Kulturkupeen

Fotografen Henrik Saxgren på Sophienholm.

5 stjerner til billederne, men meget få til formidlingen.

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Fotografen Henrik Saxgren på Sophienholm.

Henrik Saxgren: Fra Tønder til Thule – det meditative landskab.

Sophienholms park er denne søndag besøgt af mange storfamilier, børnefamilier, børnefødselsdage, hundefolk og enlige ulve. Indenfor i de gamle rum hænger billeder af bl.a. isbjørne, men ellers er der tyst. Sådan behøvede det ikke at være.

For fotografen Henrik Saxgrens store billeder er mere end spiselige og forståelige. Udstillingen ”Fra Tønder til Thule – det meditative landskab” er til dels den samme som tidligere er blevet vist på Johannes Larsen Museet i Kerteminde, hvor billederne kunne opfattes som en moderne pendant til Johannes Larsens fascination af naturen.

Regnbue ved strand Henrik Saxgren, 2015. Sophienholm,  2021.

Ophængningen på Sophienholm er klar og fin. De primært sort/hvide/grålige billeder klæder det klassicistiske hus, for de taler også i et rent sprog.  Det er sne, isbjerge, himmel, og indimellem også nordboer, mennesker som dyr og fugle, Henrik Saxgrens kamera fanger. Der er kun minimale titler på billederne, måske for ikke at forstyrre. Udstillingen mangler derfor i høj grad at blive formidlet. Det er synd.  Der er ingen plancher, ingen papirer ved indgangen, så vidt jeg kunne se. Og netop sammenstillingen af Tøndermarsken og den grønlandske natur måtte gerne få et par stikord.

Henrik Saxgren er selv er en fortræffelig formidler, ikke kun som fotograf, men også verbalt kan han bedre end nogen anden forklare hensigten med det hele. Den udvikling, som fotografen Henrik Saxgren (1953) i øvrigt har været igennem, fra han som hårdtslående reportagefotograf og medstifter af fotogruppen 2. maj bevægede sig over i en anden genre i midten af 1990erne og i dag har en lang række fotografiske kunstbøger bag sig, er interessant og bør forklares. Så vil  også det  ”meditative” i naturbillederne fra både Marsken og Grønland blive en del af portrættet af fotografen Henrik Saxgren.

Vandvejen til Mandø. Henrik Saxgren, 2015. Sophienholm. 2021.

I dag lader fotografen sig tilsyneladende ikke længere nøjes med det kraftfulde motiv, det direkte aflæselige, for der er også kommet følelser og urkræfter med, en stilhed og en storhed, som forplanter sig til beskueren og giver en form for ro.

Blodspor. Hvalsundet. Henrik Saxgren. 2015. Sophienholm 2021.

Alligevel er Saxgren i grønlandsbillederne heller ikke gået af vejen for et par isbjørnebilleder, hvor blodets røde farve stjæler opmærksomheden, så der ville være nok til at engagere et par dyreværnsforeninger.

Iskanten og Herbert Ø. Henrik Saxgren, 2014. Sophienholm 2021.

Jeg har mange gange hørt Saxgren udlægge sin arbejdsmetode og billedmotiver, og det bliver man klogere af.  Det ville derfor have nyttet med nogle tekster på væggen – eller en lap papir ved indgangen. Det er ikke nok med en pressemeddelelse på nettet med et par kuratorord. Der skal mere til. Hvorfor kaldes udstillingen for meditativ?  Var Saxgren på ”jagt”, eller kom motiverne blot til ham?  Var det en slædetur, eller venskab med fangere, der fik Saxgren tæt på isbjerge og grønlandske fangere? Og hvor går grænsen mellem det meditative og det makabre, når Saxgren tager billeder af blødende isbjørnekæber? Hvor længe var han deroppe? Spørgsmålene hober sig op, men svarene udebliver.

Bag udstillingen ligger der flere allerede publicerede fotobøger. Det er fint, men man kan jo ikke bære rundt på dem, endsige kræve, at publikum skal købe tunge bøger for at trænge om bag værkerne på en kunstudstilling.

Fra udstillingen med billeder af Henrik Saxgren. Sophienholm 2021.

Alt imens de fine rum står i ensomhed med billeder, som ville kunne berige rigtig mange mennesker, bliver folk siddende udenfor og drikker kaffe, spiser dyre anretninger eller løber skrigende rundt på plænen og ser ud over Bagsværd Sø for at lade øjet fange et par grimme højhuse i horisonten.

Og så kan man tænke på de politikere, som gav lov til at ødelægge den idyl, som engang var derude på Sophienholm.

Landstedet Sophienholm, ombygget af familien Brun i 1802-05 af arkitekten Ramée. Foto: US.

Parken ved Sophienholm

Den hovedrige familie Brun fik det gamle Sophienholm ombygget i 1802-05 af den franske arkitekt Ramée (ham, der også byggede Øregaard). Også haven blev på det tidspunkt omlagt til den nuværende form i engelsk-romantisk stil. Et interessant sammenstød: fransk nyklassicisme omgivet af en romantisk have. Men det var moderne. I huset var der liv, når familien var hjemme, for fru Brun afholdte saloner for datidens åndsaristokrater, mens datteren Ida måtte danse og vise de såkaldte Attituder for gæsterne. Hun var bleg og for mager,  siger historien, men når hun optrådte både her og i udlandet ved moderens saloner, kunne hun tryllebinde alle, bl.a. Bertel Thorvaldsen. Men en lidt makaber detalje: hendes stemme var i bas, skriver den lidt sladrevorne J. M.Thiele, der var datidens ”starfucker” og derfor også kom hos familien Brun.

Norske Huset med slynget trappe i beton og Hein Heinsens bronceskulptur – alt skulle samles af havearkitekten Torben Schønherr. Sophienholm, 2021. Foto: US.

Parken er smuk. Der er ikke så mange skulpturer, men et meget ambitiøst værk skabt af bl.a. billedhuggeren Hein Heinsen ved Norske Huset trænger i den grad til pleje, renovering og fornyet formidling, (der er dog en planche derude.)  Intentionerne dengang var gode, og ambitionerne tårnhøje og Statens Kunstfond betalte regningen i 1993. I det lille træhus på toppen skulle residere digtere på skift, og en kopi af Gerrit Rietvelds berlinerstol fra 1923 skulle symbolisere læsesituationen, men også usikkerhed på grund af stolens asymmetri. Men der er ingen stol i dag. Kun lidt støv og rod er tilbage, når man ser ind gennem ruderne. Udenfor, midt i en spiraltrappe (desværre af snavset beton) er placeret en smuk, ret abstrakt skulptur i patineret bronze af Hein Heinsen med henvisning til Willumsens Bjergbestigersken. Det hele skulle samles af landskabsarkitekten Torben Schønherr, men det er svært at se i dag. Nu er der brug for en kærlig hånd – indenfor, udenfor ved betontrappen og ikke mindst i det landskabelige. Ellers bliver netop Norske Huset udtryk for forgængelighed og forfald, og det er næppe meningen i disse tider.

Sophienholm Kunsthal, som stedet kaldes, ejes af Lyngby-Taarbæk Kommune og har fået ny kunstnerisk leder for et halvt år siden. Det bliver spændende at se om park og udstillingssted igen kan blive imødekommende og attraktivt for mange mennesker – på linje med den velbesøgte café og de skrånende græsplæner.

Henrik Saxgren: Fra Tønder til Thule – det meditative landskab.

21.4. – 13.6. 2021.

 

ww.sophienholm.dk

En tanke om “Fotografen Henrik Saxgren på Sophienholm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.