Kommenteret af Ulla Strømberg.
Et museum bliver til – Ordrupgaard gennem hundrede år. En billedfortælling.
Af Dorthe Vangsgaard Nielsen med bidrag af Janus Weinreich Boss og Anne-Birgitte Fonsmark.
(Bogens forside.)
Et museum er andet og mere end det, vi lige ser, når vi har købt en entrébillet. For bag de fleste museer gemmer sig oplysende historier, som fortæller en hel del om fortidens liv og om enkelte personers interesser, rigdom og gavmildhed.
Historien om Ordrupgaard er ingen undtagelse. Og med den nye bog har museet sikret sig, at vi kommer til at kende nye detaljer i museets tilblivelseshistorie.
Bogen ”Et museum bliver til” – udkom få dage før jul og nåede ikke julesalget, men det lykkedes dog for bogen at fejre 100 året for museets spæde start hos den gamle stifter, Etatsråd og forsikringsdirektør Wilhelm Hansen. I september 1918 åbnede han dørene for offentligheden og kunne dermed fremvise sin fine samling af nyere fransk kunst.
Alt var godt i 1918, selv om etatsråden var en smule bange for de folkelige forlystelser i nærheden, bl.a. Galopbanen og Dyrehavsbakken. Tænk, hvis gæsterne dér forvildede sig ind i Hansens hus, som lå og stadig ligger på Vilvordevej, tæt på Dyrehaven. De ville jo ikke kunne forstå kunsten. Der var vist ikke nogen folkeoplysningsmand gemt i Wilhelm Hansen.
Wilhelm Hansen, manden bag Ordrupgaard – Foto fra bogen.
Allerede i 1922, i kølvandet på Landmandsbankens krak, kom Hansen i økonomiske vanskeligheder, og han blev nødt til at sælge ud af sin franske malerisamling, som allerede da var ved at bliver ganske værdifuld. De danske kunstværker, som ægteparret også havde erhvervet, fik vist til gengæld lov at forblive i Ordrup.
Samlingen talte på det tidspunkt værker af bl.a. Monet, Gauguin, Rousseau, Pisarro, Degas og Corot. Blandt de danske værker er bl.a. malerier af Hammershøi.
Wilhelm Hammershøi: Solstraaler eller Solskin. 1900. Ordrupgaard.Foto fra bogen.
Den danske stat sagde i øvrigt nej til et tilbud om at købe samlingen. Hansen kom dog hurtigt på fode igen og kunne genoptage indkøbene og ikke mindst gøre et stort arbejde med at formidle fransk kunst på store udstillinger via foreningen Fransk Kunst.
I 1936 døde Wilhelm Hansen og to år efter hans søn. Tilbage var enken, som blev boende i det store hus med den smukke have og de utallige kunstværker. Det fremgår desværre ikke klart, hvor meget huset, i perioden 1922 og frem til begyndelsen af 1950erne, er åbent for publikum.
Men efter enkens død overtager staten både hus, have og kunstsamling. Nye tider begynder.
Bogen beretter nu, ofte anekdotisk, om de skiftende direktører: Først Leo Swane og siden Haavard Rostrup. Begge var velanskrevne kunsthistorikere, der ønskede at bevare museets sjæl. Derfor var de nok bange for de store publikumsmasser. Men da Hanne Finsen overtog direktørposten i 1978, blæste nye vinde. Hanne Finsen blev kendt for sin enestående evne til at skabe kunstudstillinger, som folk ville se. Det lykkedes på Statens Museum for Kunst, på Hirschsprungs Samling og flere gange på Ordrupgaard. Samme linje har efterfølgeren, Anne Birgitte Fonsmark fulgt siden 1995.
Da museet er en statslig institution, Hanne Finsen stadig lever, og Anne Birgitte Fonsmark er medforfatter til bogen, er det selvfølgelig så som så med kritik eller dybere analyse af museets udvikling. Men bogen er alligevel holdt i en lettere causerende, næsten sarkastisk tone, der lægger op til en debat, som så ikke følges op.
Samme skisma går igen, når det kommer til de mange nye udvidelsesprojekter, som ikke mindst igennem de seneste årtier er blevet gennemført. De beskrives alle med jubel. Ikke mindst arkitekten Zaha Hadids problematiske tilbygning, som åbnede i 2005, kunne nu godt trænge til nogle ord. For et er bygningens arkitektoniske værdi. Noget andet er jo, om den egner sig til de vidt forskellige udstillinger, som et museum nu engang har. Per Arnoldi citeres dog for nogle kritiske ord om bygningen, det er alt.
Bogen er sprængfuld af fotos. Mange af privat eller selskabelig karakter, af henholdsvis Wilhelm Hansen, hans familie og forretningsforbindelser og sidenhen af alle de ”fine” folk, som har været inviteret ud i skoven. Det kan være sjovt at se på, men det er trods alt kunstværkerne, som er museets mission.
Kunsten er selvfølgelig med, men det er alligevel, ud fra denne bog, svært at danne sig et overblik over den oprindelige samling, som Hansen ejede, hans genetablerede samling og så museets nyerhvervelser hen igennem årene. For at blive klog på det, må man ty til andre bogværker, som heldigvis er udkommet i de senere år. Men det havde været læservenligt med et par oversigter.
(Foto fra bogen,)
Hvem bogen henvender sig til, synes ikke indlysende. For når de forskellige kunstneriske ismer omtales, bliver de påhæftet et ”såkaldt”, og samtidigt er dele af bogen skrevet lidt bagvendt, som om det allerede er en kendt historie.
Museumshistorie er både kunsthistorie og kulturhistorie. Det bærer ”Et museum bliver til” – i høj grad præg af. Men et statsligt museum er også udtryk for den aktuelle kulturpolitik, og her er Ordrupgaard et interessant tilfælde. En kritisk sammenligning med f.eks. Louisiana og Glyptoteket, som begge har en anden, mere privat struktur på trods af store statstilskud, ville være interessant, men kan selvfølgelig ikke skrives ”indefra”. Også en sammenligning med Hirschsprungs Samling kunne være oplysende. Set udefra ville Ordrupgaard her vinde på alle parametre.
Pierre Auguste Renoir. Rumænerinde. 1877. Ordrupgaard. Foto fra bogen.
Bogen ”Et museum bliver til” kan bruges på flere måder. Den kan gennembladres på grund af de mange fotos eller læses, fordi historien er god.
Tænk at en enkel mand med kunstinteresse, med udgangspunkt i Danmark, for præcis 100 år siden kunne erhverve sig verdenskunst. Se, det er imponerende og beundringsværdigt. Gid man selv havde mod til og mulighed for at gøre det samme.
Udgivet af Museet Ordrupgaard. I kommission hos Strandberg publishing.