Kulturkupeen

GIRLS & BOYS – en kvindemonolog med Nanna Bøttcher på Aarhus Teater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

GIRLS & BOYS en kvindemonolog med Nanna Bøttcher på Aarhus Teater.

Overbevisende og intenst spil af Nanna Bøttcher.

Tre dage i juni måned nåede ”Girls& Boys” at spille. Heldigvis er forestillingen tilbage med Nanna Bøttcher alene på scenen sammen med 22 højtalere og en enkel mikrofon.  Hun demonstrerer et enormt professionelt og kunstnerisk overskud og måtte ved repremieren kæmpe mod en meget kraftig mobiltelefon på første række. Ikke kun én gang, men hele tre gange ringede mobilen inden for et par minutter. Nanna Bøttcher klarede situationen og fortsatte sin monolog om livets pinsler. Andre skuespillere var brudt sammen eller udvandret.

Girls & Boys på Aarhus Teater med Nanna Bøttcher. 2021. Foto: Rumle Skafte.

Men netop denne stædighed og udholdenhed er måske også en del af den kraftpræstation, som Nanna Bøttcher udviser i portrættet af en kvinde, der har været udsat for nogle af livets hårdeste pinsler.  Uden make-up, i trist high street tøj, står og går hun på scenen og levendegør denne voksne kvinde, hvis liv i bund og grund er håbløst.

”Girls &Boys” er skrevet af den engelske dramatiker Dennis Kelly og havde urpremiere i 2018 i London på Royal Court, der er berømt for at fremme moderne engelsk dramatik.

Girls & Boys på Aarhus Teater med Nanna Bøttcher. 2021. Foto: Rumle Skafte.

I modsætning til mange andre eksistentielle teatermonologer, er der virkelig masser af verbal action, for der sket noget i den voksne kvindes liv. Men teksten er ikke egal eller logisk. Derimod giver Nanna Bøttcher teksten en høj grad af plausibilitet, som den måske ikke fortjener.

En moden kvinde tænker tilbage på mødet med den mand, som hun siden får et par børn med.

Teksten er spækket med intense, som oftest overflødige detailbeskrivelser af hændelser.  Men det har nok sine pointer. Vi kommer rundt om et vildt ungdomsliv, om en spontan europarejse for at ende i en kø i Napoli.  Lidt ude af proportioner synes alle fortællingerne.  Og igen er der en lang omvej med en ansættelsesprocedure, før vi får den unavngivne kvinde placeret som kortfilmsproducent.

Pludselig har hun kærnefamilie med to børn, der småskændes, og som der tales til i børnehøjde. Indtil da har sproget været præget af nymodens eder og bandeord i et ungpigesprog, som slet ikke blev talt for 20 år siden – og som en 40-årig ikke ville kende eller bruge.  Men da situationen, eller snarere situationerne spidser til, bliver sproget pludselig helt nøgternt, som et dokument i en retssal. Nu er det alvor.

Girls & Boys på Aarhus Teater med Nanna Bøttcher. 2021. Foto: Rumle Skafte.

Det er svært at se pointen i denne slingrende sprogtone. Måske er det oversættelsen ved instruktøren Sigrid Johannesen, der ellers har været meget bevidst og økonomisk ved at bygge hele iscenesættelsen op om skuespilleren.

Historien har en pointe, som ikke skal røbes. Men både monolog og også det kunstneriske niveau giver mindelser om en anden, uafrystelig teaterforestilling tilbage i 1992, hvor nu afdøde Henrik Sartou iscenesatte hos Mammut Teatret: den svenske dramatiker Magnus Dahlstrøms ”Jernbyrd”. Dengang var det nogle forbrydere, der beskrev deres bestialske handlinger i ord – helt nøgternt, og det var skræmmende på alle måde.  Her i ”Girls & Boys” er det omvendt. Vi møder ofret, men kan på en eller anden måde ikke magte at engagere os helt. Og det på trods af, at stykket bygger op til en vis genkendelighed fra et dagligt familieliv, men først som sidst fra overskrifter i avisen.

Girls & Boys på Aarhus Teater med Nanna Bøttcher. 2021. Foto: Rumle Skafte.

Forestillingen hører til i den brutale afdeling, men det er interessant, at netop det grænseoverskridende en gang imellem forløser en skuespillers potentiale. Hermed har ”Girls &Boys” en mission. Med denne monolog er der kun næsegrus beundring for Nanna Bøttchers indsats.

 

 

GIRLS & BOYS
Aarhus Teater Studio
12. august – 9. september 2021

TEKST AF Dennis Kelly
OVERSÆTTELSE OG ISCENESÆTTELSE Sigrid Johannesen
SCENOGRAFI OG KOSTUMEDESIGN David Gehrt
LYSDESIGN Anders Kjems
LYDDESIGN Kim Engelbredt
MEDVIRKENDE Nanna Bøttcher 

www.aarhusteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *