∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
”Måner har nu den farve som måner har”. Publikum klapper af lutter genhørsglæde, mens Hertha og Clara småskændes videre på den flinke måde.
Hvem kender ikke citatet? Eller skal man være over 60 år for at kunne huske, hvordan Clara Pontoppidan og Maria Garland småkævledes i Gustav Wieds ”Skærmydsler”, sendt i tv i 1961 og dermed gjort til folkeeje?
Pressefotos: Thomas Petri.
Folketeatret med direktøren selv, Kasper Wilton som instruktør, vover nu at sætte stykket op igen og lade det spille parallelt med Nødebo Præstegaard her i december måned. Så er toppen og bunden blandt publikumssegmentet vist også dækket godt ind.
Helt nemt har det nu ikke været, for Ghita Nørby måtte melde fra kun få dage før premieren i sidste uge. Heldigvis sprang Sonja Oppenhagen ind som den flinke, forfjamskede Hertha – og sammen med Malene Schwarz er det blevet til et formidabelt, velorkestreret spil, som ikke synes gammeldags overhovedet. Små moderniseringer i både ordvalg og udtale har også gjort, at dialogen løber let. Sekunderet af Preben Kristensen og Mathilde Norholt er der simpelthen intet at udsætte på den én time lange forestilling. Rigtig december-underholdning af bedste klasse.
Pressefotos: Thomas Petri.
Enhver detalje er tilsyneladende blevet nøje undersøgt. Alle betoninger, bevægelser, pauser og blikretninger synes rigtige. Publikum tøver heller ikke og honorerede med latter ca. hvert 15. sekund. Hvad mere kan man forlange, når historien er så enkel, som den faktisk er?
Gustav Wied skrev det lille stykke omkring århundredskiftet med premiere på Det Kongelige Teater i 1901, ca. 11 år før ”Inden for Murene” af Henry Nathansen. Selv om dette stykke har nogle langt alvorligere undertoner, er der dog visse ligheder. Den unge pige er videbegærlig og går til forelæsninger, men er det acceptabelt? Går det an? Er der mænd til stede? Og er emnerne ikke upassende? Det kan da ikke passe, at man påstår at mennesket ingen sjæl har? spørger den genstridige tante Clara sin unge niece.
Det to søstre lever side om side med deres niece. Der sker ikke meget i hjemmet, men heldigvis kommer niecen med et pust udefra, der dog skal dulmes, inden det når søstrene, ved at overtøjet tages af bag skærmbrættet, og hænderne varmes ved kaminen. Også professor Petersen må igennem ritualet, men hvilken fryd for begge damer. De ligner giftesyge gammeljomfruer af bare glæde over at se et rigtigt mandfolk i deres stue.
Malene Schwarz lægger sig næsten vandret i luften hen over det lille sofabord af jubel og med et bevidst svup med hånden får strikketøjet sig en tur på gulvet, mens Sonja Oppenhagen har tillagt sig en kropsholdning, som er hulkende morsom med fremskudt underliv og sitrende hænder, der meget fint illustrerer Claras evindelige udbrud – ”jamen dine bevægelser, Hertha”.
Pressefotos: Thomas Petri.
Med Christian Tom-Petersens stilfærdige scenografi med velvalgte møbler, der er detailorientereret med en gammel kevi-stol og en Braunradio signaleres på den gode måde fortid og nutid. Gøje Rostrups neddæmpede kostumer viser, at vi faktisk er i nutiden, blot plus 70 år med sutsko og pæne cardigansæt, mens niecen er i stramme cowboybukser og først i allersidste sekund lige får lov at checke sin facebook-profil, mens tæppet går ned.
Ak, ak, hvis ”Skærmydsler” handler om den snigende alderdom. Men glem det og nyd blot spillet. Det kan ikke gøres bedre, og månen er gul.
Forfatter: Gustav Wied
Instruktør: Kasper Wilton
Scenograf: Chr. Tom-Petersen
Kostumer: Gøje Rostrup
Pianist: Fini Høstrup
Medvirkende: Malene Schwartz, Sonja Oppenhagen, Preben Kristensen, Mathilde Norholt.