Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗

( 5 stjerner til sangerne, 3 stjerner tll iscenesættelsen og 2 stjerner til koreografien)

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Genopsætning fra 2014.

 

For få uger siden – en lørdag aften – lå jeg på sofaen derhjemme og så og hørte ”Den flyvende Hollænder” i direkte transmission fra Ofeliascenen – under Operafestivalen. Det var mageløst med Stephen Milling Johan Reuter, Ann Petersen m.fl. Sangerne var koncentrerede omkring det musikalske, og vi fik interessante nærbilleder. Men det var jo ikke den rigtige version. Nej. For den havde repremiere i lørdags på Operaen og skal spille i dette efterår med bl.a. Stephen Milling, Johan Reuter og Ann Petersen.

Den flyvende hollænder. Pressefotos af Per Morten Abrahamsen.
Den flyvende hollænder. Pressefotos af Per Morten Abrahamsen.

Selvfølgelig ville jeg være et skarn, hvis jeg postulerede, at oplevelsen på sofaen var større. Men, men. Der er så mange irritationsmomenter i denne engelske co-produktion af instruktøren Jonathan Kent, oprindelig med premiere i København i januar 2014 efter opstart i London.

Ikke et negativt ord om sangerne. Det var stadigvæk smukt og stærkt sunget over hele linjen, også de to tenorer Gert Henning Jensen og Niels Jørgen Riis. Men scenografen og instruktøren behøvede såmænd ikke være rejst til Danmark i første omgang, og spørgsmålet er, om det var en god idé med en genopsætning.

Historien er lettere romantisk. En fortabt kaptajn har i årtier eller mere sejlet rundt på verdenshavene om bord på et spøgelsesskib. Kun hvert 7. år må han gå i land og håbe på at møde en kvinde, der vil elske ham ubetinget. Senta har hørt om ham via sin kaptajnfar, og så tager pokker ved hendes fantasi. Det er ham og ingen anden, hun vil have. Men virkelig er han jo ikke.

16-09-10-hollaenderen-__ms_0093

Pressebillede.

I denne version tages div. dramaturgiske greb til hjælp: Vi møder lille Senta som barn, og da alt skal være logisk, forstår vi, at hun nærer et dybt ønske om at gemme sig væk i fantasien – bl.a. fordi hun mobbes af omgivelserne. Men en opera kan blive for bogstavelig og jordnær. Det er slet ikke nødvendigt med så mange forklaringer om dette brusende ungdomsværk af Wagner fra slutningen af romantikkens tid – og med inspiration fra de norske fjelde, hvor Wagner kom forbi. Der må gerne være lidt mystik – og ikke mindst, hvis sangerne giver lidt af sig selv.

Teaterprogrammet forsøger at hjælpe os på vej. Det er Sentas historie og retten til at lade fantasien råde iklædt hendes vidunderlige sang – og specielt balladen, der skal være det centrale i operaen, forklarer både instruktør og en dramaturg, der også beskriver det performative hos Senta. Ja, det skal nok hjælpe publikum. Læs nu de programartikler igennem, før de bliver trykt!

Den Flyvende Hollænder - Erik elsker Senta - hun elsker hollænderen!
Den Flyvende Hollænder – Erik elsker Senta – hun elsker hollænderen! Pressebillede.

Problemet er (og heldigvis for det) at det virker som om sangerne giver pokker i instruktørintensionerne og bare synger, det bedste de kan, men til gengæld glemmer følelserne. Det kan vi være delvis tilfredse med. Men noget skuespil fra andre end Stephen Milling, Gert Henning Jensen og Niels Jørgen Riis er svært at skimte.

 

Det store kor – vel mere end 70 mennesker –  lyder som vanligt smukt, men får desværre på bedste amatørvis lov umotiveret at danse rundt, og der er ovenikøbet nævnt en koreograf – også fra London. Værst bliver tredjeaktens fest, som mest af alt ligner nogle væltede klædeskabe i et par Eastend lejligheder i 1970erne. Det er grimt og ikke på den sjove måde.16-09-10-hollaenderen-__mg_9189

Pressebillede.

Festscenen i tredje akt, hvor byen slår sig løs udvikler sig også på værste Köln-vis til en faktisk massevoldtægt af Senta.   Det er overflødigt, frastødende og ubehageligt. I det hele taget er scenografien svær at forstå. Det begynder så smukt med videoprojektioner af det åbne hav – og ender banalt og trist som var det en sparedekoration med teatergarderobens affaldsspande, der ved en fejltagelse er kommet med på scenen.

Er der ingen på teatret med visuel fornemmelse, der kan se, at akterne ikke hænger sammen?

Det er synd for sangerne, at de bliver gidsler i en irriterende iscenesættelse. Og det er synd for publikum, der nok ikke er interesseret i grimme Wagner-moderniseringer og umotiveret massevoldtægt på scenen.

Men kapellet spillede fint under ledelse af Jun Märkl, der styrede balancen imellem orkestret og sangerne det meste af tiden.

Det er  årets eneste Wagner på Det Kongelige Teater. Den flyvende Hollænder spiller i alt 8 gange – sidste gang d.15.10.

 

Instruktør: Jonathan Kent

Instruktør ved genopsætning : Natascha Metherell

Dirigent: Jun Märkl

Assisterende dirigent: Ian Ryan

Scenograf: Paul Brown

Kostumedesign: Paul Brown

Koreograf: Denni Sayers

Lysdesign: Mark Henderson

Videodesign: Nina Dunn

www.kglteater.dk