∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Giselle.
Et yndigere par kan næppe tænkes. Ida Praetorius som Giselle og Andreas Kaas som hertug Albrecht i ”Giselle”.
Ikke nok med at de klædte hinanden – de kunne også, ved premieren lørdag aften, danse og udtrykke det spand af følelser, som er fundamentet i den romantiske ballet fra 1841.
Giselle. Det Kongelige Teater. Ida Praetorius. Foto Costin Radu.
Den unge Giselle går fra ren landsbyuskyldighed – over forelsket ungpige til at være ulykkelig og sindsforvirret – for siden hen at genopstå som en forholdsvis bevidst Villi, dvs. en overnaturlig ung kvinde, der til evighed jager unge mænd og danser dem til døde. Ida Praetorius gjorde det smukt og spinket og teknisk ukunstlet og i det hele taget er det en interessant, næsten skrøbelig version af ”Giselle”, som Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff har skabt.
Giselle. Det Kongelige Teater. Foto: Costin Radu.
Musikken af Adolphe Adam er underholdende og velfungerende, som den har været i snart 175 år, men han var også leveringsdygtig til hele underholdningsteatret i Paris dengang. Den originale koreografi er faktisk ikke bevaret, men i programmet står, at det er en version, som lægger sig op ad Jean Coralli og Jules Perrot, de første koreografer tilbage i 1840erne. Der havde været andre, nyere muligheder. For alverdens koreografer har prøvet kræfter med ”Giselle”.
Giselle. Det Kongelige Teater. Foto: Costin Radu.
Det moderne og nyfortolkende i balletten skyldes bl.a. scenografi og kostumer. Maja Ziska har stået for scenografien, som er både enkel og dobbeltbundet og inspireret af tysk romantik frem for fransk – med nogle smukke bagtæpper, med motiver bl.a. i familie med maleren Casper David Friedrich. Men også lysdesigneren har noget at skulle have sagt, selv om især anden akt fungerede med virkningsfulde stemningsskift. Første akt havde faktisk lidt for ensformigt og neddæmpet lys, men det er jo en smagssag. Gulvet var øvelokalets, dvs. med streger og viste videre til de sofistikerede kostumer.
Giselle. Det Kongelige Teater. Foto: Costin Radu.
Mia Stensgaard er ved at være ekspert i balletkostumer og havde skabt nogle dårende og interessante minimalistiske kjoler til første akts bondestemning, hvor både Giselle, hendes moder havde florlette kjoler på, som om det var i et moderne prøvelokale. Smuk tanke. Også det kvindelige corps de ballet havde lette rødlige kjoler, mens de fine og adelige var i semimoderne grøngnistrende silkekjoler og høje hæle. Flot så det ud – også lysmæssigt. Her var dekonstruktion, så det battede. Noget andet, som man vist ikke må tænke på, er, at herrerne havde tykke og tunge jagtfrakker og kapper på – mens damerne var i det bare ingenting. Hvordan lader det sig gøre? Sommer eller vinter? Varme eller kulde? Træer uden blade. Men sådanne prosaiske spørgsmål er ikke ønskede, når det drejer sig om romantikkens ballet nr. 1.
Giselle. Det Kongelige Teater. Foto: Costin Radu.
Orkestrets spillede smukt under Graham Bonds ledelse, og de rette stemninger blev lagt. Hele første akt var vild og fyrig, og kærligheden flaksede rundt for til slut at gøre Giselle så ulykkelig, at hendes skrøbelige hjerte bristede. Ham, hun har forelsket sig i, den forklædte hertug, ville selvfølgelig aldrig kunne få hende, der blot er en bondepige.
I anden akt skifter stemningen, og vi er ved nattetid ude i den lidt forheksede natur, hvor villierne danser med deres dronning og hendes hofdamer – disse ulykkelige unge piger, der ikke er blevet gift og derfor aldrig får fred. (Hvilken tankegang man havde dengang i romantikken!)
Giselle. Det Kongelige Teater. Foto: Costin Radu.
Her i anden akt var der styr på det hele i de smukkeste lange hvide skørter og med de bøjede arme perfekt placerede, når de stod stille. Sværere blev det, når de dansede, og følelser var der ikke mange af – heller ikke hos dronningen, fint danset, men efter min mening alt for koldt udtryksmæssigt. Den nye solodanserinde Kizzy Matiakis havde partiet. Men når Ida Prætorius kom på scenen, smeltede kulden på grund af den varme menneskelighed, selv om hun jo egentlig var et genfærd. Men et smukt genfærd, der ikke fik fred, men kunne demonstrere romantismens ønske om ”det interessante”- dvs. noget på en gang moderne og anelsesfuldt.
Publikum jublende, og Den Kongelige Ballet har fået en fin klassisk/moderne ballet som er smuk at skue. Og sådan en ballet skal være på repertoiret af og til på Kongens Nytorv. Med lidt mere ro på korpsets arme i første akt og mere bevægelse i lyset er balletten en helt perfekt, moderne fortolkning af romantikkens mest berømte ballet. En glæde for alle balletomaner, og dem er der vist stadig mange af. Så forhåbentlig vil der igen være røde lygter mange aftener på Kongens Nytorv, og tillykke med det.
( PS. Vedr. balletfotos og teaterprogrammer se særskilt kommentar.)
Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe, efter Jean Coralli og Jules Perrot Musik: Adolph Adam Scenografi: Maja Ziska Kostumer: Mia Stensgaard Lysdesign: Åsa Frankenberg Dirigent: Graham Bond
Med bl.a. Ida Praetorius, Andreas Kaas m.fl.