Kulturkupeen

Come Fly Away – ballet-repremiere på Det Kongelige Teater

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Come Fly Away – kraftfuld repremiere på Det Kongelige Teater.

Den Kongelige Ballet er tilbage på Gamle Scene.  Tak for det. Med kun 440 publikummer fordelt på etagerne og sprit i alle hjørner, er det op til publikum selv at afgøre, om de vil have mundbind på.   Jeg havde det, og det var så det. Resten er den gammelkendte fornemmelse, som altid indfinder sig efter en sommerferie: Tilbage i salen, og goddag igen til kunstnerne deroppe på scenen.

Med repremiere på den publikumsvenlige ”Come Fly Away”, med show-dans for øjnene og Frank Sinatra som en fryd for ørerne, var der ellers lagt op til udsolgt hus på de mere end 1000 pladser. Så synd for både teatret, danserne og ikke mindst for publikum, der ikke kan købe billet. Alt er jo udsolgt.

Come Fly Away. Det Kongelige Teater. Repremiere. 2020. Foto: Camilla Winther.

Balletten havde premiere på Det Kongelige Teater i 2013, og tilsyneladende er der ikke gjort så meget ved rammerne siden. Det betyder, at kostumerne og selve natclub-scenografien måske er en anelse om ikke hengemt, så set før. Det går nemlig hurtigere med scenografi og kostumer, end man skulle tro. Det hele ældes.

Den amerikanske koreograf Twyla Tharp (født i 1941) er altid et spændende bekendtskab. Hun  er eksponent for den amerikanske linje, hvor der både er klassisk dans og moderne trin. For Tharp har udover balletter også koreograferet flere af Milos Formans film, bl.a. ”Hair”. Og så skal der ellers fart over feltet.

Sådan er det også med ”Come Fly Away”, der nu danses med et dejligt overskud af Det Kongelige Teaters solodansere og korpsdansere. Og der er lige meget fut over alle. Flot. Men trinene er i sig selv ikke nytænkte, de er hentet på lageret for show og underholdning.

At der er tre forskellige hold dansere, som den altid talende balletmester Nikolaj Hübbe ved premieren efterfølgende kunne oplyse publikum om, er lidt mærkeligt.  Hvorfor ikke bruge kræfter på noget endnu mere langtidsholdbart?

Men Frank Sinatra over højtalerne mere end fungerer. Der er i øvrigt nogle fællestræk hos Leonard Cohen og Sinatra. De har som kunstnere vist sig at være mere og mere sejlivede med årene. Det kan godt være, at de som mennesker og ægtemænd var nogle sjufte, men deres bløde sovekammerstemmer fornægter sig aldrig. Og ordene, der som regel ikke er den store kunst, glider lige ind i kvindehjerter: Let’s fall in love, I like to lead when I dance, Lets face the music  – og The way you look to night.   Hvem vil ikke gerne høre disse ord?

Come Fly Away. Det Kongelige Teater. Repremiere. 2020. Marcin Lupinski. Foto: Camilla Winther.

Stemningen er slået an! På Det Kongelige Teater er det dog en mærkelig kombination: Superdanserne på forscenen og et flot big band med tolv mand på bagscenen. Her er koncentration og spilleglæde. Flot lyder det med Chris Minh Doky på bas og som dirigent, men der spilles sandelig ikke for galleriet. Men for disse professionelle musikere må det være lidt underligt med Sinatra på BÅND?  Hvor er Flemming Enevold eller Michael Carøe, der begge har gjort det fortræffeligt i den genre?

En anden detalje, som også viser sammenstødet imellem det levende teater og den reproducerede båndlyd, er, at nummer efter nummer blot kører – uden pause – uden naturlige åndehuller.  Det har undret mig hver gang, jeg har oplevet balletten.

( Se min tidl. anm. nedenfor.)

Come Fly Away. Det Kongelige Teater. Repremiere. 2020. Holly Dorger. Foto: Camilla Winther.

Men ellers fungerer den lille bitte historie, eller snarere de små anekdoter, som er indlagt i balletten. Skinsyge, generthed, overgivelse, kærlighed ved første blik etc. Danserne formår at skabe de hurtige situationer og bygge karaktererne op – ikke kun i trin, men sandelig også i mimik og attitude. Nogle af danserne stikker af på den gode måde: Holly Dorger er besnærende flot som en rødhåret, kraftfuld danserinde, godt fulgt på vej af Gregory Dean i sort, som en anden Mephisto. Dean fik i øvrigt på premiereaftenen en stor pris for sin dans, men nok mest for de koreografier, han har skabt i de seneste år: ”Askepot” og ”Blixen”. Velfortjent.

Andre dansere havde også på premiereaftenen stort overskud og selvstændighed: Liam Redhead og Marcin Lupinski, begge i glinsende habitter, som understregede deres sleske karakterer. Super danset og psykologisk underbygget. Og det er beundringsværdigt i denne underholdningsballet.  Også Lena-Maria Gruber får skabt en indsmigrende, katteagtig kvinde, der hele tiden går imellem parrene.  Flot.

Come Fly Away. Det Kongelige Teater. Repremiere. 2020. Lena-Maria Gruber. Foto: Camilla Winther.

”Come Fly Away” er en god sæsonåbner, og forhåbentlig bliver der efterfølgende mange balletaftener, hvor danserne får lov at fordybe sig i både klassiske trin og psykologiske udviklingslinjer. Det fortjener alle – på begge sider af rampen.

Come Fly Away

Idé, koreografi og iscenesættelse: Twyla Tharp

Sang: Frank Sinatra

Scenografi: James Youmans

Kostumer: Norma Kamali

Lighting Design: Donald Holder

Lyddesign: Tobias Berg

Conductor: Chris Minh Doky

( Fotos 2020: Camilla Winther)

www.kglteater.dk

Tidl. anmeldelse- ved repremieren i 2014:

Come fly away – men hvordan?

∗ ∗ ∗

/Ulla Strømberg.

Hilsen fra 10 række på Gamle Scene.  Egentlig skulle det kun handle om ”Come Fly Away”, Den Kongelige Ballets krigserklæring til ”Vild med dans”. Men nu bliver det lidt mere polemisk, da jeg ikke så så meget andet end hoveder og rygge fra 10. række.

Det Kongelige Teaters gamle scene er elsket af mange – også af mig – men faktisk havde jeg glemt, hvor dårligt man ser ”på gulvet”.  Hvad er en balletaften, hvis man ikke kan se hverken ben eller fødder og aldrig et samlet billede? Og hvorfor se et show, hvis danserne ikke synes nærværende, men snarere agerer robotagtige? For havde de kongelige dansere, med kvinderne i høje hæle, været emotionelt mere tilstede, ville jeg på trods af manglende udsyn have overgivet mig.

Det specielle denne aften var i øvrigt, at der var fuldstændigt udsolgt – det er for tiden ikke så almindeligt på de kongelige scener.

Pressefoto. Costin Radu

Pressefoto. Costin Radu

 

”Come Fly Away” fik under en anden titel tilsyneladende urpremiere i Atlanta i 2009, overførtes siden til Broadway og havnede i september 2013 i København. Her fik forestillingen en så positiv publikumsmedfart, at det har ført til genopsætningen nu, i efteråret 2014. Også dagbladsanmelderne og netskribenterne var flinke.

Twylla Tharp – en 73 årig amerikansk koreograf, der bl.a. bør huskes for danseoptrinene i Milos Formans film ”Hair”, har med lov fra Frank Sinatras arvingerne skabt et danseshow henover et stort udpluk af de kendte og, af mange modne mennesker, elskede sange fra den charmerende amerikaner. The way you look to night; lets fall in love; body and soul; you make me feel so young; I like to lead when I dance –-fly me to the moon! Sangtitlerne er jo en stor kærlighedserklæring! Men hos Tharp oversættes det blot til en række danseoptrin i en restaurant med ret kedsommelige og ordinære trin fra i forgårs og kun minimal emotionel action imellem de navngivne figurer. Der burde have været meget mere liv og udvikling i den historie.

Chris Minh Doky Orchestra´s 14 mand er til stede på scenen. Man kan faktisk se dem (også fra 10. række, tak) – men ud af højtaleren lyder en Sinatra lagt oven i live musikken. Og sangene følger i lind strøm – helt uden naturlige pauser. Sådan ville en sanger af kød og blod ikke kunne blive ved i en uendelighed. Det hele synes derfor kunstigt og dramaturgisk ganske irriterende, for hvilken virkelighed er forestillingen henlagt til? Dramaturgen har sovet i timen – både på den ene og anden måde.

Måske var ”Come Fly Away” bedre sidste år, nu synes det ganske overflødig på vores nationalscene.

www.kglteater.dk

 

Come fly away – men hvordan?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.