Menu Luk

Der var engang en sang, der hed Arne. Det Kongelige Teater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.  

Hyggeligt musikteater for bedstemødre og småfolk.

Nøj, hvor de slider i det, de 4 skuespillere på scenen, når de på 70 minutter skal gennemspille et helt liv i en ganske almindelig gennemsnitsfamilie med 1,75 stk. barn, villa, Volvo og vovse.

Der var engang en sang, der hed Arne, Det Kongelige Teater. Fotos: Natascha Thiera Rydvald.
Der var engang en sang, der hed Arne, Det Kongelige Teater. Fotos: Natascha Thiera Rydvald.

Det er de to tv-kendinge og filmfolk Wikke og Rasmussen, der har fået lov at erobre skuespilhusets store scene og servere venligt familieteater med masser af musik og sang og meget lidt dialog. Blandingen er helt perfekt, ingen overflødige ord, men masser af musik, der er hentet fra Vikke og Rasmussens forskellige produktioner, hvor teksten er af dem selv, mens musikken oprindelig er komponeret af de bedste inden for den mere seriøse underholdningsmusik i Danmark. Det svinger på den flinke måde, og i det hele taget er det en sød og forholdsvis ufarlig historie, der rulles op og helt uden bandeord – og afklædning. Se det er faktisk nyt.

Der var engang en sang, der hed Arne, Det Kongelige Teater. Fotos: Natascha Thiera Rydvald.
Der var engang en sang, der hed Arne, Det Kongelige Teater. Fotos: Natascha Thiera Rydvald.

Meget i forestillingen er lånt fra børneteatrets helt specielle æstetik. Der skal etableres kontakt til publikum, publikum skal føle, at de er i centrum og kan lege med. Også når et hus rulles ind på scenen, og vi med vores egne øjne kan se, hvordan stuerne ser ud, så er de naturligvis skåret igennem. Her regerer hyperrealismen. Det er sødt, men gør ikke forestillingen moderne, tværtimod. Stemningen er god, det sørger skuespillerne for, mens musikerne klogelig holder sig til det, de kan – også når de træder frem på scenen.

Der var engang en sang, der hed Arne, Det Kongelige Teater. Fotos: Natascha Thiera Rydvald.
Der var engang en sang, der hed Arne, Det Kongelige Teater. Fotos: Natascha Thiera Rydvald.

Vikke og Rasmussen har selv instrueret, mens Maja Ravn har skabt den børnevenlige scenografi, hvor kostumerne viser bagud til mere fattige kår end villa, Volvo og vovsesegmentet, men det er ok. Scenografien er velfungerende og demonstrerer Maja Ravns enorme spændvidde. I går havde hun premiere på Republique, hvor hun havde skabt et minimalistisk glasbur til Shakespeare – her er hun ovre i dukkehusverdenen. Flot.

Der var engang en sang, der hed Arne, Det Kongelige Teater. Fotos: Natascha Thiera Rydvald.
Der var engang en sang, der hed Arne, Det Kongelige Teater. Fotos: Natascha Thiera Rydvald.

Hvis man så meget fjernsyn i 1990erne er der masser at lytte til – og hvis man, som jeg, var et andet sted dengang, er det altså nu, der kan gøres nye bekendtskaber: Ridder Lykke, Ridder Lykke.

Nogle af sangene går rent hjem og skyldes ikke mindst Marie Dalsgaards enorme energi. Også Michael Lundbye Slebsager får masser ud af sine figurer, mens de alle kan synge og skifte tøj som var det en konkurrence.

Selv om jeg slet ikke er målgruppen og heller ikke havde noget barn med, var det fornøjeligt, men prøv at finde et barn i 10 årsalderen, så skal der nok blive klappet og sunget med.

Medvirkende skuespillere: Maria Dalsgaard, Michael Lundbye Slebsager, Rasmus Fruergaard og Stine Schrøder Jensen

Iscenesættelse: Michael Wikke

Iscenesættelse: Steen Rasmussen

Scenografi og kostumer: Maja Ravn

Kapelmester: Poul Halberg

www.kgl.teater.dk