Kulturkupeen

Divaer i Glas – Musikforestilling i Tivolis Glassal.

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

“Divaer i Glas”. Titlen er god, ideen ligeså: at genopvække en glansperiode i Glassalens historie, dengang i 1950erne og -60erne, hvor verdensnavne fra underholdningsbranchen kom forbi og optrådte.

Gl. Plakat. i Forb. med Divaer i Glas. Tivoli, 2019.

Og når Tivoli entrerer med 4 velsyngende skuespillere og den intellektuelle instruktør Rolf Heim, kan meget ske. Men det gør der bare ikke. Jeg er dog sikker på, at der er tænkt rigtig mange tanker, og at det er blevet diskuteret, om forestillingen skulle være kopierende, analyserende, distancerende eller karikerende. Resultatet er dog, at der, bortset fra de store, velsyede glimtende kjoler, skydes i for mange retninger.

Divaer i Glas. Tivoli. 2019. Foto: Rumle Skafte.

Ella Fitzgerald bliver lidt bleg, Josephine Baker lidt irriterende, mens Eartha Kitt dobles op, Monica Zetterlund tredobles og Carsten Svendsen som konferencier både er frikadelle, Preben Uglebjerg og en helt tredje person.  De fire i dansekoret, tre mænd og en pige, er mærkelig nok i en mere moderne, lettere militaristiske stil med mænd i bar overkrop, veste uden skjorter, ring i øret og alt for mange armbevægelser og hip hop.

Men flot ser det hele ud, mest af alt de skiftende show-pærer, som er en sand glæde, der peger tilbage og giver den rigtige, nostalgiske nerve til showet. Sådan burde det hele være. “Divaer i Glas” skulle stå ved nostalgien og ikke vrænge ad den.

Divaer i Glas. Tivoli. 2019. Foto: Rumle Skafte.

Men hvorfor skal vi have lidt småsnak om de enkelte kunstnerinder, når oplysningerne ikke bruges? Malene Dietrich er i øvrigt lidt for stram og vred i attituden, spillet af Birgitte Hjort Sørensen, mens Kaya Brüel er ganske perfekt som sin bedstemoder Birgit Brüel. Det nummer har det hele: nostalgi og alligevel varm distance. Også dobbeltnummeret med Caroline Henderson og Kaya Brüel som Eatha Kitt har både charme, varme, afstand og nærhed og bliver derfor til krads underholdning.

Divaer i Glas. Tivoli. 2019. Foto: Rumle Skafte.

Monica Zetterlund-nummeret er lige ved at være hjemme, men så er der alle de andre numre, der ikke har så meget at give publikum. For der er ingen sammenhæng. Det skulle vel have været perler på snor og er i stedet en række numre i række.

Carsten Svendsen plejer at være en fremragende sanger og skuespiller – bl.a. i ”Books of Mormon” på Det Ny Teater, men det er som om rollen som ene mand gør ham utilpas, og det sanglige er heller ikke præcist, kun lidt skingert. Og akavet med Preben Uglebjerg, hvis dødsulykke fortælles af ham selv, midt på scenen.

Det er vel her, forestillingen går galt i byen: den er for kold det meste af tiden og prøver så at sentimentalisere indimellem.

Divaer i Glas. Tivoli. 2019. Foto: Rumle Skafte.

Det er ærgerligt, for orkestret er super velspillende, og dejligt at man kan se dem på scenen.

Jeg ved ikke, om jeg var ekstra sur onsdag aften. Jeg havde faktisk glædet mig til tanken om at få serveret perfekt musikteater. I stedet fik man en forestilling, der ikke helt vidste, hvad den ville.

 

Skuespillerne

Caroline Henderson

Birgitte Hjort Sørensen

Kaya Brüel

Carsten Svendsen

 

Det kreative team

Rolf Heim // Instruktør

Kapelmester// Nikolaj Hess
Koreograf// Toniah Pedersen

Kostumer// Lasse Spangenberg

Lysdesign//Jonas Bøgh.

www.tivoli.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.