∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Frøken Julie på Bellevue Teatret.
Overbevisende skuespillerdebut for stjernedanseren Alban Lendorf.
Projektet er mere end ambitiøst. At spille et af verdensdramatikkens vigtigste værker på Bellevue Teatret, der er kendt for musik -, danse- og underholdningsteater.
Heldigvis lykkes det over al måde med denne ganske fysiske version af Strindbergs skuespil fra 1888.
Frøken Julie på Bellevue Teatret, 2021. Musikeren Andreas Bernitt.Tegning af Claus Seidel.
Premieren her i 2021 på ”Frøken Julie” har været ventet med interesse. For den markerer hele to debut’er: skuespilleren Thure Lindhardt springer ud som teaterinstruktør, og solodanser Alban Lendorf debuterer som skuespiller. Med i forestillingen er tillige den garvede Sonja Richter i titelrollen samt Sara Hjort Ditlevsen som Kristin, mens Andreas Bernitt agerer musiker på scenen og står for hele lydbilledet.
Frøken Julie på Bellevue Teatret, 2021. Alban Lendorf og Sonja Richter. Foto: Robin Skjoldborg.
Fra åben prøve til færdig forestilling
Allerede i oktober 2020 var jeg så heldig at få lov at overvære en offentlig prøve på ”Frøken Julie”. ”Work in progress” kaldte teatret forsøget. Meget var anderledes dengang, og rent skuespillermæssigt er der siden sket et kvantespring. For Alban Lendorf har ikke alene fået mere fat i figuren Jean, han har tilført den attråede lakaj både charme, veltalenhed og nærvær.
I hver nye opsætning af denne klassiker sker der justeringer i fortolkningen af den ganske geniale tekst. For Strindberg har formået med tre personer som marionetter at skildre både klassekamp, kønskamp og såmænd også taget hul på den Freud, som eftertiden har været præget af.
Mennesket er en kompleks størrelse, vidste Strindberg. Fortiden og opvæksten kan nemt blive et fængsel, som det er umuligt at flygte fra. Det havde Strindberg følt på egen krop og i sin sjæl som tjenestekvindens søn. Men heldigvis var han i stand til at omsætte både intuition og erfaringer til geniale og eviggyldige tekster om menneskelige sammenstød. For netop ”sammenstød” præger skuespillet ”Frøken Julie”: Vi tiltrækkes og frastødes, vi vil – og tør alligevel ikke. Kulde og varme som kontraster.
Frøken Julie på Bellevue Teatret, 2021. Alban Lendorf og Sonja Richter. Foto: Robin Skjoldborg.
Alt det og mere til kommer fint og tydeligt frem i denne nye version af ”Frøken Julie”, hvor historien som foreskrevet finder sted midsommeraften på et gods i køkkenet med kokkepige Kristin som et stilfærdigt iagttagende væsen – i begyndelsen. For i modsætning til Jean, kender hun sin plads i hierarkiet. Hun og han er langt nede, tror de, og frøken Julie understreger det taktløst. Jean har i øvrigt sit ydre imod sig, for som tjener burde han jo ikke være så attraktiv, at den fine frøken, husets datter, faldt for ham. Men det gør hun.
I ”Frøken Julie” er alle detaljer vigtige. Strindberg overholder tidens og stedets enhed – vi ser dét, vi skal se, og som undertitlen siger: et naturalistisk sørgespil – i øvrigt med et langt forord, som er blevet et teaterhistorisk manifest om naturalistisk teater.
Frøken Julie på Bellevue Teatret, 2021. Alban Lendorf, Sara Hjort Ditlevsen og Sonja Richter. Tegning af Claus Seidel.
Instruktionen
I Thure Lindhardts instruktion, som er finpudset siden den åbne prøve i oktober, er der mere end styr på alle nuancer hos Strindberg. Tiltrækning over for frastødning, ganske kraftigt understreget af en inciterende og insisterende musik, der i begyndelsen skaber svensk sommerstemning, men siden går over i mol.
Strindberg har angivet alderen på figurerne: Kristin er 35 år, Jean 30 år, mens frøken Julie skal være 25 år. Her i denne opsætning er der nok byttet lidt rundt – for Sonja Richters frøken er mere end frustreret og livstræt, som en anden Hedda Gabler fra Ibsens skuespil. Det synes som om hun er bevidst om, at løbet er ved at være kørt, og at man som kvinde må tage, hvad som byder sig til. Det er ok med forskydningen, men forrykker fortolkningen. Alban Lendorfs Jean er fuld af krudt, så længe han ikke ser på Grevens støvler eller kan høre klokken, for så melder undermennesket sig. Der er uendelig mange rigtige nuancer og detaljer i hans kropssprog, og han har magt over ordene. Det lover godt for en fremtidig teaterkarriere, hvis han bare ikke bliver for moderne i diktionen og lægger vægt på alle stavelser. Sonja Richter har altid haft et stort klaviatur at spille på – og frøken Julie har tilstrækkelig mange humørsvingninger, så der er nærmest frit slag for Richter.
Kristin-rollen er her blevet gjort gravid fra første sekund. Hun tager sig til maven og har ind imellem smerter i underlivet. Samtidig er også hun blevet udstyret med rigelig mange bevægelser og kropsattityder. Det hele bliver lidt bergmansk og viser for feinschmeckere hen til en Bergman-iscenesættelse af “Hedda Gabler” i 1960erne, hvor Hedda var gravid. Også hun (som Julie) tager jo sit eget liv. Det er slet ikke nødvendigt at gøre Kristin-rollen gravid. Faktisk fungerer figuren allerbedst, når hun tavst iagttager alt fra en position bag en masse rammer.
Frøken Julie på Bellevue Teatret, 2021. Alban Lendorf. Tegning: Claus Seidel.
Det er som om, Thure Lindhardt har haft for meget tid, har tvivlet lidt på skuespillerne og teksten og derfor har bygget uden om og oven på Strindbergs stringente tekst (og regibemærkninger). Scenografen Maja Ravn har skabt et stort symbolsk bagtæppe bestående af uendelig mange rammer, der kan fortolkes på forskellig vis: herregårdens vinduer, måden vi i dag ”framer” andre mennesker på, eller måske ligefrem prøver at fastholde dem på.
Når uhyggen i forestillingen stiger, blæser der masser af vinløv, som ligner efterårsblade. Fint nok, men lidt for “meget”. Tillige er der mod slutningen en jordbunke, som Julie på en eller anden måde knytter sig til for at ende som en kristusfigur med udstrakte arme. Det er nu lidt svært at acceptere, at frøken Julie bliver et offer. Hun er snarere en taber og jo den person, der sætter gang i intrigen og lus i skindpelsen. Og så skal vi have ondt af hende?
De andre personer klarer sig: Kristin har sin religion, og bare Jean gifter sig med hende (og barnet), så skal det nok gå. Jean er derimod slået tilbage som en anden ludobrik. Modet har svigtet ham, og han nøjes med at give Julie en barberkniv som eneste mulige udvej på nattens udskejelser. Så kan han selv fortsætte sin dont.
Så vinderen i denne omgang bliver vist Kristin, kvinde, kokkepige og underklassens repræsentant – samt den troende.
Der er meget godt (og moderne) i denne “Frøken Julie”, hvor vi ved premieren kun var 50 mennesker, der sad helt tæt på og kunne glæde sig over hver en nuance.
Men jeg tror, at det vil være nyttigt, før en kommende større danmarksturné, at instruktøren Thure Lindhardt fjerner nogle af sine symbolistiske ideer og holder sig stringent til Strindbergs forslag. Resten kan skuespillerne og musikeren klare. Og publikum vil uden forvirring gå beriget ud af teatersalen.
Frøken Julie på Bellevue Teatret, 2021. Alban Lendorf og Sonja Richter. Foto: Robin Skjoldborg.
Ekstra: læs gerne min kommentar vedr. “Work in Progress” ,efteråret 2020: https://www.kulturkupeen.dk/froeken-julie-work-in-progress-paa-bellevue-teatret/
og læs anmeldelse af Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møllers version fra 2019, hvor Jean og Kristin er ganske midaldrende, mens frøkenen er helt ung: https://www.kulturkupeen.dk/froeken-julie-kongelige-teater/
Og seneste anmeldelse af en version på Vendsyssel Teater, hvor frøken Julie og Jean skifter roller midtvejs: Han kommer i hendes kjole og omvendt: https://www.kulturkupeen.dk/froeken-julie-paa-vendsyssel-teater/
Medvirkende:
Sonja Richter, Alban Lendorf, Sara Hjort Ditlevsen & Andreas Bernitt
Manuskript:August Strindberg
Musik Andreas Bernitt
Scenografi Maja Ravn
Instruktion: Thure Lindhardt
|
|