Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Skøn film om opera, kærlighed og jagten på en drøm.

I april måned havde den franske film Marguerite premiere i danske biografer. Historien var inspireret af den amerikanske amatør operasanger Florence Foster Jenkins liv i 1940ernes NY. En morsom og flot film. Florence er endnu en film om samme kvinde. Nu med den engelske instruktør Stephen Frears ved roret og med Meryl Streep og Hugh Grant i hovedrollerne.

Florence Mand og kone fest

Den velhavende Florence(Meryl Streep) elsker opera. Så meget, at hun ofte inviterer venner til private musikarrangementer i hendes egen musikklub The Verdi Club.  Her optræder og synger hun den ene kendte arie efter den anden for sine festklædte gæster. Der er bare den hage ved det, at damen synger pivende falsk. Ingen nænner at fortælle hende sandheden, end ikke hendes ægtemand og manager St. Clair Bayfield(Hugh Grant), en halvaristrokratisk, engelsk skuespiller, hvis karriere aldrig rigtig er blevet til noget. Florence lever i en illusion om at være en stor sangerinde. I hendes eget hoved er hendes stemme ganske vist speciel, men smuk og ren. For andre er den forfærdelig. I 1944 lykkes det den 76 årige Florence via gode kontakter i NY´s musikmiljø at leje Carnegie Hall og holde en koncert, hvor hun skal synge for 3000 mennesker.

06690 Florence Foster Jenkins - Photo Nick Wall.NEF

Hvis man ikke lige vidste bedre, ville man sige, at den historie er så far out, at den end ikke er egnet på film. Man bliver klogere. Florence er både morsom og gribende. Rigtig god underholdning, hvilket ikke mindst kan tilskrives Meryl Streeps og Hugh Grants pragtpræstationer. Der er en åbenlys kemi mellem de to. Det er sjovt at se dem spille overfor hinanden. I filmen spiller Hugh Grant en ældre herre. Grant spiller stadig på sin underspillede humor, charme og kvindetække, men der er noget oprigtigt og dybere ved hans karakter i denne film, end vi plejer at se.

Meryl Streep er fremragende som Florence, hvis hjem er en Penthouse Suite på et luksushotel i NY, mens hendes mand bor med sin kæreste et andet sted i byen. Vi har et åndeligt ægteskab, siger han et sted i filmen. Han elsker Florence, det er man ikke i tvivl om, og hun forguder ham, selv om hun dybest set tvivler på hans kærlighed.

Den forskræmte pianist Cosme McMoon(Simon Helberg) har også en fremtrædende rolle. Han er bl.a. kendt fra den amerikanske komedieserie The Big Bang Theory. Helberg har en meget udtryksfuld mimik og et stort komisk talent, hvilket ikke mindst kommer til udtryk, da han får at vide, at han skal akkompagnere Florence til koncerten i Carnegie Hall. Han er rædselsslagen for, at hendes sang vil ødelægge hans karriere. Man kommer til at tænke på Woody Allen i en ung udgave.

Florence synger pianist spiller

Visuelt er filmen fejende flot, med mange panoreringer over Manhattens travle gader, masser af statister, flotte dansescener, alt set i et nostalgisk lys fra 40ernes USA.

Marguerite og Florence er skønt handlingen i begge film er identisk meget forskellige. Florence er visuelt en nydelse, og med Meryl Streep og Hugh Grant i hovedrollerne kan det dårligt gøres bedre. Selv siger Florence i en af de sidste scener: Folk kan sige, at jeg ikke kunne synge, men ingen kan sige, at jeg ikke sang. Så sandt som det er sagt. Under rulleteksterne får vi vide, at de originale optagelser fra Florence Foster Jenkins koncert i Carnegie Hall er det mest efterspurgte båndede program i koncerthusets historie. Efter at have set filmen forstår man det godt. 5 stjerner herfra.  3

Instruktør: Stephen Frears

Fotos og trailer: SF Film og Twentieth Century Fox

Premiere: 25. august 2016