∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Giacometti på Statens Museum for Kunst: Hvad øjet ser.
Smuk og gennemarbejdet udstilling om Alberto Giacometti på Statens Museum for kunst.
Det mærkes, at udstillingen har været undervejs længe: 6 år oplyser museet – og egentlig var det slet ikke meningen, at skulpturerne skulle med. Det er nu en fornuftig og publikumsvenlig beslutning, for hvis flere end de allerede frelste skal forstå og annamme Giacometti som kunstner, er de magre bronzefigurer en god håndsrækning.
Giacometti på Statens Museum for kunst. 2024. Bronceskulptur. Mand, som vælter. 1950. ( Foto af US fra udstillingen.)
Giacometti og Danmark
Alle modne danske kunstinteresserede er nærmest vokset op med skulpturerne, som i flere årtier har indtaget en vigtig og markant placering i Louisianas samling. Giacometti har stadig ikon-status på Humlebæk-museet, selv om den nok er nedtonet i de seneste par årtier. Ligeså kender de fleste den schweiziske billedhugger, hvis de færdes i større jyske byer blandt kunstinteresserede og kommunalpolitikere, for Giacomettis skulptur ”Kvinde på kærre” er et lille vartegn for Holstebro med en placering foran rådhuset (i dagtimerne). Om natten sænkes skulpturen ned i dybet, så ingen skumle personager kan bortføre den lille kvinde. Værdien af den lille skulptur er steget eksorbitant siden erhvervelsen i 1966, hvor prisen var 210.000 kr.
Kort sagt, vi danskere har en relation til Giacometti. Den nye udstilling er et kærkomment gensyn og også et lille skub i en mere eftertænksom retning.
Giacometti på Statens Museum for kunst. 2024. Hovedkranium. 1934. Gibs. Foto af US fra udstillingen.
En mere filosofisk indgang til Giacomettis værker
For SMK vil med overinspektør Thomas Lederballe Pedersen noget andet og mere intellektuelt end blot at give knipsende museumsgæster eller vakse kommunalpolitikere noget at tale om.
Giacometti skal genopfindes som den meget filosofisk tænkende mand, han var. Udstillingen bygger på et tæt samarbejde med den nu mere end 20 år gamle institution: Fondation Giacometti i Paris, som har en meget stor samling af værker.
Giacometti (1901-1966) forlod sin hjemby i det italiensktalende Schweiz og drog til kunstens mekka i Paris omkring 1920. i slutningen af 1920erne blev Giacometti mere og mere draget af det surreelle, men fra midten af 1930erne bevægede han sig over mod en ideologisk eksistentiel tankegang. En artikel i kataloget af forfatteren Jean Paul Sartre, skrevet på opfordring af Giacometti, er et af de synlige beviser.
Giacometti på Statens Museum for kunst. 2024. Næsen. Gips. 1947. Foto af US fra udstillingen.
Vejen hen mod det eksistentielle, en opfattelse af væren, giver også en forklaring på, hvorfor Giacometti skrællede af i sine skulpturer og blev ved og ved uden at være tilfreds med resultatet. Formaterne blev i en periode minimale, siden dog større, men figurerne forblev magre – og tegninger fik et uendelig antal streger, der tilsammen skulle skabe det sande billede. Giacometti søgte kernen i eksistensen.
Det er måske netop denne søgen indad, som altid har virket dragende i Giacomettis kunst, både i de kendte skulpturer og i de tegninger og malerier, som sjældnere ses, men netop på SMK har hæderspladsen.
Alberto Giacometti. Black Annette. 1962. Oil on canvas, 55 x 45.8 cm. Fondation Giacometti © Succession Alberto Giacometti / Adagp, Paris, 2024. Pressefoto.
Tegninger og malerier
På udstillingen på SMK er det netop tegningerne og malerierne, som er kernen, mens de få skulpturer mere er med for at formulere Giacomettis håndgribelige verden.
I nogle år var Giacometti med i kredsen omkring André Breton, som var bannerfører for surrealisterne. Men siden blev han nærmest udstødt for sin synspunkter. For Giacometti ville fange virkeligheden, som han så den, tegne efter model, selv om hans blik syntes diffust for ham. Surrealisterne havde ikke brug for modeller, citeres Andre Breton for at have sagt.
Udstillingen har undertitlen: Hvad øjet ser – og det er rammende, for det er netop øjets opfattelse af virkeligheden, som hånden siden genskaber, vi ser i værkerne.
Udstillingen er hvid, meget hvid og elegant opstillet i et stort, lyst rum med forskellige skillevægge og nogle nærmest usynlige bænke et par steder. Men i betragtning af, at danske museers publikum enten er tvangsindlagte unge eller modne mennesker, der har brug for siddepauser, er rummene ikke så publikumsvenlige.
Giacometti på Statens Museum for kunst. 2024. Foto af US fra udstillingen.
I de smalle rum (tidligere Kobberstiksamlingens udstillingssted) er der med et snildt greb fra arkitektens side skabt nogle smukke, yderst minimalistiske rum på række. Det er ikke køjer, som kendes fra flere andre museer ( Faaborg og Thorvaldsen), men blot små afdelinger. En sort streg omkring døråbninger skaber både ro og orden og giver plads til, at man kan fordybe sig i et par film med Giacometti og ekstra tegninger etc.
Giacometti på Statens Museum for kunst. 2024. Fra en video. Foto af US fra udstillingen.
I det allersidste lille rum hænger der en biografi over Giacomettis liv .Det er nu at underspille hele publikumshenvendelsen og kontakten.
Vi lever i en tid hvor kulturinstitutionerne skal leve op til adskillige krav fra Ministeriets side. Måske netop derfor kører dette museum som flere andre kulturinstitutioner en lidt slingrende kurs.På den ene side skal der være tilgængelighed til kunsten, enhver skal kunne forstå kunsten, budskabet, og have adgang til den. Det udmønter sig bl.a. i fredagsaftener på museet med gratis adgang og musik og åben bar ( dog mod betaling).
Og så er der en udstillingsformidling, hvor det basale om kunstneren hænger allerbagest i udstillingen, og kataloget er et smukt, sofistikeret tryk, som nok ikke bliver læst af mange af de i tusindvis af besøgende, som helst skal træde ind på museet og betale entré.
Kataloget er en del af samarbejdet med Fondation Giacometti og i øvrigt forskningsbaseret, således at den fænomenologiske tankegang, som førte til Sartre og andres forståelse af eksistentialismen, foldes ud. Men en udstilling som denne, hvor Giacometti tages op til ny behandling her i 2024 på så æstetisk og bevidst en måde indgyder også respekt.
Men der er for lidt almen formidling, så museet faktisk synes lidt berøringsangst i forhold til den folkelige tilgang et hvert offentligt støttet dansk museum også skal have.
Giacometti på SMK. Alberto Giacometti. Walking Man II. 1960. Bronze, 190 x 112.5 x 28 cm. Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk. Donation: Ny Carlsberfondet © Succession Alberto Giacometti / Adagp, Paris, 2024
Pressefoto.
Giacometti og Louisiana
Louisiana museet har 24 bronceskulpturer af Giacometti og 22 arbejder på papir. To af skulpturerne er vist med på udstillingen. I Louisianas grundlægger Knud W. Jensens erindringer i den reviderede udgave (1993) er der nogle muntre historier, hvor dobbeltheden i Giacomettis væsen beskrives. For Giacometti var ikke så rejsende, interesserede sig ikke meget for at blive verdenskendt, men i 1965, året før Giacomettis død i 1966, i forbindelse med en stor udstilling i London opsøgte Knud W. Jensen billedhuggeren et par gange. Og det lykkedes efter et selskabeligt lag, hvor anekdoter om kannibalisme fløj hen over bordet, at samme udstilling fra London kunne vises hjemme i Humlebæk. Også den snirklede vej til erhvervelsen af de mange broncefigurer, kort tid efter Giacomettis død, er underholdende læsning og viser mere menneskelige aspekter i en ellers filosofisk tænkende kunstner som Giacometti.
Skulpturen i Holstebro Kvinde på Kærre har sin egen lokale hjemmeside: https://
Udstillingen varer til maj 2024