Kulturkupeen

Noget om Helte – Nørrebro Teater.

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Med “Noget om Helte” om Halfdan Rasmussens univers forsøger Nørrebro Teater sig igen med at kombinere litteratur og teater. Det er endnu et godt initiativ, men forbasket svært at få til at lykkes, fordi scenen er stor, teaterrummet enormt, og mange gange er teksterne, uanset om det er digte, sjove rim eller prosa, små intime størrelser, som kræver nærhed.

Noget om helte. Nørrebro Teater. Pressefoto.

Sådan er det også med Halfdan Rasmussens ”Tosserier”, der er blevet til ”Noget om Helte”.   De fire skuespillere, Stine Stengade, Henrik Lykkegaard, Anne Sofie Wanstrup og Albert Stein Ankerstjerne er vidt forskellige, men alle klædt ud som den Halfdan Rasmussen, de ældre generationer husker fra billeder i pressen og på bagsiden af bøgerne: En mager mand i rullekrave  og tætsiddende, halvmoderne bukser fra dengang i 1960’erne og så briller med skarpe øjne bag ved.  En gang imellem også en islandsk sweater. Men det, Halfdan Rasmussen erindres for, er ikke udseendet, det er underfundigheden, der rækker langt ud over hans egen person. For Halfdan ramte og rammer ned i det almenmenneskelige, som alle kan fatte og smile ad – uanset om de er på højre- eller venstrefløjen, om de bor i Hornbæk, hvor Halfdan levede sit liv, eller i Sønderjylland, Nordjylland eller Buddinge.

Noget om helte. Nørrebro Teater. Pressefoto.

Iøvrigt er idéen med ensklædte nu  brugt op. Genialt gennemført i forestillingen “Tove, Tove, Tove” – om Tove Ditlevsen, men dumt at kopiere og gentage.

Den debuterende instruktør,  Johan Sarauw, begår efter min mening den fejl at udstyre alle som Halfdan, også det 12 mands store folkekor og de to musikere.  Da der ikke sker en mærkbar udvikling i hverken spillestil eller look, holder dette grimme brune kostume ikke til to timers teater. For mændene går det an, men kvinderne ligner buschauffører eller amerikanske postbude. Det er synd.

Noget om helte. Nørrebro Teater. Pressefoto.

.Forestillingen omhandler vist den muntre Halfdan, der kan spidde sjælen med en vittighed. Men midt på scenen står et lysegrønt lysthus eller beboelsesvogn med musikerne. Smukt at se på, men hvor er forbindelsen?  Og heller ikke her sker en udvikling eller nedbrydning. I det hele taget magter det eksisterende materiale ikke at fylde to timer. 55 minutter kunne gå an.

Den fintfølende musik ved Adi Zukanovic er nydbar, men igen: uden poetisk og dramatisk nerve og udvikling.

Noget om helte. Nørrebro Teater. Pressefoto.

Skuespillerne er loyale, men synes at kæmpe en hård kamp  med lange passager uden ord.  Så bliver Halfdan da helt væk.

Medvirkende:  

Stine Stengade, Henrik Lykkegaard, Anne Sofie Wanstrup, Albert Stein Ankerstjerne og Nørrebro Teaters Folkekor samt musikerne Ida Nørby (Cello) Og Mads Nørby (Percussion)

Tekst: Udvalgte digte fra Halfdan Rasmussens “Tosserier”

Instruktion: Johan Sarauw

Scenograf, kostumer: Frederikke Dalum

Komponist, arrangør: Adi Zukanovic.

Koreografisk konsulent:Kasper Ravnhøj

www.nbt.dk