Kulturkupeen

Gerda Thune Andersen på Munkeruphus.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Fin lille udstilling på Munkeruphus med Gerda Thune Andersens værker.

Munkeruphus er et smukt kulturhus og oprindelig bolig for kunstneren Gunnar Aagaard Andersen, men i dag et udstillingssted, hvor der arbejdes ihærdigt på at skabe forskellige kulturtilbud.

Billedhuggeren Gerda Thune Andersen runder i år de 85 år, og udstillingen er derfor en form for fejring. Ikke med et langt retrospektivt blik, men snarere et portræt af en kunstner i evig bevægelse fremad mod ny inspiration fra hele verden.

Gerda Thune Andersens Atelier i Tibirke. Foto: David Stjernholm. Fra udstillingen.

Da Gerda Thune Andersen står over for at flytte fra sit store atelier i Tibirke, er en del af atelieret temporært flyttet til Munkeruphus. En sjov og givende idé, som giver et smukt indtryk af en arbejdende kvinde, der har orden på sine nipsting og samtidig skaber store, ofte monumentale værker.

På udstillingen ses bl.a. arabisk inspirerede kupler, som står i irret metal, som var de mange hundrede år gamle – og vupti til kontrasten – skrøbelige æggeskaller på en hvid stige. Der er bredde, dybde og overraskelser hele tiden.

Gerda Thune Andersens kupler. 2004-2014. Foto: US.

Til udstillingen er netop udkommet en smuk bog, der viser mange af de nyere værker opstillet på Munkeruphus. Bogen opsummerer historien om en kvindelig kunstner, der aldrig har låst sig fast og kun sjældent har bevæget sig ind på mere feministiske stier.

 

www.munkeruphus.dk

Udstillingen finder sted på Munkeruphus fra d. 17. september til d. 5. november 2017.