Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗

Af Eva Zierau.

Første scene. Vi befinder os på en barselsgang på et hospital i NY. Kameraet fokuserer på en nyfødt babys hånd. Jonah Reed(Jesse Eisenberg) har lige fået en lille velskabt søn. Hans kone er udmattet og sender ham ned til cafeen for at hente mad. På deres samtale fornemmer man, at der er noget mellem dem, der ikke er, som det skal være. Og slet ikke på sådan en dag. Vores nysgerrighed pirres. God start.

Filmes titel får en til at tænke krigshærgede zoner, meningsløs lidelse og  ødelæggelse. Det er heller ikke helt forkert, men kernen i filmen er et helt andet sted. Der er tale om et familiedrama, som kunne være vores alles. Hvordan kommer en familie videre, når børnene mister en forælder.

Foto: SF-Film

Filmen foregår tre år efter fotografen Isabelles Reed(Isabelle Huppert) død. Hun var en kendt og højt estimeret krigsfotograf, der arbejdede for The New York Times. Hun døde ikke i felten, men ved en bilulykke på en orlov hjemme i NY. Hun efterlod sin mand Gene Reed( Gabriel Byrne), tidligere skuespiller men nu lærer på den lokale highschool og deres to sønner Jonah og Conrad Reed(Devin Druid). Jonah var flyttet hjemmefra på det tidspunkt, men Conrad, der dengang var 12 år, boede hjemme.

Foto: SF-Film

Forholdet mellem Conrad og Gene er dårligt. Conrad, der går på den highschool hvor Gene underviser, er konstant sur, indadvendt og afvisende over for sin far. Man får lige godt ondt af Gene, som gør alt, hvad der står i hans magt, for at nå sin søn. Det handler ikke bare om almindelig teenageforvirring. Det stikker langt dybere end som så, erfarer vi også senere i filmen.

Da The New York Times, i forbindelse med en planlagt retrospektiv udstilling af Isabelles fotografier fra verdens brændpunkter, vil lave en artikel om hende, kommer det til at fremgå af denne, at Isabelle nok ikke døde ved en almindelige bilulykke, men snarere kørte sig selv i døden. Noget som Gene og Jonah er klar over, men Conrad ikke, da de syntes, at han var for ung til at kapere dette. Jonah tager til NY nogle dage for at hjælpe sin far med at fortælle Conrad sandheden og samle de billeder, der skal med på udstillingen. Det er her det egentlige familiedrama udspiller sig.

Foto: SF-Film

Filmen er kontrastfyldt og bevæger sig mellem drøm og virkelighed, mellem fortid og nutid, mellem krigshærgede zoner og hjemmet udenfor NY. Der er ikke megen kronologi i den historie. Der er mange handlingstråde. Så mange, at det kan være vanskeligt at holde rede på dem.

Isabella er filmens hovedkarakter, men vi ser hende ikke ret meget. Når hun dukker op, fornemmer vi hendes splittelse. Hun forsøger med sine voldsomme billeder at redde verden, vil vise krigens gru og meningsløshed. Hun er splittet mellem to liv. En større sag og det nære. Hun siger et sted i filmen. ” Man er altid det forkerte sted. Når du er hjemme vil du ud igen. Når du er ude, vil du hjem til dem du elsker, men så opdager du, at de egentlig ikke behøver dig”.

Foto: SF-Film

Filmen får en til at tænke på den prisbelønnede film  A Thousand Times Good Night (2013) af den ligeledes norske filminstruktør Erik Poppe med Juliette Binoche og Nikolai Coster- Waldau i hovedrollerne. Denne film handlede også om en kvindelig krigsfotograf, og de personlige omkostninger dette farlige job har for familien.

Den 41 årige Joachim Trier står bag filmen og er en af Norges store instruktører. Han har vundet mange priser og bliver betegnet som et enestående naturtalent. Louder than bombs er hans første engelsksprogede film. Og ja, han er, om end langt ude, i familie med Lars von Trier.

Louder than bombs er velspillet og visuelt flot. Der bliver brugt både håndholdt og stationært kamera. Der er en del stærke billeder fra krigszoner, som dem, vi ser på tv. Filmen er fragmenteret, hvilket gør det lidt svært at engagere sig emotionelt i karaktererne.

Slutningen er kuriøs. Man tænker: ”Hvad skete lige der”? Men gå ind og se filmen. Den er god.

Trailer: SF-Film og Montages.no

Instruktør: Joachim Trier

Premiere: 3. december 2015