Kulturkupeen

Ulf Pilgaards erindringer i ny bog: Hellere halvgammel end helt død.

Anbefaling af Ulla Strømberg.

Ulf Pilgaards erindringer i ny bog: Hellere halvgammel end helt død.

En optimistisk og læseværdig erindringsbog af Ulf Pilgaard og Ole Sønnichsen.

Erindringer og selvbiografier får ikke stjerner. Man kan jo ikke ændre på sit liv, men selvfølgelig kan man skrive mere eller mindre begavet og interessant.

Ulf Pilgaards ”optimistiske fortælling om livet” – skrevet sammen med Ole Sønnichsen er en letlæst, læseværdig bog, hvor det ene positive kapitel afløser det andet. Ulf Pilgaard må have et lyst sind og et positivt syn på livet, og det har Ole Sønnichsen forstået at samle til en stor og varm beretning, der selvfølgelig også afslører nogle af livets skyggesider. Det er i øvrigt også Ole Sønnichsen, der sammen med Ulf Pilgaard skrev den første biografi: ”Mt liv som Ulf ” i 2015.

Den nye bog skal afrunde de 40 år i Cirkusrevyen og ikke mindst berøre livet, døden og alt det andet, der ikke umiddelbart er noget, man skal betale entre for at lytte til.

Erindringerne lægger hårdt ud og beretter om Ulf Pilgaards hustrus død for få år siden. De havde været gift i en menneskealder, og i de sidste år var hun i rullestol på grund af en uhelbredelig sygdom, men alligevel fortsatte deres gode samliv.    Bogen er generelt ”blødt” skrevet, undtaget i de passager, hvor døden er en del af fortællingen. Da bliver ordene og sætningerne lidt afstumpede og kantede. Ligeså når det kort indføjes, at Pilgaard har fået en ny veninde, som dog ikke er rykket ind i huset i Hellerup.

Der er ikke mange ord om børn, selv om der har været sønner, og den ene fik et hårdt liv og ikke lever mere. Men teatret trænger sig på, for på trods af teologistudier lod Pilgaard sig alligevel indrullere i showbiz. Det førte hurtigt til den lettere, men også ganske svære genre: Revyen.

Der skrives venligt og næsten nænsomt om alle de gamle og kendte kolleger. Her er ikke tale om name dropping, kun få er med og ligeså med venner fra barndommen, men bl.a. den nu afdøde filmanmelder m.m. Ole Michelsen får flinke ord med på vejen.

Opvæksten i et præstehjem og siden valget af teologi på universitetet og en fortsat kristen livsholdning beskrives ligeledes, så det hele bliver forståeligt, acceptabelt m.m.

Men selvfølgelig er Pilgaard egocentreret. Det må man være som skuespiller. Man må kende sin krop og fysiske form, og Pilgaard har bl.a. afstået fra at stå på ski, for ikke at brække noget i de lange ben.

Et tilbagevendende emne, som pibler lidt frem i flere kapitler er, hvorfor denne belæste og fornuftige mand ikke gjorde mere for at prøve kræfter med de store forfattere og dramatikere.   For Ulf Pilgaards talent er stort og har været det i årtier.  Havde bogen været en regulær interviewbog, ville han ikke kunne krybe uden om spørgsmålet.  Men nu fremstår det hele næsten rosenrødt, for Pilgaard har da været tilfreds med de få alvorlige roller, han trods alt har spillet. Set udefra må Cirkusrevyen i 40 sæsoner have taget både tid og kræfter.

Blev Pilgaards afhængig af applausen fra 1300 mennesker aften efter aften, eller glemte han at tænke sig om en ekstra gang? Det får vi ikke at vide.

Der er flere interessante iagttagelser om at spille revy. Bl.a. hvordan man får publikum til at le. Her er det ikke kun skuespillerens indsats, der er afgørende. Publikum skal faktisk også møde noget, de allerede kender i forvejen. Og ikke mindst derfor er bl.a. Pilgaards mange portrætter af Dronning Margrethe så vidunderligt morsomme. Vi forventer noget, og får vi så varen, blev vi jublende glade. I øvrigt har selv Dronningen været glad for portrætterne, og Prins Henrik elskede bl.a. det berømte nummer, hvor Pilgaard er iført knæbukser og meget stormønstrerede strømper.

Hvis man er til det royale, så har Pilgaard opnået det højeste. Han har været til hofbal, samtalet med Dronningen og ligefrem budt hende op til dans.

Det vigtigste i bogen er måske en opsang til dansk teater – som Pilgaard kommer med mod slutningen. Dansk teater er bange for erfaring og modne skuespillere. Og jeg giver ham helt ret og vil endda udvide kritikken til også at omfatte resten af det kulturelle liv i Danmark (inklusive kulturministeriet.) Alle hylder det unge og nye, mens erfaring og erindring er helt unødvendig, når der skal skabes og diskuteres kunst her og nu.

Ulf Pilgaard har her i 2021 sin sidste sæson i Cirkusrevyen, men han vil fortsætte. Han er frisk og rørig og håber på mange nye, mindre opgaver. Det har han fortjent og vi som publikum ligeså.

Bogen bør læses af alle plus 50, for her er både livsmod og livskraft at blive inspireret af.

Udkommet d.26. august 2021

 https://www.lindhardtogringhof.dk/hellere-gammel-end-doed

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.