i de lande uden demokrati, som vi dagligt læser om i avisen.

Det er virkeligheden rykket helt ind i øregangene og bag nethinden. Og vi kan ikke slippe ud af rummet.

“En fortælling om blindhed” Aarhus Teater 2020

Teksten kommer fra den portugisiske nobelpristager José Saramago, men er bearbejdet for teater, eller er det radioteater? Det er lyd det hele, og i begyndelsen af forestillingen, hvor det endnu var muligt at fastholde nogle fornuftige tanker, tænkte jeg da også på, hvad DRs gamle radioteater kunne have udviklet sig til, hvis ikke kortsynede generaldirektører havde myrdet området dagen før, podcast blev moderne.

Christian Lollike har, allerede måneder før vi på globalt plan rammes af Coronaen, fundet teksten og set en vis aktualitet. Men den ekstreme aktualitet kunne han og teatret vel næppe have forudset?

Og hvorfor får forestillingen ikke nogle stjerner med på vejen. Nej, for det er ikke en oplevelse, jeg kan anbefale. Hvis man giver stjerner, er det jo for at lokke andre i teatret. Her vil jeg nøjes med at sige, at Christian Lollike og co., inc. scenografen Nathalie Mellbye har ramt noget. Men da jeg i flere omgange måtte snyde og holde mig for ørerne, kan jeg på ingen måde anbefale de 75 minutter i kælderen ved Store Torv i Aarhus.

Christian Lollike får dog endnu et kryds i karakterbogen, og så kan man blot håbe, at han næste gang har behov for igen at være underfundig i sin teatralske samfunds- og befolkningsanalyse.

Jeg kom i øvrigt  i de første minutter, hvor det endnu bar muligt at holde tanker fast, til at tænke på andre forestillinger, hvor publikum bliver en del af set-uppet, ja ligefrem integreret.  Men den vej kan være farlig. Ligeså hvis man som teatermenneske ønsker at overskride grænser og gå veje, ingen andre har betrådt. Det skete eksempelvis for den svenske dramatiker og instruktør Lars Norén for måske 15 år siden. Han endte med at arbejde med hard core fængselsindsatte.  Som bekendt blev lars Norén snydt, for under teaterprøverne planlagde de indsatte et brutalt røveri, der vist fik dødelig udgang.

Så det gør altså ikke noget, hvis teatret vil være en smule main stream, så længe der er et budskab.

 

 

 

Forestillingen er et samarbejde imellem Aarhus Teater og S/H.

Tekst José Saramago

BEARBEJDELSE OG
DRAMATISERING Christian Lollike og Sigrid Johannesen

ISCENESÆTTELSE Christian Lollike

LYDDESIGN Asger Kudahl

Scenografi Nathalie Mellbye

Lysdesign Balder Nørskov

Medvirkende Simon Mathew

derudover høres følgende Stemmer

Kirsti Kærn, Morten Kjær, Anders Baggesen, Mathias Flint, Marie Marschner, Christian Hetland, Nanna Bøttcher, Kim Veisgaard, Magnus Juhl Andersen, Lasse Steen Jensen, Frederik Mansø, Morten Suurballe, Rigmor From Lollike, Simon Matthew, Anne Majgaard Basse.

www.aarhusteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.