Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Gesualdo Shadows – Opera af Bo Holten – opført af Den Fynske Opera i samarbejde med Musica Ficta.

Det var på alle måder en charmerende aften, hvor alle på og bag scenen ydede deres bedste. Og for mig er det altid en særlig glæde at kunne se musikerne. På rigtig barokmanér var de 10 musikere placerede på to rækker overfor hinanden –stryger ved stryger og blæserne og fløjtenist på modsatte side og imellem musikerne stod cembaloet. Flot. Komponisten og dirigenten Bo Holten sad lidt skråt, men faktisk midt på scenen og kunne dermed holde overblik.

Gesualdo shadows. Bo Holtens opera. Gert Henning-Jensen. Pressebillede.
Gesualdo shadows. Bo Holtens opera. Gert Henning-Jensen. Pressebillede.

”Gesualdo Shadows” er en interessant, næsten historisk opera forankret i den gamle italienske komponist Gesualdos liv og musik, men løftet op til en moderne beretning om en mand og hans endeligt. Bo Holten må kende musikken fra Gesualdos hånd ud og ind efter i mange år at have været leder af først Ars Nova og siden Musica Ficta – fine kor, som begge har været specialister i tidlig musik og madrigaler.

Gesualdo levede i Italien fra 1566-1613 – oprindelig lidt uden for Napoli – senere længere nordpå og hørte til overklassen. Hans musik er interessant, og i hans levetid fødes i øvrigt operaen som teatergenre. Men hans liv og levned er endnu mere spektakulært, idet han vist fik arrangeret et lejemord på sin første og elskede hustru (på grund af hendes utroskab) – og eventuelt selv blevr offer for kone nr. tos had – via en giftblanding.

Gesualdo Shadows. Pressebillede.
Gesualdo Shadows. Pressebillede.

Gert Henning-Jensen er den vævre komponist og giver al sit sceniske nærvær og musikalske kunnen til gestaltningen af denne historiske og virkelige figur. Stemmemæssigt er Henning-Jensen som tenor på alle måder den rigtige og fylder rummet, mens den gode skygge synges indfølt af barytonen Tor Lind.

Geusaldo shadows. Pressebillede.
Gesualdo shadows. Pressebillede.

Ganske interessant er Bo Holtens evne til næste at komponere henover Gesualdos gamle toner – sådan at det er svært at vide, hvad der er Gesualdo – og hvad der er Holtens værk. En interessant finesse er, at hovedpersonerne har moderne harmonier, hvorimod koret, der er en vigtigt del af handlingen, bygger på 1500-tals tonalitet. Det er netop, hvad Holten som komponist og som dirigent er ekspert i at formidle.

Gesualdo shadows. Opera af Bo Holten. Pressebillede.
Gesualdo shadows. Opera af Bo Holten. Pressebillede.

Den italienske instruktør Deda Cristina Colonna og librettoskribenten og scenografen Eva Sommerstad Holten har på begavet vis evnet at forene fortid og nutid i et meget moderne, også visuelt teatersprog – så det bliver en nydelse at se på og leve sig ind i – selv om teaterlokalet hos Den Fynske Opera (placeret i Filosofgangen i Odense ) egentlig ikke giver noget tilbage. Tværtimod er det blot et stort tomt rum, hvor man virkelig skal have noget på hjerte for at fange publikum. Men det har denne gruppe, der gør os ganske interesseret i Gesualdo som historisk og kunstnerisk skikkelse. Ikke som person,for han er slet ikke sympatisk, men egocentrisk til det sygelige.

Pressebillede.
Pressebillede.

Først er Gesualdo kun interesseret i at få sig et liv, mens anden akten i højere grad koncentrerer sig om hans virke som musiker. Et fiffigt trick, på bedste Dostojevskij og H.C. Andersen manér, har givet ham en skygge, der på sympatisk vis hele tiden forgæves prøver at trække han i den medmenneskelige og gode retning.

Gesualdo Shadows. Gert Henning-Jensen og Tor Lind.
Gesualdo Shadows. Gert Henning-Jensen og Tor Lind. Pressebillede.

Denne opera har i en koncertopførelse været spillet på Takkelloftet for et par år siden, men er nu i en rigtig flyveklar teaterversion hos Den Fynske Opera klar til at rejse rundt.

For nylig havde Det Kongelige Teater premiere på en Purcell-opera, der på alle måder gjorde grin med både publikum og værket i en tysk dekonstruktivistisk version. Her med ”Gesualdo Shadows” har vi til gengæld et operaværk, der vil fortælle musikhistorie og meget mere på en begavet og også over for publikum ærbødig måde.

Medvirkende:

Komponist og dirigent: Bo Holten

Instruktør: Deda Cristina Colonna

Librettist, scenograf og kostumer: Eva Sommestad Holten

Medvirkende: Gert Henning-Jensen, Tor Lind, Guido Paevatalu, Anders Jakobsson, Hanna Kappelin, Ann-Christine Wesser Ingels samt Musica Fictas madrigalister: Nana Bugge Rasmussen, Daniel Carlsson, Andreas Halling, Fredrik Bjellsäter, Rasmus Kure Thomsen

Orkester: Concerto Copenhagen

Producent: Den Fynske Opera i samarbejde med vokalensemblet Musica Ficta.

Spilleperiode: 28. okt.–29. okt.–1. nov.–2. nov.- 4. nov.– 5. nov. (Hverdage spilles kl. 19.30 / lørdage kl. 16.00)

 

Nb: librettoen ligger på www.evaholten.dk

www.denfynskeopera.dk