Menu Luk

Stina Ekblads erindringer – Her bruser strømmen forbi. Ny bog.

Anbefaling af Ulla Strømberg. (Selvbiografier får ikke stjerner.)

Stina Ekblads erindringer – Her bruser strømmen forbi. Ny bog.

En aura af poesi og kærlighed til teatret strømmer igennem Stina Ekblads erindringsbog, som måske ikke uden grund har fået titlen:

Her bruser strømmen forbi – en titel lånt fra digteren Edith Södergran.

Den finsksvenske skuespiller Stina Ekblad er født i det svensksprogede Finland i Österbotten i 1954, men uddannet på Teaterskolen i Odense, hvor hun efterfølgende blev nogle år.

Siden tog hun til Stockholm og blev en skattet skuespiller på bl.a. Dramaten.  Også fra filmlærredet kendes hun, bl.a.  i Ingmar Bergmans ”Fanny og Aleksander”, hvor hun spiller en næsten androgyn person. I dansk tvs ”Krøniken” er hun den elegante og markante moder. I adskillige danske film har hun lyst op, bl.a. i “Madklubben” fra 2020.

Senest har Stina Ekblad i Danmark kunnet opleves på Teater Republique i 2019, hvor hun i en store monolog ”Dantes guddommelige Komedie” – instrueret af Staffan Valdemar Holm med scenografi af Bette Lykke Møller.  Dantes tekst var oversat af Ole Meyer.

Stina Ekblad i “Dantes guddommelige Komedie” på Republique, 2019. Tegnet af Claus Seidel.                                                                                                                                 Det er også Ole Meyer, der står bag oversættelsen af erindringsbogen  ”Her bruser strømmen forbi”,  oprindelig udkommet i Sverige i 2020. Nu forligger den altså på dansk, men jeg ville nok hellere have læst den på svensk. Det vender jeg tilbage til, for bogen og den form, der som en associationsrejse forener gamle dagbogsuddrag, kendte litterære citater og erindringerne, er langt vigtigere:

 

Der er en ualmindelig følsomhed og respekt over for det meste. Beskrivelsen af barndommen i Österbotten  lyser af mildhed med et bagtæppe af krigens skygger. Sporadisk fortælles om hvordan hun meget tidligt skriver digte, men bliver bevidst om, at det er skuespiller hun vil være.

Et tidligt sommerbesøg i Danmark har givet vort land et skær af det forjættede land, for her er varmt om sommeren og sproget kan vel  forstås af den musikalske pige.

17 år gammel tager Stina på Højskoleophold på Fyn.  Derefter følger tre år på Teaterskolen i Odense. Delvist lystbetonede er beskrivelser af årene i Odense. Ikke så konkrete, men der fornemmes alligevel, at en ung og ret uskyldig pige lever livet og bliver forundret, da hun pludselig via en lærer får tilbudt en filmrolle i Tyskland.

Det var i 1970erne – muren stod der – optagelser blev foretaget i Østtyskland. Det syn på skuespilkunsten og flere forskellige tilgange til metieren synes meget interessant, når det hele sættes i relief af Stina Ekblads besøg i Düsseldorf et par årtier efter Murens fald.

Stina Ekblad i “Dantes guddommelige Komedie” på Republique. 2019. Tegnet af Claus Seidel.

I Düsseldorf sidder svenske Staffan Valdemar Holm som teaterchef og Stina Ekblad skal spille Stalin i et nyt stykke over for to tyske skuespillerinder. Der er markant forskel på opfattelsen af at være skuespiller, kunstner og kunstens tjenende ånd – afhængig af om man kommer fra Norden eller er opvokset i et delt Tyskland.

Bogen er beåndet layoutet med bl.a. lyserøde mellemsider, så Stina Ekblads udvikling fra pige, teenager, kvinde, mor og gumma – dvs. gammel kone, markeres samtidigt med at tekstpassager fra yndlingsforfattere inddrages og hendes egne refleksioner kommer i kursiv.

”Gumma” oversættes ikke og må siges at være en tilsnigelse, for på scenen i bl.a. ”Dantes Den guddommelige Komedie” så Stina Ekblad evig ung ud, netop UDEN alder. Og sådan synes hendes tilgang til livet og kunsten også at være. Bogen lyser af kærlighed til teatret og til ord og forfattertanker, som har inspireret hende hele vejen igennem livet. Det er store navne: Fra Södergran, over Tikkanen til Tove Ditlevsen og Henrik Nordbrandt og naturligvis de store dramatikere: Shakespeare, Ibsen og Strindberg.

De få navngivne kunstnere, som er med, omtales med varme, bl.a. Ingmar Bergman.  Men jeg havde håbet, at Stina Ekblad var kommet nærmere ind på Bergmans særegne evne som personinstruktør. For mange år siden – på et seminar på Odin Teatret hos Eugenio Barba – oplevede jeg Stina Ekblad tale om det klassiske teater. Hun brugte som eksempel Ingmar Bergmans iscenesættelse af “Madame de Sade”, hvor brugen af en vifte – en fysisk bevægelse kom til at definere kvintessensen i rollen.

Det mest poetiske i bogen er nok Stina Ekblads beskrivelse af at blive mor i en alder af 37 år. Ikke noget hun havde tænkt over i mange over, for kunsten kaldte jo, men så blev det virkelighed – og hun kunne stå på scenen om aftenen og som Medea myrde sine børn, for siden at gå hjem og mærke varmen og kærligheden fra den lille søn.

Vi har været heldige, at Stina Ekblad også mestrer det danske sprog – hun er en ualmindelig kunstner og erindringerne bærer præg af at komme fra et storsindet, humant og tænksomt menneske.

 

Stina Ekblad i “Dantes guddommelige Komedie” på Republique, 2019. Tegnet af Claus Seidel.

Tilbage til den danske oversættelse ved Ole Meyer:

Der bruges ny kommasætning, som jeg egentlig troede, at alle havde skrottet. Det vanskeliggør læsningen ganske meget. Men omme bag irritationen over de mange ord uden ophold, måtte jeg under læsningen gang på gang spørge mig selv, om det måske var den egentlige pointe, at teksten skulle irritere med små modhager for at få læseren op i det røde felt. Men at en dansk skolereform årtier tilbage kommer til at blokere for en dyb indlevelse i dette følsomme, poetisk associerende erindringsværk af Stina Ekblad er nu tindrende irriterende.

Forlaget Multivers

www.multivers.dk 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *