Kulturkupeen

Frøken Julie for fuld sal på Bellevue Teatret.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af ulla strømberg.

Frøken Julie for fuld sal på Bellevue Teatret.

Det høje niveau fastholdes i “Frøken Julie”, selv om det nu kan være mere end 10 gange så mange publikummer i salen i Klampenborg på Bellevue Teatret som ved den tidligere opførelse.

Frøken Julie på Bellevue Teatret, 2021. Alban Lendorf og Sonja Richter. Foto: Robin Skjoldborg.

Det er fortsat spændende, hvad der sker med Thure Lindhardts iscenesættelse af “Frøken Julie”. Det er hans debut som instruktør og projektet dumpede ned i coronakrisen, så det er svært at vide, hvad der var årsag til forløbet med først åbne prøver ” Work in progress”, siden en smuk, lille opførelse på selve scenen med 50 publikummer på  tætteste hold. Nu er forestillingen blevet flyvefærdig og med fuld sal på Bellevue Teatret – og skal derefter på turné i det ganske land.

Der er sket en hel del fra gang til gang.  Maja Ravns scenografi ligger nu nogenlunde fast og ligeså musikken med spændende allusioner til svensk folkemusik af Andreas Bernitt, som også er medspillende på scenen i bogstavelig forstand.

Frøken Julie på Bellevue Teatret, 2021. Musikeren Andreas Bernitt. Tegning af Claus Seidel.

Sonja Richters ”Frøken Julie” er også blevet mere pjattet, mere irriterende, mens den debuterende skuespiller Alban Lendorf har fået endnu mere styr på stemmen, så det er et meget frit sprog, han giver figuren Jean. Flot. Alt det andet: kroppen, mimikken og hele attituden som den både charmerende, beregnende men også underdanige mand har den tidligere solodanser haft hele tiden i rollen.  Kristin, tjenestepigen, har dog skiftet skuespiller, og da jeg nu genså forestillingen bliver Kristin spillet djærvt af Kitt Maiken Mortensen uden de helt store fortolkningsmuligheder. Kristin er datter af folket, tro mod sit herrefolk, går i kirke og vil giftes med én fra sin egen klasse. Og bare han ikke ligger i med en klassefælle, er det ok.

Frøken Julie på Bellevue Teatret, 2021. Alban Lendorf.  Tegning af Claus Seidel.

Men jeg må konstatere, at enten læser Thure Lindhardt ikke Kulturkupeen.dk eller også er han bare krop uenig med mig. For hvor der allerede i anden version var fyldt godt på med symboler og ekstra mimiske passager, er der endnu mere toppings denne gang, og så er der indlagt pause. Det er sikkert af praktiske grunde, men stopper lidt for oplevelsen af den fortløbende historie.

Det kan selvfølgelig diskuteres, hvor hårdt man kan og bør gå til dette næsten ”hellige” spil fra 1888 om kønnenes og klassernes evige kamp. Oprindelig forbudt for offentlig adgang, da stykket var for vovet, for frivolt, siden vel gjort til indbegrebet af det naturalistiske teater ikke mindst takket være Strindbergs lange og manifeste forord.  Teksten er så klar, at der med gode skuespillere ikke behøves så meget ekstra. Nu er her et uendeligt antal ”indramninger” – hvor en tom ramme holdes op for en person, som så slår sig ud af billedet. Også lange pauser i dialogen fyldes med mimiske dansesekvenser. Det er helt fint et par steder, efter Strindbergs forskrifter, men tager lidt overhånd. Selvfølgelig er Lendorf en fryd at skue med bowlerhat, når han dansende drømmer sig til hotellet i Norditalien, eller når han giver frøkenen en svingom. Men det må ikke blive kabaret.

Fortolkningsmæssigt har denne tredje version nok alligevel ikke flyttet sig så meget, men synes nu med store bogstaver og understregninger, i stedet for et mere kammerspilsagtigt underspil. For selv om spillepladsen nærmest er tom, kun med et bord, en gryde samt grevens ridestøvler er bagvæggens mange rammer egentlig ganske tyngende.

Selvfølgelig er der forskellige fortolkningsmuligheder: Indblik, udsyn eller er det de fortabte forfædre, som har forladt deres pladser bag glas og ramme? Når Frøken Julie ”tænker”, og hendes følelsesudbrud skal manifestere sig rent fysisk, kaster hun med blødkogte æg. Også her er der selvfølgelig igen masser at muligheder: frugtbarhed etc.

Ligeså er der fortsat en brise af løv blæst spektakulært ind på scenen. Bladene har fortsat noget efterårsagtigt over sig  – men det er midsommeraften i det svenske!

Frøken Julie på Bellevue Teatret, 2021. Alban Lendorf og Sonja Richter. Foto: Robin Skjoldborg.

Men der er swung og kraft over forestillingen, og slutningen, som ikke skal røbes, er vist blevet lidt tydeligere, selv om det sker off stage- eller i hvert fald ikke, så jeg kunne se noget.

Jeg kan kun gentage – Thure Lindhardt har afgjort sans for instruktion, men han må ikke miste tilliden til en så kraftfuld tekst som “Frøken Julie”.  Og skuespillerne lever mere end op til kravene.  Forestillingen tager på danmarksturné, hvilket er en god idé, da alt nu synes at være langtidsholdbart.

Se henvisninger her til de tidligere anmeldelser, hvor det mere historiske også beskrives, bl.a. om Strindbergs ”had” mod kvinder etc.

https://www.kulturkupeen.dk/froeken-julie-paa-bellevue-teatret/

https://www.kulturkupeen.dk/froeken-julie-work-in-progress-paa-bellevue-teatret/

 

 

 

Med Sonja Richter, Alban Lendorf, Kitt Maiken Mortensen & Andreas Bernitt
Manuskript August Strindberg
Musik Andreas Bernitt
Scenografi Maja Ravn
Instruktion Thure Lindhardt

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.