Menu Luk

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Purcell på Gamle Scene.

Nemt er det ikke. Det er hverken opera, skuespil, revy eller ballet. En engelsk masque er det hele. Så når man beslutter at opføre Purcells “The Fairy Queen” i 2016 kræver det enorm indsigt i adskillige discipliner inden for teaterkunsten. Den kongelige Opera har nok troet sig på sikker grund ved at entrere med et udenlandsk hold – inklusive en tysk dramaturg. Og selvfølgelig er der barokspecialisten Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen.

forestillingsfotos- bedre end i virkeligheden ved Miklos Szabo.
Forestillingsfotos – bedre end i virkeligheden ved Miklos Szabo.

Men som jeg så og hørte premieren fredag, var det som om,  man havde moret sig kosteligt under indstuderingen, men glemt at vi andre også skal være med.

Kønt så det ikke ud – selv om der indimellem opstod nogle gode øjeblikke- bl.a. i 1. akts slutscene med et blomsterflor af hvidklædte rødhårede nymfer – med kun en kvinde resten mænd! Og denne tvekønnede legen kispus hele vejen igennem var i hvert fald ikke det, jeg har brug for. Cochita Wurst på Gamle Scene!

Det tror jeg heller ikke Purcell ønskede.

16-09-10-the-fairy-queen-miklos-szabo-_billede-3-af-drags-j6q3885dp

Forestillingsfotos – bedre end i virkeligheden ved Miklos Szabo.

Udgangspunktet er følgende: Purcell skriver en Masque, der opføres i 1692 med en handling henover Shakespeares meget komplicerede ”En Skæsommernatsdrøm”. Den er dog til at hitte rede i med en god instruktør. Men Aniara Amos, der både er instruktør og ulykkeligvis også scenograf, får den tanke at skippe Shakespeare og lade musikken og de isolerede scener tale for sig selv – og så lægge en snik- snak-historie oveni. Så begynder det at svømme. At hun også er vokset op med den tyske dekonstuktivistiske teaterstil gør ikke tingene bedre og mere forståelige, og hverken lysmand eller malerværksted synes at være blevet færdige. Der er alt for mange blege billeder på Gamle Scene, der også synes al for bred til den hittepåsomhed, forestillingen er udtryk for. Jeg har set mange barokoperaer i små, historiske teatre. Og det har været interessant hver gang – uanset graden af modernisering.

Dekorationsudkast af Inigo Jones - 1600 tallet.
Dekorationsudkast af Inigo Jones – 1600 tallet.

Gamle Scene fra 1872 er bare ikke den rigtige ramme, og det hjælper ikke at proppe noget malet pap op foran med halve totempæle.16-09-10-the-fairy-queen-miklos-szabo-_billede-4-af-deko-lyseroed-j6q3885dp

Forestillingsfotos – bedre end i virkeligheden ved Miklos Szabo.

Dirigenten Lars Ulrik Mortensen kunne have reddet aftenen, men musikken syntes ikke så nuanceret – blev blot et baggrundbillede for de irriterende løjer på scenen. Kun sangeren Maria Keohane, som den bærende kraft, havde noget af den rigtige barokklang. Når hun sang, glemt man alle de studentikose løjer.

16-09-10-the-fairy-queen-miklos-szabo-_j6q3885dp

Forestillingsfotos – bedre end i virkeligheden ved Miklos Szabo.

Som et ekstra hit var indforskrevet kostumedesigneren Jorge Jara, der til guldmedalje har formået at misfortolke Inigo Jones ( 1573-1652), den store engelsk arkitekt og scenegraf fra 1600 tallet – så det blev til et vulgært og frastødende dragshow, som det meste af tiden udfoldede sig på scenen, mens orkestret stred nede i graven. Ærgerligt, for vi har netop så mange gode kostumedesignere, bl.a. Anja Vang Kragh, Mia Stensgaard m.fl.

kostumetegning af Inigo Jones- the britiske masques mester - 1600 tallet.
Kostumetegning af Inigo Jones – den britiske masque’s mester – 1600 tallet.

Og så var der ham, der skulle rede alle tråde ud for os, Puk. Skuespilleren Ole Lemmeke havde fået opgaven. Han gjorde det i hvert fald ikke nemmere, som han stod der som en anden professor Tribini, hentet ud af hvilken epoke i teaterhistorien? Puk er en skovtrold – eller … Men hvor var vi – i hvilken epoke? Det var som om denne opsætning mere ønskede at gøre opmærksom på sig selv end berige os med nogle stemninger fra fortiden set med nutidens øjne. Det er jo grunden til at vi holder live i operaen som institution!

Så ærgerligt.

Bernt tegning af britisk Masque - 1600 tallet.
Berømt tegning af britisk Masque – 1600 tallet.

Instruktør: Aniara Amos

Dirigent: Lars Ulrik Mortensen

Scenograf: Aniara Amos

Kostumedesign: Jorge Jara

Lysdesign: Thomas Bek Jensen

Dramaturg: Louise Nabe

Dramaturg: Alexander Meier

Samarbejdet med Concerto Copenhagen er muligt, takket være en ny treårig donation fra Augustinus Fonden.

www.kgl.teater.dk