Kulturkupeen

Er der en voksen til stede? – Iben Hjejle & Signe Lindkvist.

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Er der en voksen til stede? Ny samtalebog af Iben Hjejle og Signe Lindkvist.

Flink snak om kvindeliv. Og hvis solen kommer igen, er her den perfekte, uforpligtende bog til badetasken.

Titlen er sjov og rammende og hentet fra bl.a. diskussionen i 2019 om personalenomineringer i daginstitutionerne. Men ”Er der en voksen til stede?” hentyder vist til, at de to forfatterinder stadig føler sig unge eller …?

I samtalebogen fremstår de to kvinder som børn af en tid post 68, men alligevel med så meget upoleret barnlighed i behold, at jeg, som levn fra en anden og ældre generation, føler mig i fremmed land og på usikker grund. Damerne er simpelthen for frigjorte og selvcentrerede. Iben Hjejle er skuespiller og har også været komiker i tv, bl.a. i serien ”Klovn”. Hun synes dog at være den mest reflekterede og disciplinerede, eller også er hun bedre til selvcensur.  Signe Lindkvist er kendt fra mange års børne-tv og beskriver sig selv som lidt af en festabe, der kan lide at klæde sig ud og før i tiden altid var festens muntre midtpunkt.  I dag er hun ret tilfreds, bl.a. fordi hun  ejer en cirkusvogn!

Bogen bygger vist videre på nogle podcasts, som jeg ikke har hørt.  Men bogen har på trods af sin lidt skødesløse disposition og blandede indhold faktisk et seriøst og alvorligt udgangspunkt, som de to damer vender tilbage til flere gange: døden. En moders alt for tidlige død, den ene på grund af kræft, den anden for egen hånd på grund af uhelbredelig sygdom.  Det har modnet de to kvinder, selv om de netop mener det modsatte: at det tidlige tab af en moder betød, at de aldrig blev voksne!

Også skilsmisse afføder en række fornuftige overvejelser. De er begge vokset op i splittede familier, men har tilsyneladende ikke taget skade. Begge har de fået børn og er siden blevet skilt for at danne par med andre, som allerede havde børn af tidligere forhold. Det er kort sagt moderne, kompliceret, udfordrende, men damerne klarer det. De kan hver især berette små solstrålehistorier fra delefamiliernes sameksistens.

Ellers er bogen godt proppet med lommefilosofi, som faktisk ikke er så ufornuftig, men samtidig, for at peppe siderne op, iblandet lidt pjank, pjat og smålatrinære udtryk og historier.  Helt unødvendigt. Netop fordi Signe Lindkvist er tidligere børne-tv dame, kan jeg ikke lade være med at sende en venlig tanke til salige Erhard Jacobsen, der på grund af en vinterinfluenza endte med at lytte til DRs børneradio og opdagede, hvor samfundsomstyrtende den tilsyneladende var.  Mogens Vemmer, den nu afdøde leder af B&U i DR, får flere sjove ord med på vejen, bl.a. havde han vist været gift med samtlige kvindelige programmedarbejdere i afdelingen, siger damerne.

Ellers er der hverken sladder eller namedropping, og det er ganske behageligt, men lidt pral kommer der alligevel med, når Signe Lindkvist kan fortælle, at hun i mange måneder efter moderens død nærmest var på en jordomrejse på DRs regning,

Der har været to ekstra journalistiske skribenter med i processen. På trods af det synes bogen lidt rodet og have været nemmere at læse, hvis eksempelvis en skåltale til ungdommen var kommet først og havde kunnet tjene som en præsentation af de to damer og deres ståsted.  Også et par sange og digte er drysset rundt, som var bogen en radioudsendelse, hvor man er bange for at tabe lytterne ved for megen snak på stedet. Det formmæssige halter lidt, men måske er det tilsigtet for at vise kvindelig skødesløshed.

Til strandbrug kan bogen gå an og havde også kunnet gøre fyldest i et dameblad eller som weekendportræt i Politiken.

PS: Måske er jeg gammel og åndsnobbet, men jeg synes ikke det er morsomt, at Signe Lindkvist ikke kan kende forskel på Dronning Victoria og Marie Antoinette. I min generation ville man være flov over uvidenheden – ikke mindst, hvis man havde været statsansat børneopdrager!

Udkommer d.10.7.2020.

www.lindhardtogringhof.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.