Kulturkupeen

Generation Wealth – fotodokumentarisme på Louisiana.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Generation Wealth  – fotodokumentarisme på Louisiana af Lauren Greenfield.

“Generation Wealth” er en imponerende dokumentation af begrebet ”rigdom” i bredeste og mest frastødende betydning, fotograferet og beskrevet af amerikanske Lauren Greenfield (1965).

Udstillingen ligger i forlængelse af hele den moderne ”se mig” kultur som ikke mindst facebook og instagram har opdyrket, men som  allerede inden lå latent hos os i Danmark og på overfladen i det amerikanske samfund.

Generation Wealth. Louisiana. Foto: Lauren Greenfield.

Greenfields materiale og ”analyse” går flere spadestik dybere, for udstillingen handler om, hvordan hele det amerikanske samfundet er blevet til en stor show-off verden – vel at mærke på alle niveauer og i alle samfundslag.

Udstillingen består af over 200 fotos med tilhørende tekster, store billboards og små film, der velredigeret og veltilrettelagt skridt for skridt afdækker det mest afskyvækkende ved den forbrugeriske tid, vi lever i: jagten på synlig rigdom, ikke kun for egen skyld, men for at blive bemærket og inkluderet eller det modsatte af omverdenen.  Udstillingen bygger også på mere end 500 interviews foretaget af Lauren Greenfield.

Allerede for 15-20 år siden blev Lauren Greenfield grebet af fænomenet: overfladerigdom og begyndte at fotografere og interviewe, oprindelig med henblik på udvalgte serier: kvinder,  børn, college kids, etc. Men lidt efter lidt tog hendes materiale form, og ikke mindst den store økonomiske krise i 2008 gjorde projektet tydeligt for hende selv: Det moderne (vestlige, primært amerikanske) menneskes hang til iøjnefaldende luksus – uanset om der var råd til det.

Generation Wealth. Louisiana. Foto: Lauren Greenfield.

Og vi har det selv her i Danmark, men måske i mindre omfang: Bryllupperne kan ikke blive store og flotte nok, selv om parret måske hellere burde bruge pengene på at vedligeholde boligen. Unge piger bruger et hav af penge på make up og tøj – selv om det højst er to – tre veninder, der lægger mærke til det. Men værst af alt: de statsfinansierede tv- og radiokanaler i Danmark ligger på maven for alt, hvad der er kendt: ”Se mit hus” –  ”Hvem bor her” – ”Vild med dans”- ”Gift ved første blik” og hvad udsendelserne hedder med de samme Tordenskjolds Soldater som enten smagsdommere, rejseførere eller ofre. At den amerikanske virkelighed så er værre, det er nok blot fordi, det er et større land med en anden og kortere forhistorie. For derovre, langt væk fra vores andedam, klæder mødre deres børn ud som cheerleaders eller som skønhedsdronninger, allerede når de er 6 år .

Billeder på museumsvæggene med de tilhørende tekster fortæller hele historien – og indimellem understreger de store fotos hensigten med syvtommersøm. Var der nogen, der sagde ”Trump land”?

Selvfølgelig har vi set det før, men Lauren Greenfield samler trådene og supplerer med miljøer, de færreste danskere kender til. Og for at fuldende projektet, som vitterligt er et antropologisk studie, har den i Los Angeles fødte fotograf naturligvis også taget turen til Rusland til de nyrige og til Kina, som vi vel ved mindre om, men hvor de sandelig også findes: disse opkomlinge, der bygger sig til pompøse omgivelser, som gammel-europæere blot har arvet. Greenfield har også besøgt Imelda Marcos i hendes eksil – uden skokollektion, men siddende foran et Picasso-billedet.

I den grovere ende er der nærbilleder af plastic-kirurgi og skamferede ansigter samt et stilfærdigt billedet af en yngre kvinde med hele næsen i bandage efter en operation.

Greenfields tur rundt er også gået forbi et amerikansk par, der ville bygge et hus større end Versailles. Men så kom krisen i 2007/08, og alt gik i stå.

Generation Wealth. Louisiana. Foto: Lauren Greenfield.

Udstillingen er hentet i udlandet og har været vist flere steder – og der er  supplerende bogværker  og film. Det hele er effektivt.  Værkerne på væggen er til at forstå, budskabet går næsten rent ind. Men selvfølgelig er der også en bagside: Googler man kunstneren, viser det sig, at de fleste fotos på udstillingen kan erhverves via et galleri for 4.500 dollars. Så der er faktisk kapitaliseret på de andres hang til ”rigdom” og kapital.

Men det skal ikke stå i vejen for at “Generation Wealth” er en sjov udstilling for alle aldre,  og når vi nu taler om Trump: alle klasser.

Gid DR og TV2 ville se udstillingen og opdage, at de hver især med deres uendelige flodbølge af dumme reality-programmer er med til ødelægge den før så sunde konsensus i Danmark. “Vis mig ikke dit køleskab, …din strandvejsvilla, …dit sommerhus, …dit klædeskab.  Afstandene i Danmark er blevet større!

Udstillingen varer til og 20. januar 2020 og vises i den underjordiske østfløj.

www.louisiana.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.