∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
GENERATION 9/11 – ET MARERIDT OM DEN AMERIKANSKE DRØM.
Det er ikke til at bære, og alligevel må vi ikke glemme d. 11. september. Her i 20-året markerer både Betty Nansen Teatret i samarbejde med Mungo Park og Odense Teater de grufulde hændelser i New York for 20 år siden.
Generation 9// på Edison, anneksscene til Betty Nansen Teatret. 2021. Medv. Ellaha Lack, Sebastian Aagaard-Williams, Søren Birch Plum. Tegning af Claus Seidel.
Det er ikke nemt at skabe teater om så alvorligt et emne og ikke havne i ”kronik-teater”. Men det er lykkedes overbevisende af den unge dramatiker Nanna Plechinger Tüchsen med “Generation 9/11”. Hun var på samme alder som hovedpersonen, 11 år gammel og boede i New York, da ulykkerne ramte den vestlige verden.
“Generation 9/11” er er forestilling set med barnets og børnenes øjne. Tre børn står på scenen, og dermed er “Generation 9/11” snarere blevet til en børne/ungdomsforestilling end en begavet voksenforestilling. Det er selvfølgelig problematisk, når forestillingen spiller kl.20. om aftenen. Men accepterer man de præmisser, som teatret dog ikke melder ud, er forestillingen interessant på flere niveauer.
Generation 9// på Edison, anneksscene til Betty Nansen Teatret. 2021. Medv. Ellaha Lack. Pressefoto af Miklos Szabo.
Tre skolebørn og kammerater, ca. 11 år – bosiddende uden for Manhatten, oplever det mest grufulde, der kan ske. Den ene mister en moder, den anden en fader og den tredje, den dansk pige, er talerøret. Hun vi bare gerne være hjælpsom, patriotisk og GOD. Deres reaktioner er vidt forskellige, som mange psykologibøger kan fortælle. Dvs. manglende erkendelse, solidaritet etc. hos de udsatte børn.
Generation 9// på Edison, anneksscene til Betty Nansen Teatret. 2021. Pressefoto: Miklos Szabo.
Så går det ellers over stok og sten, hvor vi møder både pigens danske forældre (i dannebrog-tøj), en skør bedstemoder, en flink lærer, og vi ser det første kys. Det er meget at nå på en time, og metoden er da også den moderne teaterstils anvendelse af gamle agitprop- teknikker fra 1930-erne. Man tager en papmachemaske på, og vupti er man en anden. Sådan kan det skifte i en uendelighed.
Der er intet at udsætte på det hele, som med Ida Grarups fikse, skæve, sammenbrudte kulisse og sjove kostumeskift får det dybt, dybt tragiske til at blive spiseligt. Selv den nervenedbrudte og fattige, enlige moder, der må tage job i Wall Mart, fremstilles som en revyfigur med bærepose over hovedet. Vi ler midt i tragedien.
Generation 9// på Edison, anneksscene til Betty Nansen Teatret. 2021. Tegning af Claus Seidel.
Instruktøren Anna Malzer er i det daglige er leder af Mungo Park og har flere gange erklæret, at det er de unge, hun vil have fat i. Hun er også her ude med snøren, og den manøvre udføres effektivt og professionelt. De tre skuespillere, Ellaha Lack, Sebastian Aagaard-Williams og Søren Birch Plum retter ind og leverer i motorvejstempo upåklagelige præstationer.
Forestillingen spilles i den kommende måned på Edison hos Betty Nansen Teatret og bliver efterfølgende en del af Mungo Parks løbende repertoire. Det er en rigtig god idé – og man kan bare ønske forestillingen alt muligt godt som ungdoms/børneturnéforestilling.
Men husk gerne at sætte den rette etikette på, så publikum i København ikke forvirres.
MEDVIRKENDE Ellaha Lack dubleret af Emma Silja Sångren, Sebastian Aagaard-Williams, Søren Birch Plum
MANUSKRIPT Nanna Plechinger Tüchsen
INSTRUKTION Anna Malzer
SCENOGRAFI Ida Grarup