∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Farvel til Madonna af How to kill a dog på Teater Republique.
Hvis “Farvel til Madonna” kan karakteriseres som nyfeminisme, er jeg på. For magen til humoristisk og kunstnerisk overskud skal man lede længe efter. “Farvel til Madonna” serveres også med en befriende ironi, som hvis en mand havde skrevet historien ville betyde vand og brød i årevis. Men duoen How to kill a dog kan tillade sig meget og giver los på fine fornemmelser her ved afslutningen af en trilogi, skabt over de seneste år.
Farvel til Madonna af How to kill a dog. 2023. Republique. Foto: Sarah Buthmann.
Med skuespilleren Emma Sehested Høeg i front og de ligeså vigtige kunstnere bag: instruktøren Jennifer Vedsted Christiansen og scenografen Petruska Miehe-Renard samt musikeren Victor Dahl (en mand!) er denne afsluttende historie blevet mere ”moden”, men stadig med en uimodståelig ironisk distance til det hele. Netop via humoren og det visuelle overskud og, for at glæde en del af publikummet, de mange platheder, har gruppen fat i nogen tidstypisk.
Farvel til Madonna af How to kill a dog. 2023. Republique. Foto: Sarah Buthmann.
“Farvel til Madonna” kan vist forstås på mange måder. For det er ikke kun den rene kvinde, det er slut med, det er også den almindelige kvinde, som ender i Paradis. For til sidst hun har løsrevet sig fra det jordiske og vælger selv som en anden mandlig astronaut i en uudforsket verden at tage hovedbeskyttelse af. Dermed er hun sat fri.
Ok ja, der er mange symboler og visuelle hints hen igennem forestillingen, for er der noget billedkunsten og såmænd også litteraturen har beskæftiget sig med, er det Madonna versus alm. kvinde.
Længe leve renaissancekunsten, som bl.a. hos Botticelli har givet os fornemmelsen af Paradis – for sådan er scenen: grøn, frodig med blomster og en lille vanddam og sandelig også en slags musling eller pudderdåse, der kan åbne sig. Det er ikke en kopi af de store mestre, blot et glansbillede og dukkestueudgave af forestillingen om Paradis.
Farvel til Madonna af How to kill a dog. 2023. Republique. Foto: Sarah Buthmann.
For virkeligheden er ikke noget, som denne forestilling beskæftiger sig med og dog. Mange af de ord, som Emma Sehested Høeg slynger ud til publikum, er både så ligetil og dagligdags, at det er ganske overraskende. Hendes blanding af positiv og naiv udstråling og styr på det improviserede er i øvrigt beundringsværdig.
Igennem forestillingen møder vi de fleste unge kvindetyper. Først den tuttenuttede, evigt selvsmagende unge pige, der har alt, inklusive en mand Adam, som hun skal giftes med. I nogle næsten grinagtige samtaler med det intetanende publikum får hun understreget sin førerplads med en mand, der elsker hende, og altid vil elske hende. Men snart krakelerer billedet – og hun bliver den helt ubehjælpsomme, der vralter op ad publikumstrappen i håb om, at nogen vil hjælpe hende. Men det er også kvinden, der lige har sagt til en publikummer: ”Jeg kan se, du lige er blevet forladt” – og ud til publikum: ”hvor mange er singler?” Hænder tøvende i vejret rundt omkring. Snart er hun også dyrisk med uhyggelige gutturale lyde.
Farvel til Madonna af How to kill a dog. 2023. Republique. Foto: Sarah Buthmann.
Men stærkest, og det der får salen til at koge, er transformationen til en maskulin rapper og med et refræn, der er vildt grænseoverskridende og ikke kan skrives her. Men lagt i en kvindemund bliver det igen noget meget tidstypisk og acceptabelt(?). Publikum er vilde.
I det hele taget har Emma Sehested det udsolgte hus i sine hule hånd. Hun kan som en anden rockstjerne gøre hvad hun vil og ender som sagt tilbage i Paradisets have, helt stilfærdigt og sopper rundt i en dam.
Der er flere sidehistorier, bl.a. fyrer hun som en trodsig hystade på et tidspunkt både de syv kvinder i koret, pianisten og sandelig også lysmanden. Så bliver der sort og mørkt, og publikum må hjælpe til. Osv. Opfindsomheden vil nærmest ikke tage en ende.
Er der nogen anke? Måske er teksten for svag forestillingens længde taget i betragtning, men sammenhængen imellem scenografens sjove påfund med en nøgen krop malet på en lang silkekjole – og siden et muskelbillede, ligeledes malet på et trikot, er vittigt og sjovt. Sådan er det hele vejen igennem og fylder godt. Humoren og overskuddet pibler frem uafbrudt, mens kvindekampen også vil have plads.
Hvis al kvindekunst for tiden havde samme overskud, har den lange, seje kamp ikke været forgæves. For få år siden var der gruppen Sort Samvittighed, som også viste en imponerende styrke, nu har vi How to kill a dog til at holde os kampberedte. De er ret enestående i blandingen af noget på hjerte, humor, visuel opfindsomhed og masser af talent. Og så er der, som det udsolgte hus bevidner: en fin fornemmelse af den tid, vi lever i.
Komponist, musiker, skuespiller/ Emma Sehested Høeg
Instruktør/ Jennifer Vedsted Christiansen
Musiker, komponist, producer og musikalsk arrangør/ Viktor Dahl
Vokalensemblet Vigdis:
Anna Hørmann Sørensen, Malaika Naliene Lange, Dorte Pontoppidan, Laura Amalie Lystlund Larsen, Cecilie Schollert Mervild, Julie Konstantinovich Pedersen, Sara Dømler, Esther Sissel Fuglø, Karoline Ramnefjell Oldenburg Dolva, Josefine Verdoner Larsen, Linnea Storgaard, Ida Sofie Weber Strand, Anne Tetens, Tatiana Pil Kruhøffer, Helena Ruiz-Molsgaard, Amanda Ernø-Møller, Liv Kristensen Strandorf, Signe Kristensen Strandorf, Klara Søgaard Jensen, Benedikte Alsing Schuldt, Anne Cathrine Skovlund, Lea Christine Pelvig Poulsen, Veronica Lyneborg Vuust
Dramaturg/ Mikkel Flyvholm
Kreativ Producent/ Amanda Tilia Hamelle
Scenograf og kostumedesigner/ Petruska Miehe-Renard
Lysdesigner/ Balder Mark Nørskov
Makeup og hår/ Sevina Skogstad
Forestillingsfoto/ Sarah Buthmann