Kulturkupeen

Fårmageddon

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Sjov og finurlig.

Fårmageddon er efterfølgeren til den engelske charmerende stop motion børnefilm med den sære titel F for Får Filmen(2015). Fårmageddon er et intergalaktisk eventyr med fuld fart frem både visuelt og fortællemæssigt. Vi bliver ført ud i rummet 10.000 lysår væk af det lille nuttede lyseblå rumvæsen LU-LA, som nødlander nær gården, hvor Frode Får og alle hans venner bor.

Foto: SF STUDIOS

LU-LA har magiske evner og kan meget passende skifte form alt efter hvilken situation, hun befinder sig i. Og så kan hun bøvse så kraftigt, at hylderne i supermarkedet falder sammen. Snart bliver LU-LA og Frode Får bedste venner. Fåret lover at hjælpe sin nye ven med at finde hjem igen. Hvad de to venner ikke ved er, at Agent Rød er ude på en mission for at bevise, at der findes liv i rummet. Hun vil have fat i LU-LA for at bevise sin påstand. Snart begynder hun ved hjælp af en hær af gule rummænd at jage LU-LA.

Foto: SF STUDIOS

Der er ingen tale i Fårmageddon. Figurerne kommunikerer ved mimik og artsspecifikke lyde såsom grynten, brægen og gøen alt afhængig af, hvilket dyr der er tale om. Det er sjovt og med til at gøre filmen egnet for børn i alle aldre. Der er flere scener med referencer til nogle af filmhistoriens store klassiker som Chaplins Moderne Tider, E.T. og 2001: A Space Odyssey. På lydsiden hører vi lejlighedsvis iørefaldende stemningsskabende musik og sang. Det fungerer godt.

Bag filmen står de to instruktører Will Becher og Richard Phelan fra det britiske Animationsstudie Aardman. Ud over de to spillefilm er der lavet 150 afsnit af en tv-serie om Frode Får, som er blevet sendt i 170 lande. Figuren er især populær i England og Japan, hvor børnene er vilde med det charmerende og snarrådige uldede væsen. På verdensplan findes der flere Frode Får temaparker bl.a. i vores broderland Sverige, Australien og Japan.

Foto: SF STUDIOS

Der er en del sjove gags i Fårmageddon ikke mindst i de scener, hvor rumvæsnet huserer, men også på bondegården hvor Frode Får bor med alle sine venner.

Foto: SF STUDIOS

Visuelt er der tale om et mix af computeranimation og en stop-motion teknik. Der er fuld knald på farvepaletten. Man bliver simpelt hen i godt humør af den film.

Tag trygt børnene med ind at se denne sjove og finurlige film.

Instruktører: Will Becher og Richard Phelan

Censur: Tilladt for alle

Premiere: 28. november 2019

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *