Anbefaling af Ulla Strømberg. ( Erindringer får aldrig stjerner)
Farvel så længe. Genskrevne erindringer af Niels Barfoed, udkommet på Gyldendal.
Niels Barfoed, årgang 1931, er utrolig velskrivende, og det er naturligt nok, da han er litterat, var digter i sine unge dage, derefter dagbladskribent, redaktør i det nordjyske, dr. phil. i Don Juan myten og meget, meget mere.
Det er en københavnerbog om drengen, der voksede op i Vester Voldgade, hvor moderen var det faste anker med job i et ministerium, mens faderen af og til gik i byen og dermed mistede noget respekt derhjemme.
Jeg har ikke læst de tidligere udsendte erindringer, og det er måske godt nok, ellers kunne denne genskrevne bog gå hen og blive kedelig. De allerfleste beskrivelser er dog interessant læsning, uanset om det er opholdet i Kandestederne som ung huslærer, 20 år gammel, eller beretninger om rejser i Østeuropa og sidenhen også arbejdet for PEN, den internationale organisation for skribenter, forfattere og journalister. Her er bl.a. et besøg af Salman Rushdie i Danmark underholdende læsning.
Selvfølgelig fylder erindringer om barndommen og ungdommen en del. Vestre Borgerdyd Gymnasium må have været i en liga for sig, for her stødte Niels Barfoed på kommende forfattere som Jesper Jensen, Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen og på universitetet og i årene derefter Peter Seeberg, kritikeren Jens Kistrup og Chr. Ludvigsen, der blev lektor på Aarhus Universitet. Venskaberne holdt vist ikke hele livet.
Er der namedropping, ja, lidt, men ikke så slemt eller krukket som i den lidt yngre Suzanne Brøggers bøger. Niels Barfoed prøver måske også at afbøde det værste snobberi ved kun at bruge fornavne, men så kan det blive ganske kryptisk for yngre generationer. I det hele taget er erindringerne vel skrevet til ligesindede, dvs. til dem, der stadig kan huske, hvor perfid Klaus Rifbjerg var som anmelder i Politiken, eller hvor elegant Jens Kistrup kunne skrive i Berlingske Tidende. Men ligesom koryfæerne er også deres jævnaldrende døde.
Hvis ikke det var fordi hver sætning er mættet og melodisk, kunne man blive irriteret over alt det, som mangler. For egentlig er erindringerne mere som udvalgte skitser end fuldendte beretninger fra den livskraftige litterat.
Niels Barfoed I Claus Seidels Streg. (Ikke med i bogen.)
Kvinder har betydet en hel del, men de er svære at holde ude fra hinanden, Bente, Kirsten etc. Hvad med ægteskaberne? Børnene, Børnebørnene, de må da også tælle, eller er det kun stuerne i Nyhavn på den livlige side, der har været basen igennem årtier, som i sidste ende duer?
Der er nok nogle læsere, der har snuset til og hørt en del om den gruppe af primært mænd, som anså sig for litteraturen og åndslivets frelsere i det 20. århundredes danske litteratur. Først en kreds omkring Ole Wivel og Knud W. Jensen, siden med Klaus Rifbjerg som en kæmpe, alle så op til og frygtede. For alle dem kan læsningen af Niels Barfoeds erindringer være interessante og underholdende, herunder ikke mindst bruddet med Rifbjerg.
Er man derimod et pænt stykke væk fra disse selvfede, mandlige skribenters gamle bobleverden, er en del af bogen nok mindre interessant.
Det uhyggelige eller bemærkelsesværdige er samtidigt, at der altid vil findes magtkliker i omegnen af aviser, bogforlag, tv-stationer etc. I dag er det bl.a. Weekendavisen, som fører fanerne videre med en tæt tilknytning til Gyldendal, Louisiana og Politiken via et fortsat sammenfald og diverse udskiftninger i bestyrelserne.
Niels Barfoeds bog er udkommet på Gyldendal i et mindre bogformat, trykt på mat papir. En utrolig smuk og harmonisk bog at skue, klassisk i sit tilsnit, trods de 400 sider. Sådan skulle alle bøger se ud.
Udkommet hos Gyldendal.